På slæde uden sne
Efter en begivenhedsrig aften, hvor vi oplevede de store havskildpadder tæt på, ringede vækkeuret kl. 04.20 – ja, ferien skal i hvert fald ikke soves væk. Vi skulle nemlig se om vi atter var heldige og så kæmperne på stranden igen, nu i lidt mere lys, mens solen stod op.
Det er var vel kun e tiendedel af gæsterne, der var mødt op sammenlignet med aftenen inden, så vi var kun en enkelt gruppe, som begav os afsted.
Og, ja, vi var heldige- allerede inden vi kom helt ned på stranden, så vi en stor skildpadde, der var i færd med at begrave sine æg. Skildpadderne kommer hvert 3. år op på den strand, hvor de selv mange år forinden kom til verden, og det bliver de ved med resten af livet. De er kønsmodne mellem 37 og 49 år og kan blive op til 80 år gamle. De lægger mellem 100-150 æg hver gang, i ca. 1 meters dybde. Derefter graver de æggene til og kravler så lidt længere frem og graver en ny fordybning – en falsk grav, så det ser ud som om det er der, ægge ligger. Dette for at narre rovdyr, på jagt efter æggene. Hvis hunnen lægger sine æg tæt på vandkanten opnår æggene ca. En temperatur på 28 grader, og hvis hun lægger dem længere inde på stranden bliver der 29 grader, og det bliver til hunner. Hvis de ligger et sted derimellem, bliver det blandede køn. Faren ved at lave reden for tæt på vandet, er at æggene kan blive skyllet væk og forlangt inde på stranden, at de kan overophede. Når æggene er lagt forsvinder hunnen igen ud i vandet, og får aldrig noget med sine unger at gøre. Der er kun ca. 1% af skildpaddeungerne, der bliver fuldvoksne; resten bliver ædt af rovdyr. Vi så da også adskillige døde unger, der havde fået ædt hovedet og lå døde på stranden og vi så æg, der var spist og spor fra en ræv rundt om reden.
På Ras al Jinz er det ”the green turtle”, der kommer op og lægger æg. Efter to timer er seancen slut og skildpadde-hunnen søger udmattet mod havet igen.
Den morgen var vi heldige og så to hunner være i færd med at lave den falske grav og derefter møjsommeligt bevæge sig ud i havets befriende verden igen.
Teltet blev lynet og vi faldt hurtigt i søvn. Dog for at vågne en god time senere ved lyden af nogle heftige tordenbrag, der var lige over teltet. Det var hyggeligt at ligge der og høre blæsten tage til og tordenen brage løs, og nu kom så også regnen…Det regner 1 til 2 dage om året i ørkenen, og det var regnbyger vi aldrig har set, selvom vi endda synes, vi er bekendte med regn! Himlens sluser åbnede sig og regnen væltede ned. Den røde ørkenstøv, der lå som et fint lag overalt forvandlede sig til rødt mudder som løb i striber ned gennem teltpladsen. Det regnede ikke ned i teltet, men der kom regn og dermed mudder ind fordi vi havde åbnet udluftningen, så vi kunne ånde. Luften havde nu forvandlet sig fra en tør varme til en fugtig og vi svedet, men ingen havde lyst til at gå udenfor, så vi lå lidt og kiggede ud og tjekkede vores mobiler. Pludselig tikkede der en sms ind fra Ali, ham som havde den ørkencamp, vi skulle overnatte i. Han skrev at der havde være et så heftigt uvejr, så hans camp var styrtet sammen og nu kunne vi ikke bo der. Han sendte billeder, der bekræftede det og alt var ødelagt. Tænk at det regner så få dage om året, og så er vi heldige at opleve det. Ærgerligt med campen, men heldigvis havde vi net og Peter fik hurtigt fundet en erstatning i samme område, så nu bor vi i en fin lejlighed lige op ad de første høje sandklitter, der hvor ørkenen starter og strækker sig 180 km. ned i landet. Godt vi er omstillingsparate; vi synes alle tre at det var ærgerligt, for vi havde glædet os til at sove i teltet i ørkenen, men vi var dog enige om, at det var værst for Ali.
