Grænsekrydsning til Moldova
Efter en omgang røræg med pølser og en stærk kop kaffe, satte vi kursen mod busstationen. Her nærmest sprang en chauffør ud fra en lille minibus, kaldet "Marschrutka" og kunne byde os velkommen til en tur mod Chisinau, Moldovas hovedstad. For den nette sum af 40 Lei pr. person (65kr) var vi klar til turen. Og sikke en tur; jeg ved ikke hvorfor, men vi får tilsyneladende ofte spændende chauffører, der tester bilens køreegenskaber. Det gjorde vores ven også i dag, og vi var vidne til mange spændende overhalinger, kørsel overfor rødt lys, indenoms-overhalinger og kørsel på den forkerte side af en helle. Men han gjorde det med sikker hånd, og han kender nok også ruten som sin egen bukselomme, da han kører turen flere gange om dagen.
Grænsekontrollen gik glat. Vi fik "besøg" af grænsepolitiet i bussen, der indsamlede vores pas, og med et stempel fra grænsen i Moldova rigere, satte bussen i gear og kørte ind i Moldova. En tidligere stat i Sovjetrepublikken, der blev selvstændig i 1991 med 3,5 mio indbyggere, hvor byen Chisinau, der er på størrelse med Århus, er hovedstad.
Vi blev sat af på den store hovedgade tæt på busstationen og fandt med lethed vores appartment, Suisse appartment, der er mindre fashionabel end navnet antyder, men bedre end dens ydre signalerer. Vi bor helt centralt, nærmest lige overfor parlamentet og to store parker.
Efter en frokost og en lokal øl var det tid til at prøve at nå op på de minimum 10 km, som en feriedag helst skal indeholde...Vi vandrede rundt og så på bygninger, nogle flotte, men også mange grimme. Jeg ved ikke helt hvad der er gået galt for kommunistblokkens arkitekter, men store kolosser indeholdende masser af beton, var de i hvert fald vilde med. Der er ikke så meget at se i byen, men en masse at opleve (citat: P. Aggerholm). Man fornemmer hurtigt, at turister er et særsyn, kun 20.000 registrerede turister har de om året, og der er langt mellem engelsktalende, men de unge er klart på vej. Der er rent og pænt i byen, masser af politi og man føler sig helt tryg.
Men at det er Europas fattigste land fornægter sig ikke. Prisniveauet er meget lavt, men BNP pr. indbygger er også kun 2.000 €/året, så vores købekraft er enorm her. På vej ind til byen fra grænsen var det bemærkelsesværdigt, at indbyggerne i landsbyerne hentede vand i brønde, der er altså ikke indlagt vand udenfor byerne. Vi brugte lidt mere tid på at snuse rundt på det lokale marked, som er et stort loppemarked med masser af tingel tangel og bling bling... busstationer ligger lige op ad markedet, og der var leben og kørsel på kryds og tværs, herligt, jeg elsker det og glæder mig allerede til næste tur i Marschrutkaen, så må vi se, hvilken chauffør vi får...
Fra hovedstrøget Stefan cel Mare, en krigshelt de deler med Rumænien.
Operaen i Chisinau, umiskendeligt fra Sovjet-tiden.
Ja, det var så en af de grimme bygninger...
Fra en af de to store byparker.
Baggården til vores lejlighed...
En af politistyrkerne (Carabineri; nej vi ved godt, at vi ikke er i Italien) på byvandring:-)
Der arbejdes og lastbilen er ikke af nyere dato
Telefonbokse benyttes stadig her.
Og så kom vi også lige forbi et militærmuseum med et udstillet "Stalin-orgel"
Slægtsskabet med Rumænien fornægter sig ikke.
Grænsekontrollen gik glat. Vi fik "besøg" af grænsepolitiet i bussen, der indsamlede vores pas, og med et stempel fra grænsen i Moldova rigere, satte bussen i gear og kørte ind i Moldova. En tidligere stat i Sovjetrepublikken, der blev selvstændig i 1991 med 3,5 mio indbyggere, hvor byen Chisinau, der er på størrelse med Århus, er hovedstad.
Vi blev sat af på den store hovedgade tæt på busstationen og fandt med lethed vores appartment, Suisse appartment, der er mindre fashionabel end navnet antyder, men bedre end dens ydre signalerer. Vi bor helt centralt, nærmest lige overfor parlamentet og to store parker.
Efter en frokost og en lokal øl var det tid til at prøve at nå op på de minimum 10 km, som en feriedag helst skal indeholde...Vi vandrede rundt og så på bygninger, nogle flotte, men også mange grimme. Jeg ved ikke helt hvad der er gået galt for kommunistblokkens arkitekter, men store kolosser indeholdende masser af beton, var de i hvert fald vilde med. Der er ikke så meget at se i byen, men en masse at opleve (citat: P. Aggerholm). Man fornemmer hurtigt, at turister er et særsyn, kun 20.000 registrerede turister har de om året, og der er langt mellem engelsktalende, men de unge er klart på vej. Der er rent og pænt i byen, masser af politi og man føler sig helt tryg.
Men at det er Europas fattigste land fornægter sig ikke. Prisniveauet er meget lavt, men BNP pr. indbygger er også kun 2.000 €/året, så vores købekraft er enorm her. På vej ind til byen fra grænsen var det bemærkelsesværdigt, at indbyggerne i landsbyerne hentede vand i brønde, der er altså ikke indlagt vand udenfor byerne. Vi brugte lidt mere tid på at snuse rundt på det lokale marked, som er et stort loppemarked med masser af tingel tangel og bling bling... busstationer ligger lige op ad markedet, og der var leben og kørsel på kryds og tværs, herligt, jeg elsker det og glæder mig allerede til næste tur i Marschrutkaen, så må vi se, hvilken chauffør vi får...
Trappeopgangen til Suisse Appartment; vi må nok hellere finde et billede af selve lejligheden, for den er sket ikke så ringe...
Kommentarer