Solveigs fødselsdag

 

Efter en overraskende god nats søvn blev vi vækket af en medarbejder på ishotellet kl. 8. Heldigvis havde han en varm drik med, ellers havde det været svært at lokke os ud af de varme soveposer.Det er alligevel ret imponerende at vi ikke havde frosset i løbet af natten. Christian havde dog ikke haft det så varmt, han havde på grund af sin højde fået en større sovepose, men den var ikke kun længere, men også bredere, og det gjorde det sværere for kroppen at varme den op. Eskil havde sovet fantastisk. Lone havde været bange for at han ville fryse, men det viste sig at være en grundløs bekymring, der til gengæld gjorde at hun selv sov dårligt.

Morgenmaden indtog vi i den opvarmede restaurant, ret smart, for på trods af den gode søvn var det varme  i rigt mål vi efterspurgte. Alle i vores rejsegruppe var helt oppe at køre over oplevelsen på ishotellet, naturligvis var det ikke mindst nordlyset der satte prikken over i`et. 

Til morgenmaden fik vi også fejret Solveig, der nu er blevet 52 år. 

Vi havde aftalt med vores taxa mand at vi skulle hentes kl. 9.45, og lidt før aftalt tid ankom første vogn. Den kørte 8 personer til vores hytte, hvor de fleste valgte at slappe lidt af. Peter, Christian, Kirsten samt Solveig blev i stedet kørt til Mikkos værksted i Kiitilä, hvor vi fik vores bil igen. Det var næsten den bedste gave vi kunne få, nu behøver vi ikke overveje hvad vi skal gøre i forbindelse med hjemtransporten, men kan i stedet holde fast i den oprindelige plan der indebærer at Peter & Christian kører den lange vej tilbage igen.

Efter køreturen tilbage til hytten åbenbarede der sig 2 slags skiløbere, dem der ikke ville lade en skidag gå til spilde, og dem der hellere ville restituere sig ovenpå den særprægede oplevelse ishotellet trods alt var. Det blev til 7 personer på 2 brædder, og 5 der blev inde i de varme hytter for at sove og hygge. 

Som det også var tilfældet til Karstens fødselsdag samledes vi alle til aftensmad, vi havde haft 2 flæskestege med på turen fra Harrislee, og gennem Solveigs kyndige hænder kom de nu til deres ret. Det eneste vi manglede var rødkål, finnerne spiser åbenbart rødbeder i lange baner bedømt på udvalget i deres butikker, mens rødkål er ikke til at opdrive på disse breddegrader.