Første skoleuge på uni

 Mandag d. 9/1 gik det for alvor løs. Jeg startede min første time ud kl. 10 med et geografi fag, nemlig Our Digital Earth. Jeg mødte ind til et relativt normalt klasseværelse, hvor professoren blot stod i midten af rummet ved hendes pult. Rundt om på væggene var der en masse skærme, så alle elever kunne se præsentationen uanset hvor i rummet de sad. Jeg satte mig ved et bord med tre andre piger. De var meget åbne og spurgte hurtigt ind til hvor jeg kom fra og hvordan jeg synes om området indtil videre. Underviseren virker også flink, så det skal nok gå godt. Den morgen handlede det primært lidt om introduktion til faget og semestrets forløb, hvilket nok er gældende for hele den første uge med undervisning. 
Efter undervisningen var en af pigerne så sød at vise mig hen til det kontor, hvor jeg kunne hente mit studiekort, som samtidig er mit buskort for hele semestret her. Min næste time var ikke før 15.30 om eftermiddagen, så jeg brugte en time på at gå lidt på opdagelse rundt om på campus. Jeg var overrasket over hvor mange restauranter og caféer der ligger rundt omkring i de forskellige bygninger. Det er tydeligt at eleverne nok bruger en del timer her og ikke rigtig er helt lige så glade for madpakke kulturen som vi er vandt til derhjemme. Jeg fik også udforsket lidt sports og fitness faciliteter her på campus, hvilket heldigvis er ret billigt at melde sig ind i, hvis man er studerende. 


                                                 MacLaurin Building hvor jeg har alle mine timer

                                                                    Et typisk klasseværelse 

Tilbage på værelset igen besluttede jeg mig for at lave lidt frokost og slappe lidt af, inden mine næste forelæsninger. 

Det næste fag der stod på dagsordenen var Understanding Visual Communication. Dette fag er udelukkende online, hvilket dog egentlig er helt fint, da jeg har et andet fag blot 10 minutter efter dette slutter. Det gør jeg kan sidde et sted på campus og hurtigt komme hen til faget efterfølgende. Dette fag udbydes af Kunsthistorie afdelingen, hvilket introduktionen bar lidt for meget præg af for min smag, men måske det blot er introduktionen. Det må tiden vise. Dagens sidste fag på dagsordenen var Design Thinking. Det er et fag der minder en del om et fag jeg havde derhjemme på 4. semester, så jeg tænker jeg kommer til at kunne genkende en del emner og have en fordel derigennem, så det er super. Det er et meget kreativt fag, hvor vi på forhånd blev bedt om at købe en sketchbook og nogle forskellige skriveredskaber. Det lyder til at være et spændende fag hvor der er meget praktisk arbejde, hvilket jeg synes godt om - især fordi undervisningen varer til 19.20. Det kunne godt blive lidt svært at koncentrere sig i længden. Også her mødte jeg et par rigtig søde piger, som var meget åbne og snaksaglige. Det er egentlig min generelle opfattelse af Canadiere indtil videre. Den ene af piger snakkede jeg en del med. Hun spurgte også efterfølgende, om jeg ikke havde lyst til at drikke en kop kaffe med hende en dag. Hun synes jeg virkede rigtig sød og hun kunne virkelig godt tænke sig at have en udvekslingsstuderende som veninde. 

Generelt har jeg den opfattelse, at det er ret nemt at møde nye mennesker og komme ind i klassefællesskaberne end det ville være i Danmark. De har ikke på samme måde fastlåste klasser og årgange, som har de samme fag og derfor alle kender hinanden. Her i Canada vælger de studerende fag fra semester til semester og derfor er mange klasser altid blandet på ny ved hver semesterstart. Det er jo heldigt for alle udvekslingsstuderende. 

Tirsdagens fag gik også godt. Her startede jeg ud med endnu et kreativt fag, nemlig Visual Design for Marketing, Advocacy and Persuasion. Også her skulle jeg have min sketchbook med. Underviseren var meget livlig og udadvendt og langt fra kedelig. Da jeg havde en længere pause indtil næste og sidste undervisning for dagen mødtes jeg med tre andre udvekslingsstuderende til frokost på Campus. Det var Anna fra DK, Helena fra Norge og Johannes fra Østrig. Det var en rigtig hyggelig måde at tilbringe min lange frokostpause på. Dagens sidste fag på dagsordenen var Networking, New Media and Social Practices. Det er nok det fag der minder mest om informationsvidenskab derhjemme. Professoren var meget engageret og havde en del erfaring. Det vidste sig faktisk at han er en filmproducent der laver dokumentarer om internettet ved brug af internettet. Vi fik allerede gang i nogle gode diskussioner i denne time. Om aftenen valgte jeg så at tage med Charmaine og Fam fra Singapore i skolens egen biograf for at se TopGun: Maverick. Det var en god film og en rigtig hyggelig aften! 

