Paradise in the jungle

Så blev rygsækkene pakket igen og vi fandt frem til vores Ford Ranger i parkeringshuset. Vi startede med at køre ud til et rehabiliteringscenter for den lille bjørneart ”Sunbear”, som er truet af udryddelse pga. de føromtalte palmeplantager og følgerne af fødemangel.

De er sorte med et gult ”V” på brystet og har meget lange kløer og tunge så de kan få fat i myrer og honning. De er desuden meget dygtige til at klatre i træer.

Sandelig om bilen ikke også skulle tankes, da der er langt mellem tankstationerne kørte vi ind på Sandakans største tankstation (en af chauffør Rickies uanede mængder af ubrugelig viden) og fik tanket Forden op til den nette sum af 2,18 Ringgit for en liter diesel (3,27 dkr).

Så var det videre mod vores jungle resort, men desværre ville GPSén ikke finde nogle byer i nærheden, så Peter var lidt presset (det mærkede vi andre nu ikke noget til), men klarede det alligevel i fin stil vha. memorering fra tidligere studier af google earth/maps.

Inden vi drejede ned mod resortet fik vi dog frokost på Restaurant Nifilah, hvor den indiske krofatter serverede i sine sutsko. Efter frokoste ytrede Christian, at han var ved at gå kold i at spise nudler, så mon ikke han bestiller andet end Mee Goreng Ayam (nudler med kylling) næste gang? Peter fik kyllingelever… sådan kan det gå, når man ikke er så stærk i malay (eller indisk).

Vi drejede ind på resortet og blev mødt af en stor gruppe macaque aber, der interesserede fulgte med i vores gøren og laden. Vi kunne allerede her fornemme, at det var et fantastisk sted, vi var kommet til. Det ligger lige ud til den store Kinabatangan flod, der er Sabahs største flod med sine 560 km. Vi fik en lille velkomstdrik og blev vist til vores værelser; to små huse med eget badeværelse, hyggeligt indrettet med senge, der har et fint myggenet, aircondition og en stor ”fan” i loftet – ægte kolonistil og alle var for en gangs skyld tilfredse med standarden.

Inden vi skulle på flodtur var der en lille eftermiddagssnack; en slags pandekager med en sød carry-sauce og indbagte bananstykker. Ud over gæsterne på resortet synes også aberne, at være særdeles interesserede i anretningen. En tjener var bevæbnet med et kosteskaft udkomanderet til at jage dem på flugt, men der er både adrætte og snu, så det virkede som en håbløs kamp. En svensk pige fandt aberne interessant, eller i hvert fald hendes indbagte banan, så i et uopmærksomt øjeblik, hapsede aben bananen og satte sig til rette øverst på et gelænder mens vi alle kunne følge med i dramaet. Nu var tjeneren ved at være presset og fik back-up af to andre tjenere bevæbnet med hhv. kost og elastikker til at skyde med. Det fik aberne til at bakke lidt væk, men nu var det tid til flodturen, og så måtte aber være aber.

Turen på floden bød på flere naturoplevelser, vi sejlede i alt 2,5 time på den chokoladebrune flod, den er vel omkring 80-100 meter bred på de bredeste steder, og vi blev velsignet med næseaber, macaqueaber, et stort firben, som lå og solede sig ovenpå en busk og adskillige ”hornbills” som er Borneos nationalfugl. En stor fugl med et ”horn” ovenpå næbbet.

Efter aftensmaden var det tid til dagens sidste programpunkt, nemlig nattevandring i junglen. Vi havde en sej lokal, guide, der gik forrest med sin store lommelygte og som var for vild til at spotte dyr. Vi så både en lille kingfischer, som sad og sov i et lille træ iklædt sin pyjamas i røde og gule farver, flagermus, edderkopper, frøer, en rotte, natsværmere og en stor, grøn græshoppe. På et tidspunkt blev vi alle beordret til at slukke for lommelygterne og kigge op. Og der stod vi på Borneo og kiggede på på den mest spektakulære stjernehimmel iført iglesokker og vandrestøvler i 25 grades varme mens cikaderne sang for os og følte os meget små og meget taknemmelige for at få lov til at opleve dette.