Aggerholms blog

 Vi har  indeværende år forladt vores hjemmelavede julegaver med Kirsten og Karsten, og har i stedet valgt at giveoplevelser. Vores udspil var således en tur til øen Endelave. På sin vis er vi stadig i gang med det hjemmelavede, for turen er 100 % hjemmestrikket, intet har været en del af en pakkeløsning, så på en måde holder vi stadigvæk den hjemmelavede fane højt. Endelave er mest kendt for at være hjemsted for en stor koloni af vilde kaniner, der i øvrigt ikke har meget lange ører selvom Gnags hævder det modsatte. For at komme til Endelave må man naturligvis tage en færge, det er jo en rigtig ø og ikke en landfast en af slagsen. Færgen afgår fra den lille by Snaptun, beliggende yderst på sydsiden af Horsens fjord.  Snaptun er lidt af en færgeby, herfra afgår nemlig også færgen til Hjarnø. Den lille færge til Hjarnø. Der er ikke plads til mange biler, til gengæld skal man ikke vente så længe på næste færge for overfarten tager ikke lang tid.  Sidstnævnte tur er overstået på mindre en

Således også denne ferie. Vi havde fået forlænget værelset på Viavia til kl. 18.Det gav mulighed for en lille middagslur, hvilket nok kunne være tiltrængt da vi først skulle flyve fra dejlige Uganda kl. 23.20 Derudover lurede den lange køretur fra Frankfurt også i baghovedet, så hvert et minuts udhvilethed der kunne tankes på forhånd ville være at foretrække.  Middagsluren blev ikke lang, men vi nåede da begge to at slumre hen, inden adskillige højlydte beskeder til Solveigs telefon gjorde det umuligt at blive liggende i sengen. Heldigvis var der plads på terassen, der havde vi mange gode spil 500, men ak, Solveig og Christian havde fundet ud af at ruder 10 var forsvundet, og med et manglende kort er det svært at spille. I stedet blev der lagt kabale, samt spillet et spil yatzy. Christian vandt i overlegen stil uden at måtte strege så meget som et eneste felt.  Da klokken blev 20.30 blev vi at shuttle servicen kørt til lufthavnen, Chaufføren var en stor, munter mand der lød øgenavnet m

 Gik til den lille færgehavn på den vestlige side af Entebbe. Vi så en færge lægge fra land og begive sig ud på Victoriasøens vande. Syd for Entebbe ligger seese øerne, hvor der skulle være mulighed for at nyde livet for turister og velhavende lokale. At bedømme på færgen starter nydelsen ikke i transporten dertil, dels er vejen til færgelejet ikke ret god, del er færgen ikke det sidste nye skrig, ja, men kan vel egentlig gå ud fra at lyden fra skriget forlængst er forstummet. Af sted kom den dog, og vi kunne den på vej sydover i noget tid inden den forsvandt ud af syne, Victoriasøen er stor. Det er dog ikke den eneste færge der afgår fra stedet, der findes også en bilfærge over en af Victoriasøens bugter, der kunne have sparet os for turen helt til Kampala i går hvis ikke vi skulle have sat Peter Okoyo af. Efter at hav set den i kameraet på modsatte side af bugten tror jeg nu vi kan være glade for ikke at have satset på denne overgang. Dels så færgen mildest taget ikke ud af meget, de

 Alt godt har en ende, og tirsdag morgen tog vi hul på sidste kapitel af vores helt igennem fantastiske rejse rundt i Uganda. Da vi skulle tilbagelægge mere end 450 kilometer måtte vi stå tidligt op. Vejene er af en noget anden standart end vi er vant til Europa.således måtte vi beregne 9 timers kørsel, hvilket for den talkyndigelæser betyder en gennemsnitsfart på sølle 50 kilometer i timen. Morgenmaden blev serveret kl. 7, og vi kom næsten afsted til klokken 8, det har alle dagene været svært at forlade den hyggelige snak ved morgenbordet på Amasiko. Første del af køreturen foregik af horrible grusveje, her var vi glade forvores lille 4 hjultrækkers egenskaber i terrænet. På vej mod asfaltvejen blev vi vidne til en bod bod kører med ekstremt overlæs af grillkul der havde store problemer med at styre sit lille køretøj, faktisk var han på vej mod afgrunden da læsset kom ud af ligevægt. På forunderlig vi lykkedes det ham at få standset mindre end en halv meter fra kanten. Resolut sprang

