Første weekend på Campus

Fredag d. 6/1 forlod Jens og jeg vores hostel i Vancouver for at tage færgen til Vancouver Island. Vi hoppede ombord på færgen kl. 11 og sejlturen tog 1,5 time i alt. Det er en flot sejltur, da man kommer forbi mange små øer på turen. Dog var der ret overskyet, så det kan kun blive flottere endnu i godt og klart vejr. 


Da vi ankom til øen tog vi en bus til downtown, for derefter at skifte til en bus der kunne tage os hen til Universitetet, da dette ligger en smule uden for centrum. I bussen mødte vi nogle midaldrende canadier, som var meget interesserede i, hvor vi kom fra. Det viste sig så, at manden i blandt dem var født i Danmark, men flyttede til Canada da han var to år gammel. Han talte dog stadig dansk og nød hver gang han kunne få lov at bruge det igen. Vi mødte desuden to andre studerende fra UVic (University of Victoria) samt en udvekslingsstuderende fra Thailand. De to canadier kunne fortælle os en del om universitetet og hvad der er sjovt at lave. Desuden viste de os vejen hen til kontoret på skolen, hvor vi kunne hente vores nøgler til vores boliger. Bagefter viste de os hen til vores huse og den ene af dem var endda i besiddelse af en bil, så han var så flink at tilbyde os et lift til den lokale Walmart. Her kunne vi så købe alt det vi manglede, så som sengetøj, dyne, pude og lidt køkkenudstyr. Det var en stor hjælp! Generelt har jeg fået det indtryk her, at canadierne er meget åbne og hjælpsomme. Da vi var hjemme igen efter indkøbsturen var det blot tid til at få noget tiltrængt aftensmad og slappe af. Jeg fik desuden pakket alle mine ting ud, så jeg ikke længere skulle leve ud af en rygsæk, hvilket var virkelig rart! 

                                                                        Mit lille værelse

Lørdag kunne vi heldigvis sove lidt længe og det var rart! Man skal lige vende sig til at tale et andet sprog 24/7 samt de mange nye indtryk man hele tiden får, så om aftenen er der ikke meget energi tilbage. Formiddagen var stille og rolig. Lidt over middag mødtes jeg så med Jens for at tage til et Meet and Greet for alle studerende der bor på campus. Her var der lidt kaffe og snacks, samt forskellige borde med lidt klippe og klistre aktiviteter. Vi mødte Jens ene roommate fra Singapore sammen med hendes veninde og vi fandt et bor at sidde ved. Vi fik snakket en masse med de to piger fra Singapore og de var virkelig søde. Desuden var det vildt spændende at høre om deres meget anderledes kultur. Vi mødte også en dansk pige til arrangementet. Hun kom hen og snakkede til os på dansk, fordi hun havde set på vores navneskilte at vi nok måtte være fra Danmark. Hun læser til lærer i København til daglig men er fra Aalborg. Hun sad sammen med en gruppe andre udvekslingslever som hun introducerede os til. 

Vi besluttede os for at tage med de to piger fra Singapore til Walmart, for at få handlet lidt større ind, da der ikke rigtig var energi til det om fredagen. Det er altid sjovt at tage rundt i fremmede supermarkeder for at se hvad de har af varer. Ikke overraskende har de også her i Canada meget store portioner af alting og mange færdigretter der blot skal en tur i mikroovnen. 

                                                               DIY potteplante til værelset

                                                                        Cardboro Bay

                                                                  Botanisk have på Campus

                                                                    Chinatown i Victoria

Aftenen stod på brætspil med alle andre studerende der også bor på campus. Her mødtes vi med den tidligere gruppe af udvekslingsstuderende og vi fik hygget, snakket og spillet en masse spil i de tre timer arrangementet varede. Gruppen består primært af udvekslingselever fra hele Europa, men jeg er sikker på vi møder flere på fredag, når vi har en fælles velkomst for alle udvekslingseleverne. Vi fik oprettet en Whatsapp gruppe, så vi har et sted at skrive og spørge om folk er klar på en udflugt. 

Søndag formiddagen blev gruppen allerede taget i brug. En af franskmændende spurgte, om der var nogle der havde lyst til en lille gåtur ned til den lokale strand - det ville folk selvfølgelig gerne være med til. Vi samledes en alle og gik sammen derned. Efterfølgende stod programmet på en guidet gåtur rundt på campusområdet, så alle de nye måske lidt nemmere kunne orientere sig. Om aftenen besluttede vi spontant at tage ned til centrum af Victoria for at drikke et par øl på en pub dernede. Det var rigtig hyggeligt og det er nogle rigtig søde mennesker jeg har mødt indtil videre. Jeg er sikker på jeg nok skal finde et godt fællesskab og få skabt nogle gode minder her i de måneder jeg er afsted. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag