Wattwanderung - oplevelserne fortsætter hjemme

Vi bød os selv et hårdt program dagen efter hjemkomsten.

Vækkeuret var sat til kl.5.30 for vi skulle på Wattwanderung til Nordstrandischmoor. Den slags oplevelser er naturafhængige, i dette tilfælde er det tidevandet, der sætter dagsordenen for, hvornår det er muligt at tage afsted. Mødestedet var Lüttmoorsiel, og tidspunktet 7.15. Vi ankom til tiden og ventede et par minutter på resten af gruppen. Fuldtallige begav vi os mod vadehavet, hvor vi gjorde os klar til gåturen. På grund af mange muslinger havde "turistenführer Eberhard" ladet et ord falde om, at tennissokker ville være praktiske at have på. På med dem, af med skoene og ud i vadehavet. Især den første halvdel af turen var hård gå, bunden (Watt) var blød, hvilket betød at vi sank i efter hvert skridt, Solveig endda til knæet ved en lejlighed. På turens sidste del var den blevet hård, her var det intet problem at holde en god fart uden at overanstrenge sig.

Vel ankommet til halligen kunne vi tage de mudrede sokker af, og efter at have konstateret, at de aldrig ville blive sig selv igen, blev de samlet i en skraldepose. Men det var et godt tip med tennissokkerne, ingen i gruppen fik skåret foden op af muslinger.

Så kun vi snøre skoene og tage turen op til kroen, hvor en dejlig kop kaffe og et stykke hjemmebagt "Bienenstick" ventede på os. Efter at have sundet os, fortalte vores guide om programmet og vi gik forventningsfulde efter vores "Reiseleiter". Han havde som helt lille selv boet sammen med sin familie i 3 år på halligen og hans far havde været lærer på skolen. Vi gik helt ud til en lille havn (to sejlskibe), hvorfra det pludselig opstod en kåd drenge-røvsstemning, og pludselig var de tre mandlige strandløver klar til en dukkert og kastede sig ud i vandet fra den intermistiske rutschebane på molen. Vandet var varmt pga. opvarmningen af bunden, der havde været blot lagt i adskillige timer med solen bagende. Den kvindelige del af selskabet holdt sig til at være taske-passer og fotograf, men der var heller ikke blevet sagt noget om, at badetøjet skulle med:-)

Efter den forfriskende badetur slentrede vi den modsatte vej hen til kroen, vi gik dog en lille omvej forbi kirkegården. Indtil 1925 kunne man blive begravet på Nordstrandischmoor, men efter en episode, hvor grundvandet stod så højt, at det var svært at få kisten til at blive i graven har det ikke været muligt. Da vi kom til kroen kunne vi dog konstatere, at der arbejdedes på at kunne genoptage begravelserne. Kroen serverer kun let mad, til gengæld er priserne yderst rimelige. Hjemtransporten foregik med lore, hvilket var en stor oplevelse. Alt i alt en helt fantastisk naturoplevelse i et meget hyggeligt selskab.