Sidste skidag, solen er der atter
Fredag blev sidste skidag. Sådan måtte det være, for Peter & Christian skulle bruge 2,5 dag til at komme hjem fra det høje nord. Igen var vi en situation med 2 modstridende vejrudsigter, på Yr lovede der atter solskin, mens iphonen sagde tåget vejr. Modsat dagen før var det straks klart at det denne dag var yr der havde ret. Fra morgenmaden kunne vi se lyset komme frem i horisonten, et tydeligt tegn på at skyerne var væk.
Vi kørte op til området så vi var klar til åbningen kl. 10. Her stillede vi os i kø ved gondolen, men efter kort tid forlød det at den ikke ville køre grundet vind på toppen. Det havde vi svært ved at forstå, for nede i dalen var det vindstille. Altså blev det til stolelift og t-lift mod toppen. Eskil prøvede dermed også de fæle t kroge, dog sammen med onkel Peter. På toppentog Lone, Eskil, Kirsten og Peter over til det andet ski område, mens resten kørte ned på Ylläsjärvi siden.Vi der tog den trælse tur over toppen af Yllästunturi fjollet blev belønnet med god sne, og en fantastisk udsigt mod det arktiske landskab.
Temperaturerne var i den fjendtlige afdeling, mellem -16 og -19 grader viste vores målere, så det blev til et par pauser på en lille, meget smukt beliggende hytte. Her var der varm kakao, og det lykkedes Peter at hælde en kom ned over sig selv til stor moro for de heldigvis få andre gæster.
Da det blæste så kraftigt at gondolen ikke kom gang igen blev det ikke en så lang skidag. Vi var således hjemme i hytten lidt over kl. 2 og kunne derfor pakke bilen i ro og fred, inden vi ved 15.30 tiden kørte mod Skellefteå i Sverige. Undervejs nåede termometret ned på -28,5 grad.
Kommentarer