Under en brændende sol

vi vågnede op da vækkeuret ringede, og var alle lidt fortumlede ovenpå den foregående dags lange rejse, men et ny dag med nye eventyr ventede, så efter et brusebad og rent tøj, gik Peter og jeg ud for at finde morgenmaden, mens Christian tog sit morgenbad(teenagere bruger jo lidt længere tid, og det hjælper intet, hvis mor eller far presser på).
Der var dækket op med en lækker buffet, som vi tog med udenfor et skyggefuldt sted på terrassen, varmen var allerede nået over 30 grader...
Vi havde det vist alle tre sådan, så vi tænkte, at vi egentlig godt kunne blive i det skyggefulde hjørne hele dagen, men afsted kom vi dog.
Vi skulle hente lejebilen ved lufthavnen og da der var for langt at gå, måtte vi finde en taxa. Vi havde fået anbefalet at downloade appen "Otaxi" - det virkede lidt ligesom "Uber" bortset fra, at man skulle betale cash. Det varede kun 3 minutter, så kom Nasser trillende i sin hvide Toyota iklædt den traditionelle omanske klædedragt; en lang skjorte, som når til anklerne, dertil sandaler og enten et tørklæde eller en lille "pilleæske-hat" med broderi.
Vi fik læsset vores bagage ind i bagagerummet og var så klar. Nasser fortalte, at han kom fra en landsby længere sydpå, hvor man dyrkede dadler, og han havde lige en æske liggende i bilen, som han fumlede med at få åben og bød rundt (man skulle tage tre, det var omansk skik), og så kunne han faktiske også garantere, at hvis man to tre dadler om dagen i en ugen, holdt man sig sund og rask...
Ja, og så solgte han for øvrigt også dadler og havde da lige en papkasse bagi... så da vi sted ud af taxaen ved lufthavnen var vores bagage vokset med 2 kilo søde. bløde dadler...(om vi blev snydt igen? Sikkert, men dadlerne har vi og de er temmelig lækre).

Vores bil er en grå Misubishi, ikke med den største motor, men den rummer vores bagage og der er rimelig med benplads.

Vores første stop var Wadi Shab; en wadi er en naturlig "pool" som fyldes med vand, når det regner, der er så nogle wadier, som altid er fyldt op, og det var denne. Vi sejlede først over på den anden bred, og derefter gik vi en lille halv time i middagsheden langs med deres falajer, som er vandingssystemer, de dels bruger til at lede vandet til husene, dels til at vande deres afgrøder. Hvis vi ikke havde læst om wadierne, ville vi nok have troet, at det var fatamorgana at der lige pludselig foran os var en pool med dejligt grønt vand. Det var så forfriskende at få en dukkert i heden, og vi var ikke de eneste.

Tilbage på motorvejen igen, kørte vi en lille afstikker, fordi vores "guide" havde et ønske om afvise os et gravmonument, som både Marc O Polo og Ibn Battuta havde besøgt; og nu også familien Aggerholm; efter det kunne vi dog ikke finde ud på motorvejen igen, men så stoppede en omansk mand sin bil, rullede vinduet ned og spurgte, om vi havde problemer, vi forklarede os, hvorefter han sagde "follow me" og i løbet af få minutter, var vi på rette vej.

Nu har vi fået os indlogeret på et hotel i Sur, hvor der bor et stort indisk mindretal, derfor var vi på indisk restaurant og spiste, så vi kunne trille tilbage; for 195 kroner alt inklusiv.