The friendly people
Vi har i dag brugt tiden med at opleve Sur til fods. Ikke en eneste gang er vi faldet for fristelsen til at sætte os ind i bilen og bruge de 4 hjul, samt den behagelige aircondition til at komme rundt. Vi startede efter en god morgenmad med at bevæge os mod fiskeri havnen. Det var ikke nogen lang tur, med en beliggenhed under en kilometer fra vores overrasende gode hotel Zaki.
Fiskeri havnen var lidt af en oplevelse, fartøjer i alle standarder og størrelser lå i havnen.
Vi hilste på opfordring på en hel del af de lokale, mange spurgte, how are you? og vi spurgte så om det samme, på intet tidspunkt blev vi nødet til at købe noget. Fra fiskerihavnen gik vi ned mod Dhow værfterne, varmen var heftig, og da vi fandt et overdækket sted var der dømt pause. Stedet var rasteplads for nogle taxachauffører. Den ene var ferm udi det engelske og ville gerne i kontakt. Vi blev spurgt om lidt af hvert, og fik at vide at der ved 5 tiden vil være et opløb af tunfiskere, hvor præcist det ville være fremstod ikke krystalklart for os, men vi besluttede os for at prøve at finde stedet om eftermiddagen.
En fantastisk måde at gøre opmærksom på plastikforureningen af havene på. Et kæmpe fisk fyldt med plastikflasker placeret et stor hvor der er maksimal opmærksomhed.
Godt nok er Yemen et naboland til Oman, men denne plads ligner mest af alt en krigszone. 100 meter væk var der derimod smukt og intet mindede om krig og ødelæggelse.
Det var et sted som dette vi fik vores ganske udmærkede, og mega billige frokost.
Fiskeri havnen var lidt af en oplevelse, fartøjer i alle standarder og størrelser lå i havnen.
Vi hilste på opfordring på en hel del af de lokale, mange spurgte, how are you? og vi spurgte så om det samme, på intet tidspunkt blev vi nødet til at købe noget. Fra fiskerihavnen gik vi ned mod Dhow værfterne, varmen var heftig, og da vi fandt et overdækket sted var der dømt pause. Stedet var rasteplads for nogle taxachauffører. Den ene var ferm udi det engelske og ville gerne i kontakt. Vi blev spurgt om lidt af hvert, og fik at vide at der ved 5 tiden vil være et opløb af tunfiskere, hvor præcist det ville være fremstod ikke krystalklart for os, men vi besluttede os for at prøve at finde stedet om eftermiddagen.
efter snakken begav vi os langs stranden hen mod den gamle havne indsejling. Sur skylder sin eksistens til en fantastisk naturhavn. Undervejs langs stranden forbløffedes vi over de store kontraster, af og til følte man sig hensat til Yemens borgerkrig. En ruin var blevet besat af en flok geder. Andre steder var der pragthuse med en formidabel udsat. På stranden var der adskillige fodboldmål, de blev dog ikke brugt, middagsheden holdt vel selv de mest ivrige borte.
Vi provianterede drikkevarer og snacks i en købmandsforretning og satte os til at nyde livet ved indsejlingen til lagunen. Fluks var vi i kontakt med endnu en lokal, der kunne fortælle at fodboldbanenerne ville være fulde af liv ved 17 tiden, og at det kunne være der ville komme regn, hvilket han inderligt håbede.
Efter pausen begav vi os over broen, der forbinder to bydele i Sur og vi ville op på et udkigspunkt. På vej derop mødte vi et norsk ægtepar, som boede og arbejdede i Muscat, de gav os et tip om en formidabel strand, vi skulle besøge i morgen, for den ligger nemlig på vejen til vores næste stop.
Så var det også ved at være frokosttid og den blev indtaget i en meget lokal indisk restaurant. Det er fredag, og dermed muslimsk helligdag, så meget var lukke, men vi fik en forholdsvis stærk indisk risret med kylling som smagte dejligt.
Efter frokosten luskede vi tilbage til Zaki hotel, hvor airconditionen kølede vores overophedede kroppe ned. Solveig måtte til sin store forundring konstatere at solcremen ikke kun var medbragt for Peters skyld. Store røde plamager på fødder og hænder talte et tydeligt sprog om solens kraft.
Lidt over kl.16 forlod vi den behagelige temperatur, og gik resolut rundt om hjørnet for at få enfrisk presset juice på Zaki Restaurant. Der er en del der hedder Zaki på disse kanter. Juicensmagte som aftenen før helt og aldeles fremragende.
Efter den styrkende drik gik vi mod havnen, hvor en lang mole eftervores mening ville indbyde til tunfiskere.
Mens vi kiggede på fisk og folk trak der mørke skyer op, og på vejen tilbage begyndte det at regne, først en let regn, men i takt med at lynene flængede himlen med stedse hyppigere intervaller tog regnen også til i styrke. Vi nåede at blive godt gennemblødte inden vi som våde hunde kunne luske forbi receptionen på vej mod vores værelse. Her måtte vi blive en times tid på grund af regnen, fra at være kraftig blev den infernalsk, så selvom restauranten kun lå 100 meter væk ville vi have været gennemblødte ved at gå derom. En times var dog nok for skybruddet, kraftigt havde det været, hvor der før var knastørt varder nu en vandpyt på størrelse med en lille sø.
Kommentarer