En magisk dag
Vi har i dag været heldige med vejret, blæsten har lagt sig, og hvad der næsten er endnu bedre, himlen er klaret op, så vi kunne i dag se ekstremt langt i den frostklare polarluft. Vi startede med en taxatur til pisten, noget dekadent, men faktisk den billigste løsning når vi nu hverken vil gå, eller har vores egen bil. Prisen for en taxa var ca. 20€ mens det koster 7€ pr. person med skibussen. Da der kan være 6 i en taxa er det jo næsten have pris i forhånd til bussen.
Da vi ankom til skiområdet så vi til vores overraskelse at gondolen atter engang glimrede ved sit fravær. Med andre ord, kun den lange t-lift kunne føre folk op til toppen af Yllästunturi, der med sine 719 meter over havet er det højeste tunturi (bjerg på finsk) i miles omkreds. Fra toppen er det mulig at komme over til et andet skiområde, og Peter kom afsted sammen med de unge. Det var hårdt for fysikken at køre med de frygtløse unge mennesker, men udsigten og sneforholdene var trods alt det hele værd. Eskil nød de gode forhold, og er nu tilbage på Branæs niveauet, han suser afsted og antallet af styrt er reduceret væsentligt. Det smukke vejr kan vi vel takke Karsten for, i hvert fald fik vi fejret 55 års fødselsdag med god mad og hyggelig snak. Som det var tilfældet nytårsaften bar vi et bord ind til festen så vi alle kunne sidde sammen.
Nordlyset måtte vi trods de gode vejrforhold kigge forgæves efter, men tilsyneladende har vi noget godt i vente, for nordlys eksperten Sisse har adviseret os om en geomagnetiske storm på Solveigs fødselsdag, og da vejrudsigten også ser god ud for d. 4 januar er forventningens glæde stor.
Kommentarer