                                                            Med Fam og Charmaine i biffen

Denne onsdag havde jeg ingen undervisning. Normalt har jeg en online holdtime, som dog ikke giver mening at starte på i første uge. Jeg kunne derfor nyde en fridag. Jeg startede dagen ud med at udforske det store fitnesscenter der er her på campus. Det er blandt andet hjem til den største indendørs klatrevæg på et canadisk universitet. Generelt var centret bare kæmpe stort og det tager nok lige et par gange inden jeg har fundet mig helt tilrette derinde. Efter frokost mødtes jeg igen med Charmaine, for vi havde aftalt at tage ned i centrum af Victoria for at se lidt på byen. Hun havde været der med hendes mor da de ankom til øen, så hun kendte allerede nogle gode steder. Vi startede ud på Market Square, som er en blanding af et inden- og udendørs marked med nogle butikker og en del madsteder. Dog tænker jeg der er mere gang i stedet om foråret og sommeren. Efterfølgende gik vi en tur rundt i Chinatown, hvor vi også fandt et asiatisk supermarked. Det var virkelig en sjov oplevelse, fordi jeg jo havde den bedste guide med mig til at fortælle mig om alle de anderledes madvarer der var at finde derinde. Det var også sjovt at se, hvor glad Charmaine blev for at se alle de hjemlige varer, som hun var begyndt at savne. Hun fik derfor også handlet godt ind, så hun havde et lager til et par uger. Vi fik snakket om, at hun på et tidspunkt må lave noget asiatisk mad til mig og Jens og vi laver noget dansk mad til dem. 

Charmaine havde også fortalt om en rigtig god isbutik, hvor hun havde været med hendes mor. I butikken solgte de softice dyppet i chokolade og så med en masse toppings på. De havde endda en vegan softice, så jeg også kunne smage. Jeg valgte at få min dyppet i mørk chokolade og få den toppet med frysetørrede hindbær og ristede kokosflager. Det var virkelig lækkert! Efter det tog vi tilbage til campus igen, da det var ved at være sidst på eftermiddagen og Charmaine stadig havde nogle lektier at se til. 
D. 22/1 er jeg blevet inviteret til at fejre det kinesiske nytår med Charmaine og hendes veninde. Mens vi var nede i centrum fik hun en besked fra hendes mor om en god hotpot restaurant i byen. Moren sagde, at hvis hun ville invitere nogle venner med for at fejre nytår, ville hun betale. Charmaine spurgte straks om jeg havde tid og lyst. Det blev jeg rigtig glad for og sagde selvfølgelig pænt ja tak til invitationen! 

                                                           General Market Square i Victoria

                                                                    Chinatown i Victoria



Torsdag gik det løs med undervisning igen. Om formiddagen have jeg min geografi time, hvor vi allerede fik vores første aflevering. Den virker dog heldigvis ret ligetil. Vi skal benytte os af en GPS app og beslutte os for en ting vi vil observere. Jeg har besluttet mig for at tælle cykler ved de forskellige lokationer jeg kommer forbi. I alt skal vi plotte 20 lokationer ind i appen og på mandag får vi så tid i undervisningen til at sætte dem ind i et excel ark. Da min næste undervisning først startede 15.30 havde jeg god tid til at gå ned ad bakken til det lokale supermarked for at få handlet ind til de næste par aftener. Efter frokost mødtes jeg med nogle andre udvekslingsstuderende - heriblandt Anna fra Danmark og Mia fra Tyskland. Vi havde besluttet os for at se om vi ikke kunne få et skitur op at stå næste weekend. Vi fandt ud af hvordan vi kunne leje biler og undersøgte mulighederne for overnatning tæt på området. Vi fik også lagt en føles ud hos resten af gruppen om det var noget folk havde lyst til. Indtil videre er der hele 18 personer der gerne vil med, så det er en ordentlig flok - men bare fedt at der er så stor opbakning for det. Lidt over kl. 15 satte jeg mig ovenpå i skolens bibliotek for at deltage i min online undervisning. Herfra kunne jeg se ud over campus. Efter min online undervisning havde jeg kun 10 minutter til at komme hen til næste time, men heldigvis var det lokale tæt på biblioteket. Dagens sidste time var den omhandlende sociale medie praksisser. Jeg deltog i en diskussion i løbet af undervisningen og efter timen var slut spurgte underviseren mig på vej ud, om jeg uddanner mig inden for det område. Jeg kunne så fortælle at jeg læser informationsvidenskab derhjemme og mange af de emner vi berørte er nogle jeg allerede kender til. Han spurgte efterfølgende om feedback på sin måde at undervise på og sit indhold, da det er første gang han underviser dette fag. Jeg synes det var spændende og anerkendende at han ville høre min mening til undervisningen. 

Om aftenen mødtes jeg med de andre internationale på skolens egen bar til et par øl for at fejre, at første skoleuge nu var omme for det fleste. Det er nemlig kun meget få af os der har undervisning om fredagen. Vi havde en hyggelig aften hvor vi fik spillet en masse kortspil. I aften starter vi weekenden med en fælles velkomst for alle de internationale studerende der er på universitetet dette semester. 

                                                        Hyggelig aften på Felicita's Pub


Kommentarer

Dejligt at opleve din gode start i det canadiske.
Unknown sagde…
Tak mor og far!

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag