A day at the beaches

En ferie uden en strandtur er ikke en rigtig ferie, så derfor havde vi hjemmefra planlagt en tur ud til nogle små øer ud for Kota Kinabalu. Der er adskillige små firmaer der konkurrerer om at sejle folk ud, vi benyttede Sunny Rainbow, og det fungerede ganske fint, man kan i hvert fald ikke beskylde dem for at sejle for langsomt undervejs, vi nærmest fløj afsted i den lille båd. Vi lejede udstyr gennem dem, dog sprang vi over redningsveste, det viste sig dog, at der var redningsveste ombord, det var derimod til ikke svømmere så de også kunne snorkle rundt og se det ret imponerende dyreliv, der gemte sig lige under havoverfladen. Vi var med første båd ud, hvilket klart kan anbefales, i løbet af formiddagen væltede der især kinesere ud fra de talrige både der anløb stranden, mange af dem kan ikke svømme, og det lod til at mange aldrig havde set havet før, stranden var pludselig fuld af selfie sticks og folk der poserede i groteske positioner, utroligt.

Efter at have snorklet og se både nemofisk og flotte koraller, blev ungdommen tilbage på strandbredden og vi to gamle gik op på toppen af øren. Solveigs fodtøj, et par gamle klip klappereviste sig at være velegnet, måske havde det ikke været tilfældet, var der kommet en slange forbi. men det gjorde der ikke og vi gik i den tætte skov, hvor kun nogle få solstråler kom igennem bladhanget; heldigvis for vi havde ikke fået meget vand med. Da vi kom ned igen var det rart at køle sig af i vandet og i mellemtiden havde ungerne fundet ud af, at de gerne ville prøve svævebanen. En svævebane der går fra øen Gaya til Sapi, hvor vi holdt til. Den er 280 meter lang og man kommer op på en fart på 65 km/t. Peter og jeg tog plads fra ankomstsiden, så vi kunne forevige øjeblikket, og de syntes begge, at det var en vild fornemmelse.

På vej ned igen kom vi forbi ikke mindre end 6-7 stykker water monitor lizards, der var i størrelsen stor til meget stor, vi så endda en af dem svømme - godt vi ikke mødte en af dem på vores snorkletur, de er ret gode svømmere.

Vi havde booket en tur til 2 øer, og kl. 12,45 var det tid til at begive sig til molen hvor vores transport burde vente på os. Det var dog ikke tilfældet, og vi brugte en lille halv time med at se på fisk i vandet, samt kinesere på molen, der naturligvis også bød sig til som motiv til opstillede fotos. Den næste ø, Pulau Munakan, skulle have et flottere koralrev end lille Sapi, så det var med store forventninger at vi ankom til øen. Først skulle vi dog have frokost, det viste sig at være lidt af en udfordring, da der var en del lukkede selskaber der blokerede de forskellige restauranter, vi overvejede den første den bedste, men valgte den fra, det endte dog alligevel med at blive den, for på de 4 andre vi prøvede var der ikke plads til sådan nogle som os.
Snorklingen var desværre en skuffelse, der var for meget bevægelse i vandet til at man kunne se ret meget, så godt at vi havde set en masse smukke fisk på Sapi. Manukan er dog også et besøg værd, vandet er smukt med alskens blå nuancer.

Hjemturen mod Kota Kinabalu blev lidt af en oplevelse, der blev sejlet stærkt, meget stærkt endda, selv det at vi skulle passere andre bådes kølvandsbølger generede ikke vores kaptajn, han virkede dog kompetent nok skal det tilføjes, og vi slap uden blå mærker og alle i god behold.
Vi slappede efter hjemkomsten af på hotellet, tog et bad og plejede den solskoldede hud, for en gangs skyld havde det også ramt Solveig og Christian, så der var kamp om "after sun" flasken.
Solnedgangen så vi fra Signal hill, som navnet antyder måtte vi kæmpe os op ad nogle, faktisk mange trapper og receptionisten, der forklarede os vejen, sagde at vi skulle passe på, for der lå ofte slanger på trappen. Det eneste dyr vi så var nu en vandrende pind. Solnedgangen var fantastisk i røde og orange farver, og den blev foreviget af Ingeborg og Canon.

 Christian sad og filosoferede lidt, og synes det var sjovt at tænke på, at solen nu var midt på himlen i Danmark. Han har været meget tilfreds med Asien og vil meget gerne tilbage dertil. Han bliver beundret af mange asiatiske mænd for sin højde, der har sågar været to, som ville have tage et billede med ham.
Aftensmaden indtog vi på en italiensk restaurant asian style og vi spiste med mad og drikkevarer for 37 ringgit. På vej derhen havde vi set en iscafé, hvor vi ville indtage en dessert. Det gjorde vi så, til den nette sum af 67 ringgit, næsten dobbelt så dyr som aftensmaden. Isen var rigtig god og vi var de eneste derinde...det er i hvert fald ikke et sted, de lokale kommer. Men sådan er KK, der er noget for enhver smag og enhver pengepung!