Eventyret findes stadig.....

Misfat Al Abriyeen; en lille landsby oppe i de grå Hajar bjerge, hvor det traditionelle omanske hverdagsliv tidligere udspillede sig i store huse, hvor 3 generationer boede sammen, blev vores overnatningssted de næste to dage. Hospitality Inn var dyrt, men det var alle pengene værd. Vi boede helt traditionelt i det store hus, som bestod af en masse små rum med kringelkroge, trapper og hyggelige hjørner til at sidde i og vores værelse var 3 (hårde) madrasser på gulvet. Når man slog skodderne på de små vinduer til side, kom der en kakofoni af lyde ind i rummet. Det var alt lige fra Imamens messende stemme, der kaldte til bøn, cementblanderens rumlen fra nabohuset, som var under restaurering, fuglenes kvidren og cikadernes beroligende sang.

Vi har nu rejst i Oman i en uges tid, en uge hvor vi kan se tilbage på stærke indtryk fra et land, der er så gæstfrit, som vi aldrig har mødt før. Oman er et forholdsvis stort land, næsten 5 gange større end Danmark, men kun med 4 mio. indbyggere. På den uge har vi både set strand, skildpadder, ørken og nu en fantastisk lille oase i en gammel bjerglandsby.

Morgenmaden blev serveret kl. 07.00 og der var æg, frugt, dhal, hjemmebagte omanske fladbrød, der blev foldet og serveret med en sød daddelsirup.

De små landsbyer har traditionelt haft et sindrigt falaj-system, som er små murede vandingskanaler, der fører vandet rundt på de små terrasser, man dyrker på. Hver mark vandes en gang om ugen, og der er fem familier i denne lille landsby, som passer falajerne og sørger for at åbne og lukke for vandtilførslen ved hjælp af sten og sække som enten flyttes så vandet passerer eller stoppes i hullet, så vandet ledes videre til næste mark. Landsbyens vand kommer fra de grå Hajar bjerge og der er vand nok til et helt år, så der er altid frodigt og grønt – en rigtig oase.

Netop de grå Hajar bjerge skulle i dag blive udgangspunkt for vores vandretur. Efter at have købt lidt forsyninger gik vi afsted, klokken var 10.30 og vi kom godt nok til at gå i den værste middagshede, men det slår ikke tre seje nordboere ud og Nivea faktor 50+ havde været i aktion fra morgenstunden, så med 6 liter vand satte vi ud.

Ruten var godt afmærket og førte os på en varm og stejl tur, hvor vi undervejs så den grønne oase forsvinde bag os, og stien blev langsomt mere og mere stenet. Bevoksningen ændrede sig fra at være daddelpalmer, grønt græs og papayatræer til at blive små buske og træer med tynde stammer og en masse stikkende torne. Men udsigten var storslået og da vi nåede toppen kunne vi se ned gennem den stejle kløft med de røde klipper op mod den blå himmel.

På tilbagevejen besluttede vi os for at se om vi kunne finde den Wadi (naturlig pool), som Ahmed havde fortalt os om på hotellet. Vi var heldige og klokken tre havde vi fået badetøjet på og lå som tre flodheste kun med hovederne stikkende op af vandet og nød at blive afkølet efter den hårde og støvede ur. Hvis I ikke ved, om paradis findes, kan vi fortælle jer, at det gør det, og det ligger i Oman. Og der er garanteret flere end den wadi vi fandt ved Misfat i dag, for det er et land med kontraster, farver og en storslået natur kombineret med den mest gæstfrie og imødekommende befolkning, man kan forestille sig. Vores møde med mellemøsten på den arabiske halvø har fået os til at love hinanden, at vi vil vende tilbage en dag.