Solrige München
Efter morgenmaden tog vi bilen til Ingolstadt, hvorfra vi tog toget ind til München Hovedbanegård. Herfra gik vi til Rådhuspladsen/Marienplatz og så det smukke rådhus. Vi gik forbi et marked, hvor det var boder med mad og kogle med friske grøntsager. Vi ville have noget typisk bayersk, så Malte fik en Leberkäs-Semmel og jeg fik en Frikadellen-Semmel. Semmel er bare et lyst rundstykke. Herefter trængte vi til noget at drikke og gik derfor hen til det berømte Hofbräuhaus. Her fik Malte en weißbier og jeg fik noget der minder om en radler. Man kunne kun få sin øl i en halv eller en hel liter, så det kunne hurtigt blive til noget. Inde i bryghuset sad der et orkester og spillede musik. Det var sjovt at opleve stemningen og atmosfæren derinde. Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede på butikker på vej til floden Eisbach, hvor der er et sted, hvor strømmen støder på nogle sten i floden og laver flere store bølger, som så bliver brugt til at surfe på. Her stod vi lidt og kiggede på de modige surfere inden vi begav os tilbage til Hovedbanegården. Situationen er den, at jeg aldrig før har været i München og i dag har jeg så fundet ud af, at det er en rigtig dejlig by, som jeg bliver nødt til at komme tilbage til i lidt længere tid engang.
Da vi kom tilbage blev vi mødt af Walli, som lige havde været i haven og hurtigt skulle skynde sig ind og se en serie, som hun følger med i, så vi blev nødt til at vente en halv time med aftensmaden. Walli er en ældre dame på over 80 år, men det kan man hverken se eller mærke. jeg har sjældent set en kvinde i den alder så frisk og klar, det er helt utroligt. Til aftensmad var der bl.a. Weißwurst, dog stegt og ikke kogt, som man normalt gør. Stegt smagte den hvertfald rigtig godt og det var sjovt at prøve en specialitet fra det sydtyske. Herefter fik vi en snaps, som bliver solgt på et apotek, hvor indehaveren også selv brænder den. Til aften blev der set lidt fodbold og hygget lidt.
Rådhuset ved Marienplatz
Hofbräuhaus
Eisbach Welle med surferne
Kommentarer