Tour de Sandakan

Efter en ganske udemærket nats søvn fik vi en ordentlig kom kaffe, dejligt atter at starte dagen på den måde. Morgenmaden var hjemmelavet, man kunne dog lave røræg, det benyttede vi os naturligvis af. Sjovt at sidde og lytte til de andre gæsters snak om mulige destinationer, og om mulighederne for at spare penge. Mange af de andre er yngre mennesker på lange rejser, de har tid nok og er pressede på budgettet, for os er det omvendt, med de priser herude kunne vi være aften i lang tid, men den har vi ikke, til den tid vi skal være her har vi i den grad penge i overflod. Vi gik en tur efter morgenmaden, først op til et udsigtspunkt, hvorfra hele Sandakan kunne ses, ikke noget kønt syn. i det mindste lå der et gammelt engelsk tea house tæt på, her følte vi os hensatte til Karen Blixens farm i Kenya.

Tæt på lå også byens kinesiske gravplads, på sin vis meget anderledes, men alligevel velkendt. De begraver også deres døde i familiegravsteder, men har en helt anden måde af udforme gravstedet på end hvad vi kender hjemmefra.

Vores sidste stop på gåturen var Sim sim water village, her blev vi mildest taget mødt med stor nysgerrighed af især de lokale børn. Alle ville de gerne i kontakt, have taget billeder og snakke lidt. Styltebyen er givetvis fattig, men vi så dog også nyere og endda sprit nye huse derude. I et af de helt nye blev vi inviteret ind så vi kunne få taget et billede sammen med ejeren, hvad det så end skulle gøre godt for. Desværre var der også her plastik affald overalt. Besøget i sim sim var en stor oplevelse, der blev ikke på noget tidspunkt tigget, området virker nærmest uberørt af turister selvom Sandakan, hvor der kommer en her del kun ligger 3 kilometer væk.

Vores frokost fik vi ved mama Resepi, frisk fisk med ris og nogle grøntsager, samt ikke mindst en lækker friskpresset juice. Vejen ud til Buli Sim Sim havde været varm og træls, så for en gangs skyld valgte vi at bruge penge på transporten tilbage, fluks kom der en ”Teksi” og et par minutter senere blev vi sat af foran byens dyreste hotel, hvorfra vi usete kunne luske tilbage til Harbourside Backpackers J

Herefter slog vi en time ihjel på vores hostel, og som sædvanlig var der gang i fjernsynet, og som sædvanlig var der ingen der for alvor så udsendelsen, hvilket får én til at undre sig over at fjernsynet overhovedet var tændt.

Kl 16.30 mødte vi vores chauffør til vores cruise, Rikki, der gav den hele armen med at fortælle om det vi så på vej til vores båd. Sandakan udvikler sig i disse år, men mange af husene er kun for de rige, priserne var en halv million Ringgit, hvilket svarer til 750.000 kroner for et ganske flot rækkehus, ikke vanvittig meget efter europæiske priser, men givetvis komplet udenfor mulighederne for mange malaysiske familier.

Efter en god halv times kørsel var det tid til at møde de andre deltagere på turen, et par spanske piger, samt et engelsk par bosat i Australien, begge de spanske piger havde boet i Storbritannien, så fællessproget var engelsk. Til den ganske velsmagende te blev der serveret grønne sammenrullede pandekager, Ingeborg troede først det var stofservietter til at tørre sved af med, men på trods af det heftige udseende var de ret velsmagende, fyldet var drømmekage-agtigt, med kokos og sukker. Et andet punkt på programmet var et spil med landsbyens børn, det oprindelig tænkte bortfaldt da bolden var blevet væk, i stedet viste Solveig sine evner idet svære spil ”Kokosnødde-bowling”; 3 hug mod 9 vandflasker, Peter ramte i alle forsøg men manglede 2 flasker, Solveig indstillede sigtekornet på de 2 første forsøg inden der kom en strike i sidste skud, i øvrigt var hun den eneste, der væltede alle flasker.

Så gik vi igennem den lille landsby, kaldet en ”hub”, hvor flere familier bor i de oprindelige træhuse, der er bygget på pæle. Det er givetvis oprindeligt en stil, der har betydet en bedre luftcirkulation frem for at bygge fundamentet på jorden, og den ekstra plads, der så fremkommer, ved at bygge i højden, bliver brugt til mange ting som for eksempel opbevaring af diverse skrammel, hønsegård, garage og endda et sted man kan placere en hængekøje!

Vores bådguide var også bestyrer af det lokale B&B, og hun satte sammen med skipperen af den lille fladbundede båd kursen igennem mangroven. Det var lavvande, hvilket betød at der var to mudder-flader i begge sider, hvor ”Mudskippers” kravlede omkring. De er blå og sorte, og faktisk utrolig flotte at se, når solen skinner på dem. Vi så også en lille krokodille svømme langs den ene bred og Christian, vores egen private ranger, fik øje på indtil flere ”Kingfisher” (samme familie som isfuglen), hvilket vakte stor jubel hos fotograferne. Og endelig på denne tur var det også Buddy, der spottede de første næseaber i et træ højt oppe.

Turen gik videre til en lille ø, hvor vi blev budt velkommen af en gruppe politifolk, dog i klip-klappere og shorts. De er på skift udstationeret på denne ø, da der er mange filipinske smuglere, som prøver at smugle cigaretter og narkotika ind til Borneo. Der er kun 48 km. til filipinerne fra øen.

De bød os velkommen og guiden havde lidt fødevareforsyninger med til dem. De havde samlet friske kokosnødder og så blev toppen hakket af og man fik udleveret et sugerør. Bagefter kunne man få den halveret og med en ske skrabe selve kødet ud. De smager ikke specielt godt, mangler lidt sødme, men de skulle være rigtig godt mod dehydrering.

Efter en halv times tid var det blev helt mørkt og myggene begyndte at sværme om os. Vi blev fulgt tilbage af politiet som lyste for os hele vejen ned til båden, hvor vores skipper heldigvis havde ventet på os!

På turen tilbage så vi en masse ”fireflies”, som lyste op i natten som om det var træer pyntet op til jul. Guiden viste os, hvordan man med en iPhone kan tiltrækkehannerne, og snart efter var der en hel sværm af fluer omkring hovederne på os. Fluerne er på størrelse med et riskorn og lever 3-4 uger, de lyser 24 timer i døgnet, hannerne kraftigere end hunnerne. Det var et temmelig spektulært syn og en dejlig afslutning på en interessant eftermiddag. Til slut blev vi kørt tilbage af vores chauffør Rickie, som vidste en del og gerne delte ud af sin viden om Borneo og andre malaysiske forhold, bl.a håbede han på, at landet ville få en ny regering i næste måned, når der er valg, da det er meget korrupte politikere, der sidder i parlamentet for tiden…

Tilbage i Sandakan sluttede vi af med en lille gåtur på det lokale marked, som nu var blevet til et natte-marked. Der blev solgt forskellige grøntsager og frugt, bl.a den meget omtalte ”Durian” frugt, som efter sigende skulle stinke så fælt, at den ikke må tages med ind i mange butikker eller offentlige transportmidler. Selv i vores lejebil er der forbud, fortæller et lille klistermærke i forruden. Og i Singapore giver det selvfølgelig en bøde, hvis du har den med i deres MRT. Vi må se at få fat i én en dag og finde ud af, om den virkelig er så slem!