Back in time
Solveig insisterede på selv at lave morgenmad til os på trods af prisniveauet, det blev til kogt æg, kaffe og to (lidt for) søde croissanter med vanille. men så var vi også klar til at gå ned til heksekedlen og finde en bus til Orheiul Vechi. Nu vidste vi jo hvor busserne holdt parkeret, men det skulle nu vise sig at være sværere end som så. Billetkontoret viste os ud til busserne, vi skulle købe billet der. Vi ledte forgæves efter bussen, spurgte en chauffør som trak på skuldrene (no english) og vi ledte videre indtil vi kom i tanke om, at byen også hed Butuceni og så var den lige for næsen af os. Vi kom ind i en meget varm blå Mercedes minibus vel mellem 30-40 år gammel, og ja vi havde helt glemt at 4 af siddepladserne var temmelig trælse at få, da man så sad ovenpå et hjul og måtte sidde med benene stort set oppe ved hagen. Gæt hvilke pladser, der var til overs.. jo jo, den oplevelse kostede ikke ekstra, men vi gav også kun 26 Lei for turen (1,5 €) som trods alt var omkring 50 km.
Chaufføren anlagde fra start en latinsk kørestil, på trods af bussens alder og underlige lyde, der kom ved ujævnheder, kørte han frisk til i venstre spor, højre spor brugte han meget sjældent, og da han endelig trak ind kom der straks en, der overhalede og trak ind og bremsede lige foran os, så blev vinduet rullet ned og der kunne skændes midt i trafikken. Resten af turen forløb uden nævneværdige begivenheder.
Vi blev sat af på en lille øde parkeringsplads, havde vi været alene i bussen ville vi gætte på der var lusk med i spillet, der var et enkelt skilt, der viste mod et hotel, ellers var der intet andet på sprog vi mestrede. Vi tog chancen og gik op af en sti, hurtigt kunne vi se en kirke og et tårn, tårnet gik vi forbi og ankom snart til kirken. Her var en orthodox præst igang med at velsigne planter mure samt besøgende med helligt vand, som hjælperen bar rundt i en forgyldt beholder.
Heden var ulidelig og vi havde selvfølgelig ladet en flaske dejlig kold vand stå i køleskabet i lejligheden, nå men vi satte afsted og holdt udkig efter mad og vand. I vores søgen kom vi forbi nogle spektakulære huleklostre, hvor en underjordisk gang førte dig ned i et underjordisk rum, en kirke, der var oplyst med stearinlys og så var der den smukkeste udsigt ud over floddeltaet. Her havde munke boet siden 1300-tallet og helt op til 1800-tallet, og nu var en af dem åben for besøgende, et meget smukt syn og en særdeles behagelig temperatur i det underjordiske rum.
Heldigvis førte et træskilt os til en restaurant, hvor de flotteste udsigt og den lækreste, lokale mad blev serveret. Og så var der tilmed en hjemmelavet jordbærlimonade. Den var en fantastisk "Durstlöscher" og vi måtte hver have to.
Bagefter var det tid til at slentre ned gennem den ikke-asfalterede vej gennem den meget maleriske landsby, hvor tiden har stået stille i rigtig mange år. Det var en fantastisk fornemmelse bare at gå gennem den lille landsby og se de forskellige brønde, haverne, hvor især nyttehaverne var dominerende; jo-de husker stadig den tid, der var, og mærke duftene og solen midt i et nærmest romantisk forfald. Det har indtil nu været den største oplevelse at besøge Butuceni. Ikke mange turister finder vej, og det er heldigt nok for os, der gør, men der er potentiale til rigtig meget her, når man en dag får øjenene op for de indtægter, der ligger i at lokke turisterne hertil.
Chaufføren anlagde fra start en latinsk kørestil, på trods af bussens alder og underlige lyde, der kom ved ujævnheder, kørte han frisk til i venstre spor, højre spor brugte han meget sjældent, og da han endelig trak ind kom der straks en, der overhalede og trak ind og bremsede lige foran os, så blev vinduet rullet ned og der kunne skændes midt i trafikken. Resten af turen forløb uden nævneværdige begivenheder.
Vi blev sat af på en lille øde parkeringsplads, havde vi været alene i bussen ville vi gætte på der var lusk med i spillet, der var et enkelt skilt, der viste mod et hotel, ellers var der intet andet på sprog vi mestrede. Vi tog chancen og gik op af en sti, hurtigt kunne vi se en kirke og et tårn, tårnet gik vi forbi og ankom snart til kirken. Her var en orthodox præst igang med at velsigne planter mure samt besøgende med helligt vand, som hjælperen bar rundt i en forgyldt beholder.
Heden var ulidelig og vi havde selvfølgelig ladet en flaske dejlig kold vand stå i køleskabet i lejligheden, nå men vi satte afsted og holdt udkig efter mad og vand. I vores søgen kom vi forbi nogle spektakulære huleklostre, hvor en underjordisk gang førte dig ned i et underjordisk rum, en kirke, der var oplyst med stearinlys og så var der den smukkeste udsigt ud over floddeltaet. Her havde munke boet siden 1300-tallet og helt op til 1800-tallet, og nu var en af dem åben for besøgende, et meget smukt syn og en særdeles behagelig temperatur i det underjordiske rum.
Heldigvis førte et træskilt os til en restaurant, hvor de flotteste udsigt og den lækreste, lokale mad blev serveret. Og så var der tilmed en hjemmelavet jordbærlimonade. Den var en fantastisk "Durstlöscher" og vi måtte hver have to.
Bagefter var det tid til at slentre ned gennem den ikke-asfalterede vej gennem den meget maleriske landsby, hvor tiden har stået stille i rigtig mange år. Det var en fantastisk fornemmelse bare at gå gennem den lille landsby og se de forskellige brønde, haverne, hvor især nyttehaverne var dominerende; jo-de husker stadig den tid, der var, og mærke duftene og solen midt i et nærmest romantisk forfald. Det har indtil nu været den største oplevelse at besøge Butuceni. Ikke mange turister finder vej, og det er heldigt nok for os, der gør, men der er potentiale til rigtig meget her, når man en dag får øjenene op for de indtægter, der ligger i at lokke turisterne hertil.
Kommentarer