Farvel til paradis
Vores ophold hos Abdullah i Misfat havde været som et besøg iParadis, derfor var det svært at forlade stedet. Som afskedshilsen fik vi en æske omansk daddel slik. Det var en god gave, for vi var alle helt vilde med de små lækre kugler.
Ejeren Abdullah havde givet os et tip, tæt på vejen videre lå der en landsby ved navn Al Hamra, her skulle der både være et museum i et 400 år gammelt hus, samt en hel del lerhuse, hvoraf nogle få ville være restaurerede. Vi fandt med Christians hjælp landsbyen, og ganske rigtigt, her var der lerhuse i ikke mindre end 4 etager, hvoraf nogle få strålede i fordums pragt. Også her skyldtes tidligere tiders velstand det geniale Falaj system. Al Hamra lå for foden af bjergene, og på randen af en stor daddelpalme plantage, der blev holdt i live af vand fra falajerne.
Efter det både fascinerende og triste syn i Al Hamra kørte vi mod Muscat, dog over byen Bahla, hvor der skulle være en gigantisk borg, samt en bymur hele vejen rundt om den gamle by. Det viste sig at være ganske rigtigt. Borgen er gammel, efter sigende 600 år og designet af en kvinde. Den er en del af Unescos verdensarv, og havde vi haft mere tid ville vi også være gået ind for at se den. Den ligger udenfor den almindelige turistrute, så vi ville formentlig have haft den næste for os selv.
Turen mod Muscatfra Bahla startede med en lidt vild rutevejledning fra GPSèn. Vi blev ledt ad meget små og kringlede veje mod motorvejen, i startede tvivlede vi, men efterhånden som vi om væk fra Bahla, og vejene blev større blev vi overbeviste om at den havde ret. At komme på motorvejen betød grusvejskørsel omkring en af tilkørslerne, her kan man undre sig over hvordan det kan være, når der nu er investeret så mange penge i et godt vejnet.
Vi ankom til Muscat ved frokost tid, og spiste på Cornichen, den store vej der smyger sig langs kystlinjen. Vi havde udsigt til Sultan Qaboos` imponerende lystyacht der lå på havnen bedste plads. Der blev også tid til en spadseregang i Mutrah souk, hvor Christian fik en lokal hat, og et tørklæde, og Solveig fik købt lidt krydderier. Senere fik vi afleveret bilen, atter engang er alt gået godt med bilvejen.
Som da vi ankom til landet benyttede vi den lokale variant at Uber, Taxi. For 6,09 rialer blev vi befordret de 29 kilometer fra lufthavnen til vores hotel lige ved siden af busstationer. På busstationer mødte vi den eneste uvenlige Omani på turen, han bekendtgjorde i en knotten stemme at der ikke gik nogen bus kl. 06.00 til Dubai med dem, men at konkurrenten havde en, da vi så forsigtigt spurgte igen, var han decideret vred, og pegede på en bus udenfor busstationen. Heldigvis havde de en bus, og endda en med plads i. Fluks købte vi billetter, 6 rialer pr. stk. Ikke meget for en 6 en have times tur.
Aftensmaden blev indtaget på en lokal pakistansk restaurant, vi har nu ret svært ved at adskille den fra en indisk.
Oman har været en spændende bekendtskab, vi konstaterer alle at vi har haft (alt) for lidt tid i forhold tilhvad landet har at byde på.
Turen mod Muscatfra Bahla startede med en lidt vild rutevejledning fra GPSèn. Vi blev ledt ad meget små og kringlede veje mod motorvejen, i startede tvivlede vi, men efterhånden som vi om væk fra Bahla, og vejene blev større blev vi overbeviste om at den havde ret. At komme på motorvejen betød grusvejskørsel omkring en af tilkørslerne, her kan man undre sig over hvordan det kan være, når der nu er investeret så mange penge i et godt vejnet.
Vi ankom til Muscat ved frokost tid, og spiste på Cornichen, den store vej der smyger sig langs kystlinjen. Vi havde udsigt til Sultan Qaboos` imponerende lystyacht der lå på havnen bedste plads. Der blev også tid til en spadseregang i Mutrah souk, hvor Christian fik en lokal hat, og et tørklæde, og Solveig fik købt lidt krydderier. Senere fik vi afleveret bilen, atter engang er alt gået godt med bilvejen.
Som da vi ankom til landet benyttede vi den lokale variant at Uber, Taxi. For 6,09 rialer blev vi befordret de 29 kilometer fra lufthavnen til vores hotel lige ved siden af busstationer. På busstationer mødte vi den eneste uvenlige Omani på turen, han bekendtgjorde i en knotten stemme at der ikke gik nogen bus kl. 06.00 til Dubai med dem, men at konkurrenten havde en, da vi så forsigtigt spurgte igen, var han decideret vred, og pegede på en bus udenfor busstationen. Heldigvis havde de en bus, og endda en med plads i. Fluks købte vi billetter, 6 rialer pr. stk. Ikke meget for en 6 en have times tur.
Aftensmaden blev indtaget på en lokal pakistansk restaurant, vi har nu ret svært ved at adskille den fra en indisk.
Oman har været en spændende bekendtskab, vi konstaterer alle at vi har haft (alt) for lidt tid i forhold tilhvad landet har at byde på.
Kommentarer