Det var en flot køretur mod ørken-huset, hvor man allerede kunne se, hvilken forvandling regnen havde gjort idet der var små lysegrønne skud på de lave buske, der groede i det ellers golde sand. Frokosten ville vi spise i en af de to oasebyer, der lå på vejen. Først skulle vi dog lige se et gammelt fort, og da vi kom ind i gården og kiggede os om efter nogen, der kunne sælge os en billet, så vi tre mænd i kjortler og med tørklæde om hovedet sidde på et tæppe i skyggen af et træ. De råbte til os at vi var velkomne, og at der ikke var brug for en billet, så vi gik ind i fortet efter lyden af en hammer mod sten og rundt om hjørnet sad der så en gruppe af mænd fra Bangladesh og arbejdede med at istandsætte fortet. Igen var det ikke hvid-kjortlerne der arbejdede men indvandrene. De stoppede op med at hamre og hilste os velkommen og en af mændene gav os en lille rundtur.
Vi kørte lidt videre og fandt en restaurant langs vejen, som vi gik ind i. Det var selvfølgelig også indere eller pakistanere, der drev den – så vi gættede på, at de serverede Biriyani – en indisk risret med krydderier, chili uden at være brændende og oftest med kylling. Det gjorde de også, men da vi ville til at sætte os i restauranten, blev vi venligt bedt om at sætte os ind i et lokale ved siden af, hvor et par mænd hurtigt organiserede tre stole og et bord, og så blev vi ellers bænket der blandt kasser med tomater. Det var sandsynligvis fordi jeg var med, der var i hvert fald ikke andre kvinder i restauranten, så vi havde fået det, de kalder ”Family Room”.
Efter vores Chicken Biriyani fortsatte vi mod Bidiyah. Til vores forundring kom vi på en 3 sporet motorvej, det virkede absolut surrealistisk, at der i et område med nærmest ingen mennesker, og med synlig ørken blot et par kilometer væk skulle være behov for infrastruktur i den størrelsesorden. Vi havde ikke følt at landevejen vi først kørte på var voldsomt trafikeret, og den fantastiske motorvej var det ej heller. Til tider var der ingen andre biler i sigte på vejen. Til gengæld kom vi hurtigt frem, nu kunne vi holde en god gennemsnitsfart, befriet for de irriterende vejbump, der i alle byer nedsatte farten betragteligt.
Efter lidt af et kortpuslespil kom vi til Bidiyah, en gammel oase by lige på kanten til den store ørken. Her havde vi fundet et hus som erstatning til Alis camp. Vi havde kun en ide om hvor huset præcist ville ligge, så vi kørte rundt og håbede på at kunne finde det fra vejen. Vi blev hurtigt spottet som værende fremmede, og blev holdt an af en lokal der generøst tilbød at hjælpe os for 5 rialer, det lyder ikke af alverden, men med en vekselkurs på 17,27 kroner for 1 omani rial gør at han ønskede ca. 85 kroner for sin ”tjeneste”
Vi valgte at afslå, da Christian netop havde spottet hvad vi troede var huset, det viste sig heldigvis at holde stik, og kun 2 minutter efter forhandlingen var afsluttet holdt vi foran vores overnatningssted.
Her blev vi mødt af nysgerrige børn og en yngre kvinde der kunne fortælle at hun var ejerens kone, og at hamselv var i moskeen for at bede, hun tilbød at ringe efter ham, men den enorme sandbunke bag huset indbød til en tur, så vi lod ham bede i fred. Det viste sig at være pænt anstrengende at gå op i ørkenen, hældningen på den yderste klit var høj, og selvom det givetvis ville have være endnu hårdere hvis ikke regnen havde holdt sammen på sandet, var det alligevel med sved på panden vi endelig stod på toppen af sandhavet.
Efter aftensmaden gik vi helt smadrede til ro, huset vi havde lejet var godt, men sengen stenhårde, som at ligge på et beduin tæppe!
Kommentarer