Med et rullende museum tilbage til EU

Vores mere end afdankede lokomotiv på det første billede. Da toget ankom til Chisinau var der et andet lokomotiv foran, også det så skidt ud. Men da vores rigtige jernhest blev præsenteret fik vi dog alligevel et chok. Lokomotivet har nu klaret turen flot indtil videre, vi er nu ved den rumænske grænse, hvor grænsepolitiet giver sig rigtig god tid mens vi får det varmere og varmere i kupeen, da der ikke kommer luft in, når togetholder stille.

Vi startede dagen med afgang fra Tiraspol med en minibus tur til banegården, stor var guidens forundring, da vi afslog en taxa, vi var dog ved at være pressede på Transnistriske rubler og så er minibusserne i øvrigt sjovere.
Minibussen fra Tiraspol til Chisinau var den bedste vi har stiftet bekendtskab med på turen, relativ ny, med free wifi, og desværre også med en ganske udemærket motor, som vores chauffør flittigt gav mulighed for at vise sit værd. Han overhalede alt og alle, der kom vel 3 biler forbi på venstre side på hele turen. Lidt af en oplevelse som afslutning på vores minibus karriere.

I Chisinau skyndte vi os ned til banegården, og kom derved igennem en del af byen, vi endnu ikke havde stiftet bekendtskab med. Her lå der adskillige shopping mails, så der må altså være nogle mennesker i landet, der har råd til at efterspørge forbrugsgoder som vi kender det i vesten.

Banegården er ganske pæn, og i hvert fald alt for stor til den mængde togtrafik, der er tilbage i 2018. Det var nærmest surrealistisk at gå rundt i den store, stort set mennesketomme, bygning. Ifølge informationstavlerne skulle der afgå hele 5 fjerntog denne lørdag. Efter vi havde købt billetter til sovevognen på 1. klasse gik vi op i byen for at spise en god frokost. Det blev klaret på Andy`s pizza, et ganske godt sted.

Tilbage på banegården var der nu kommet liv på perronen, gamle bedstemødre med alskens habengut, familier på tur, samt en "andefarm" var nu at finde rundt omkring os. Solveig så "Andemor" jagte en undsluppen ælling, lidt af et teater og ganske ulig en dansk provinsbanegård.

Efter lang tids venten bekendgjorde et stadig stigende støjniveau, at vores tog var i anmarch, og da vi så lokomotivet bevæge sig ind på banegården i adstadigt tempo, gjorde vi store øjne, det var ikke just nyeste standard, det viste sig dog kun at være et ranger-lokomotiv, men det rigtige, der ankom senere var om muligt endnu mere ramponeret. De lokale lod dog til at være ganske tilfredse, så vi kunne stige ind i toget fulde af fortrøstning. Vi fandt vores 1. klasses kupe med hjælp fra personalet, en 6 personers kupe til 2 personer, gammel, men med patina som man siger.

Vi var ganske høje af forventning, da vi sad klar til afgang i vores oldschool kupe, vi havde fornemmelsen af at den kunne være med i en film, men det har der nu været så mange steder på denne tur, der kunne.

Nå men vores rullende museum fra sovjet-tiden forlod Chisinau, og vi lænede os tilbage og så det flotte landskab glide forbi ruderne og snart fik den monotone lyd fra skinnerne os til at komme ligeså langt ned i tempo som toget og kun når der gik en ko eller en ged for tæt på skinnerne tudede toget og vi blev revet ud af vores tanker. Det var ren meditation. Vi fandt endda overskud til at besøge restaurant vognen, hvor det lod til at personalet lige var blevet færdig med et sammenskudsgilde, vi fik en kop kaffe og Peter følte sig IKKE UDEN GRUND snydt af salgsdamen i forbindelse med omregningen fra Moldoviske til Rumænske lei (for kun 1€- men princippet!).

Omkring klokken 20 kom vi til den Moldaviske/Rumænske grænse, hvor noget yderst interessant skulle til at ske. Det er nemlig sådan, at man i det tidligere Sovjet, havde en sporvidde på 152 cm (og stadig har) hvor imod den europæiske er 143,5 cm. Det betyder at for at toget kan fortsætte, skifter man hjul på toget. Togvognene bliver en efter en hævet op af nogle store kraner, hvorefter man kobler hjulene af og erstatter dem med nogle nye i den rigtig bredde i forhold til europæisk standard. Denne proces var imponerende at følge, og ikke overraskende havde vi god tid til at suge indtrykkene til os, den var nemlig (ikke overraskende) overstået på 10 minutter. Det tog lidt over en time før vi var klar. Ikke klar som i klar til at køre, men klar til at det Moldaviske politi kunne komme ombord og tjekke pas et par gange, ligesom der også blev tid til at tolderen kunne komme ind og gennemse vores bagage. Efter vi havde fået stoppet vores tøj tilbage i rygsækken, og ventet på de lavere klasser også blev clearet satte toget sig i bevægelse. Efter ca. 1 kilometer passerede vi grænsen. Grænsen mellem Moldova og Rumænien udgøres her af floden Prut, over hvilken Gustav Eifel har "bygget" en bro, givet vis samtidig med, at han fik skabt hotellet i nærliggende Iasi. Lige på den anden side af broen stoppede toget atter, "Fort EU" ville ikke uden kamp åbne sine porte for os. Atter engang gentog seancen med politi og told sig, atter engang tog det ca. en time, og atter engang føltes heden ulidelig, dog efterhånden som solen forsvandt blev det lettere at udholde.

Efter at have nydt aftensmaden (vi havde medbragt en banan pr. person), gjorde vi klar til en god nats søvn, vi fandt i hvert fald madrassen og hovedpuden frem, lagde betræk på og forsøgt efter bedste evne at løse den gordiske knude, 1. vindue lukket og død af varme? 2. vindue åbent og larm fra lokomotivet (som var lige foran vores vogn)? Vi valgte mulighed nr. 2, med deraf følgende dårlig søvn. Alt i alt dog en fantastisk oplevelse, vi nødigt ville have været foruden. Klokken 6.05 rullede vi ind på banegården i Bukarest lige efter planen!