Goodbye Romania
Vi startede med god morgenmad på hotellet. Sandwich, kaffe og den fremragende juice, vi også fik i går. Således vel forsynede tjekkede vi ud, NF old City Bukarest Hotel var et behageligt bekendskab, selvom det lå lidt for tæt på en støjende karaokebar.
Vi skyndte os afsted på apostlenes heste, der viste sig at være 5,2 kilometer ud til Casa Ceausescu, ikke de 3 kilometer, som Peter mente, han havde set! Efter en hurtig tur ankom vi 10,58 lige præcis tidsnok til rundvisningen kl 11.00 -og sveden haglede af os.
Huset familien Ceausescu boede i op til revolutionen i 1989. Dengang var Rumænien et ludfattigt land, men det kunne man på ingen måde se inde i familiens kæmpe store og overdådigt indrettede hus. Mens den almindelige rumænske familie måtte nøjes med usle lejligheder, der kun måtte opvarmes til 12 grader (utroligt eftersom landet har østeuropas største oliefelter), levede magthaverne ganske anderledes. 80 rum, med guldvandhaner og i det hele taget luksuriøs udsmykning overalt. Naturligvis med alskens bekvemmeligheder såsom sauna, spabad og svimmingpool samt 4 ansatte til familien som udgjorde far, mor og 3 børn.
Det var med en blanding af beundring men også afsky, man så på huset og dets faciliteter. Hvordan kan man acceptere en sådan ulighed og samtidig prædike lighed som formand for kommunistpartiet? Ja, det er der jo desværre nok flere eksempler på i historien.
De tre børn ægteparret Niculai og Elena Ceausescu fik, blev kort efter tilfangetagelsen af forældrene løsladt igen. To af børnene døde forholdsvis tidligt som følger af lungekræft pga for meget rygning og alkoholmisbrug. Kun den ældste søn lever endnu i dag I Bukarest, han er 70-år og pensioneret fysiker. Han har to børn på hhv. 16 og 23 år, familien har ikke taget navneforandring og lever et tilbagetrukket liv fra offentligheden. Huset fremstår meget oprindeligt, staten har i mange år sørget for at vedligeholde det, indtil man for to år siden åbnede det som museum for offentligheden.
Ja, vi husker begge fjernsynet i 1989 der viste, hvordan ægteparret blev fløjet væk med helikopter, men vi havde nok aldrig forestillet os, at vi skulle gå rundt i deres stuer og se på deres privatliv, men det er en god måde at oplyse og fortælle historien på. Jo, vi så også Elenas mange sko, men rygterne om, at hun havde 2-3.000 par passede ikke, derimod havde hun "kun" 2-300 par.
Huset havde tjent som familiens private hjem, kun få gange havde der været statsoverhoveder til middag i hjemmet, herunder Frankrigs præsident De Gaulle og den amerikanske præsident Nixon.
Vi skyllede historierne ned med en cola og gik derefter på jagt efter en god frokost, den fandt vi på Bounjourno Trattoria, en 3-retters menu til hele 45,- Dkr -ovenikøbet med fremragende betjening på engelsk.
Vi gik omkring den sidste store seværdighed, triumfbuen, som de selvfølgelig også har en af i Bukarest, stor og mægtig som på Champs Elysee. Derefter tog vi metroen tilbage til hotellet (så havde vi også prøvet den), og fik fat på vores bagage og steg på bus nr. 783, som tog os direkte til lufthavnen. Der sidder vi så nu og fordøjer en fantastisk tur og håber ikke at Wizz Air er forsinket denne gang...
Vi skyndte os afsted på apostlenes heste, der viste sig at være 5,2 kilometer ud til Casa Ceausescu, ikke de 3 kilometer, som Peter mente, han havde set! Efter en hurtig tur ankom vi 10,58 lige præcis tidsnok til rundvisningen kl 11.00 -og sveden haglede af os.
Huset familien Ceausescu boede i op til revolutionen i 1989. Dengang var Rumænien et ludfattigt land, men det kunne man på ingen måde se inde i familiens kæmpe store og overdådigt indrettede hus. Mens den almindelige rumænske familie måtte nøjes med usle lejligheder, der kun måtte opvarmes til 12 grader (utroligt eftersom landet har østeuropas største oliefelter), levede magthaverne ganske anderledes. 80 rum, med guldvandhaner og i det hele taget luksuriøs udsmykning overalt. Naturligvis med alskens bekvemmeligheder såsom sauna, spabad og svimmingpool samt 4 ansatte til familien som udgjorde far, mor og 3 børn.
Det var med en blanding af beundring men også afsky, man så på huset og dets faciliteter. Hvordan kan man acceptere en sådan ulighed og samtidig prædike lighed som formand for kommunistpartiet? Ja, det er der jo desværre nok flere eksempler på i historien.
De tre børn ægteparret Niculai og Elena Ceausescu fik, blev kort efter tilfangetagelsen af forældrene løsladt igen. To af børnene døde forholdsvis tidligt som følger af lungekræft pga for meget rygning og alkoholmisbrug. Kun den ældste søn lever endnu i dag I Bukarest, han er 70-år og pensioneret fysiker. Han har to børn på hhv. 16 og 23 år, familien har ikke taget navneforandring og lever et tilbagetrukket liv fra offentligheden. Huset fremstår meget oprindeligt, staten har i mange år sørget for at vedligeholde det, indtil man for to år siden åbnede det som museum for offentligheden.
Ja, vi husker begge fjernsynet i 1989 der viste, hvordan ægteparret blev fløjet væk med helikopter, men vi havde nok aldrig forestillet os, at vi skulle gå rundt i deres stuer og se på deres privatliv, men det er en god måde at oplyse og fortælle historien på. Jo, vi så også Elenas mange sko, men rygterne om, at hun havde 2-3.000 par passede ikke, derimod havde hun "kun" 2-300 par.
Huset havde tjent som familiens private hjem, kun få gange havde der været statsoverhoveder til middag i hjemmet, herunder Frankrigs præsident De Gaulle og den amerikanske præsident Nixon.
Vi skyllede historierne ned med en cola og gik derefter på jagt efter en god frokost, den fandt vi på Bounjourno Trattoria, en 3-retters menu til hele 45,- Dkr -ovenikøbet med fremragende betjening på engelsk.
Vi gik omkring den sidste store seværdighed, triumfbuen, som de selvfølgelig også har en af i Bukarest, stor og mægtig som på Champs Elysee. Derefter tog vi metroen tilbage til hotellet (så havde vi også prøvet den), og fik fat på vores bagage og steg på bus nr. 783, som tog os direkte til lufthavnen. Der sidder vi så nu og fordøjer en fantastisk tur og håber ikke at Wizz Air er forsinket denne gang...
Kommentarer