Back in the USSR!
Lykkelig bør den være der er født i Nordvest-Europa.
Naturligvis kan man ikke gøre lykke op i penge, men kombinationen af vores velstand, sammenholdt med et, trods alt, velfungerende politisk system gør, at det for de aller fleste må være muligt at have en tilfredsstillende tilværelse.
De rå tal siger det meste, i Danmark er bnp pr. indbygger 60.000€ om året, i Moldova er vi på 2.000€. Priserne er selvfølgelig også meget lavere end i Danmark, men faktum er, at den enkelte dansker har en købekraft der er enorm sammenlignet med de lokale hernede. Nu er alt heller ikke fantastisk i Moldova, de unge udvandrer i stor stil til både vest og øst, taler du rumænsk som modersmål er vesten det foretrukne sted, taler du russisk tager de unge typisk til Moskva i jagten på et bedre liv.
Vi har været en tur i Transnistrien, den russisk prægede del af Moldova. i 1992 kom det til væbnede kampe mellem den moldaviske hær og russisk støttede oprørere, siden dengang har der eksisteret en de facto selvstændig stat på Dnistrerflodens østlige bred. Her bor der lidt over 600.000 mennesker, de har eget militær, egne pas, samt egne penge. Rusland støtter området finansielt, men anerkender det ikke officielt, de eneste lande, der anderkender Transnistrien er Abkasien og Sydossetien, 2 udbryder-republikker i Kaukasus.
Vi ankom med minibus fra Chisinaus kaotiske busstastion til Hovedstaden Tiraspols nærmest øde station. Her fik os en forfriskning inden vi blev afhentet af Roman Maximov, vores nærmest alvidende guide. Med ham tog vi til Tiraspol Hostel, der viste sig at være hans lille etværelses lejlighed som vi skulle dele med andre gæster, hvilket viste sig at være 2 engelske advokater fra London.
Efter en kort præsentation faldt snakken på alkohol, og Roman løftede sløret for, hvad den ukendte del af vores bookning bestod i. Inkluderet i de 30€ for vores hostel var: a room, free vodka and Semagonka. Semagonga viste sig at være hjemmebrændt, med bange anelser tog Peter imod et glas, der heldigvis viste sig at smage klart bedre end forventet.
Roman tilbyder også guidede ture, og vi var selvfølgelig klar sammen med de to advokater James og Andy. Vi startede med at gå ind i en tidskapsel, som Roman udtrykte det. Et supermarked som kunne være taget direkte ud af en 70-er film fra det tidligere DDR. Ekspedienterne gik rundt i kitler og opbygningen med flere store diske, hvor man bad betjeningen om de varer, man ønskede, gamle vægte og endda kuglerammer til regnestykkerne kombineret med de orange og brune farver gjorde at helhedsindtrykket var perfekt. Vi var tilbage i tiden.
Efter en god frokost krydret med anekdoter om Tiraspol, men også om emner som engelsk fodbold og Brexit, var vi klar til at tage hul på "Tour de Tiraspol". Vi startede med at tage en minibus til et tidligere kollektiv. Det var forladt på nær beboelsesejendommene, som ude på landet kun må have 4 etager, hvorimod byerne må have 5 - den slags var der altså også regulativer om. Vi startede med at gå ind i en faldefærdig bygning som tidligere havde huset landbrugsskolen. Alt hvad der kunne bruges var væk og alt hvad der kunne var smadres var.... smadret. Men vi kunne stadig fornemme hvilke rum der havde været klasselokaler, samlingssal, osv. Kollektivet var fra omkring 1970 og de var komplet selvforsynende. Roman fortalte endvidere at mange af de tidligere arbejdere, som stadig boede i beboelsesejendommen ønskede sig tilbage til de gamle, trygge tider. Man kunne godt forstå det, for det var en spøgelsesby, hvor store, tomme og ødelagte bygninger stod tilbage. Der var dog nogle få som havde initiativ nok til at bruge noget af jorden til hønsehold, dyrkning af grøntsager, eller som det ægtepar vi mødte, havde bygget en lille garage med værksted. Vi (eller nærmere Roman) faldt i snak med dem og da vi spurgte ind til deres vindruer, sprang manden resulut ned i sin hjemmelavede vinkælder og hev to plasticdunke op til og med rød- og hvid (gul) vin som vi skulle have. Vi takkede mange gange og gav ham nogle få rubler, rundt om det næste hjørne smagte Peter og englænderne på sagerne og blev enige om, at det måske nok var i retning af vin,men det ville ikke gøre sig på eksportmarkedet.
Efter afsked med kollektivet var det tid til at bese Tiraspol, vi tog minibussen, der atter kostede 3,5 rubler, svarende til lidt over 1 krone, og kom af ved en stor vej navngivet efter datoen for den russiske revolution. Hefra gik vi mod centrum og den store plads til militær parader. Byen er mildest taget ikke på arkitekturstuderenes program, der er langt mellem pæne bygninger, og næste alle steder ses efterladenskaber fra sovjettiden. Nyt bliver der også bygget, det lokale firma Sheriff lader til at være involveret overalt. Smagfuldt var det ikke, og hvad formålet med bygningerne var er ifølge Roman også uklart. Vi kom forbi det typiske sovjetiske monument, en T-34 tank flot stillet op, og man måtte heldigvis klatre rundt på den gamle kampvogn:-)
Så gik det afsted i en minibus igen, denne gang til en bydel i udkanten af Tiraspol, hvor de havde en kæmpe stor buste af Lenin foran deres kulturpalads. En bygning der engang havde været flot og stillig,menidag var ramt af forfald og manglende vedligeholdelse gennem årene. Da vi kom indenfor kunne vi høre musik, og ovenpå viste det sig, at der var indrettet en danseskole, hvor småpiger øvede ballet mens mødrene ventede udenfor. Endnu engang havde vi ramt ind i en tidskapsel.
I landsbyens modsatte ende lå et gammelt kloster, inde bag muren var der flere kirker, hvis overdådige udsmykning stod i skærende kontrast til de fattige kår udenfor murene. Klostret var levende, munke gik rundt med sorte kjortler og langt skæg, en spændende oplevelse. Vi kunne komme op i det store klokketårn, hvorfra vi kunne se Transnistrien, Ukraine og Moldova. Mirakuløst havde tårnet overlevet de hårde kampe i august 1944 hvor det blev brugt af snigskytter. Herfra gik det med minibus tilbage til Dnisterfloden, vi gik lidt lands floden, hvor der var anlagt en strand, strømmen virkede kraftig og derfor spurgte vi Roman ogm der af og til var nogle der druknede, 11 indtil videre i år lød det deprimerende svar. Det var dog langt overvejende fulderikker der omkom i floden, og dem så vi også flere af langs bredde, et vidne om et barskt liv i den sovjetiske tidslomme.
Tilbage over floden kom vi med en storm P agtig færge, med store køller og håndsving i stedet for en motor kunne den 2 mand store besætning få færgen på plads i færgelejet, imponerende i vores øjne. Aftensmaden blev indtaget på en god restaurant, vores del af regningen lød på 400 rubler ca. 20€
rørende billigt for et fremragende måltid med øl og listige KGB shots.
Kommentarer