I dag skulle Peter O deltage i et online foredrag, og derfor havde vi besluttet, at starte dagen med et skolebesøg på ”The Green School”, som Wilfried har startet op efter et stort ønske fra lokalbefolkningen. Derefter ville vi køre til Rutinda, som ligger længere inde omkring søen. Her ligger de store turist resorts og Peter O ville finde et sted med wifi, og så ville vi gå tilbage.   Vores morgenmad blev endnu engang lang og interessant fordi der var så meget at snakke om. Wilfried nød tilsyneladende både nyt fra Kenya og Europa og vi nød at kunne høre om livet som ”muzungo” i Afrika gennem de sidste 32 år. Derfor blev klokken næste 10.30 før vi fik os rejst og vi gik sammen med Wilfried og hans kone Irene op til skolen som lå kun få hundrede meter fra vores homestay.   Skolen havde mere end 300 elever og var den skole med det bedste ry i området. Wilfried havde bygget den op i håb om at spare på så mange ressourcer som muligt, og i stedet for at lave de traditionelle sten, havde han

 Efter endnu en sublim morgenmad på Amasikonåede vi at slappe lidt af, livet er jo hårdt når man oplever så meget. Vi havde booket en motorbåds tur til kl.10, og stor var forundringen da en ung mand lagde til ved badebroen præcis kl. 10. På båden stod der pineapple tours, og da den unge mands navn var for viderekommende at udtale mente han bare vi kunne kalde ham ananas. I båden var der 4 redningsveste, og da Wilfried spurgte hr. ananas hvorfor han ikke selv havde en på lød svaret bare at han skam var en god svømmer! Således klædt på sejlede vi afsted mod syd mod byen Rutinda. Lake Bunyuniy er fantastisk smuk, med stejle småbjerge hvor der er terrasselandbrug, at der så lige også som prikken over iet er 29 øer af forskellige størrelse spredt ud med rund hånd er jo bare med til at øge oplevelsen. Da vi havde sejlet lidt tid kom vi forbi en skrænt hvor der stod adskillige folk med nogle køer. Ude i vandet så vi også 2 udhulede træstammer, og i den ene var der vild aktivitet, det viste si

Efter en god morgenmad, som bestod af hjemmelavet yoghurt, frisk frugt, spejlæg og toast med marmelade og ost – ja, for første gang fik vi ost på turen- sad vi bare længe over et par kopper ekstra kaffe og snakkede med Wilfried, ejeren, som har så mange sjove og spændende historier fra sit 32 år lange eventyr i Afrika. Det er meget spændende at høre om hans bedrifter, men også om, hvordan Afrika har ændret sig gennem disse år. Den største trussel mod Afrikas udvikling er uden tvivl korruption. Den findes overalt og du kommer ingen vegne med mindre, du selv underlægger dig dette, hvilket er meget svært for en ”muzungo”. Det er i alt lige fra hvordan man får et job til hvordan man får et kørekort.   Da vi endelig rejste os blev vi enige med Wilfried om, at han gerne måtte hyre en lokal kano, altså en udhulet træstamme. Den ville komme kl. 14 og inden da kunne vi øve os i Wilfrieds oppustelige kano. Peter A så frem til at vise sine kano-skills så der blev ikke sparet på superlativerne, nå

Vi nød en meget rolig morgen på luksus lodgen. Vi blev som en perfekt afslutning præsenteret for den mandlige udgave af den lokale art af kameleoner. Den havde 3 horn, og lignede forfra en miniature udgave af en for længst uddød dinosaur art.  Da vejret tegnede lovende valgte vi at køre en omvej til byen Kisoro, tæt ved byen kunne vi på maps.me se at der skulle ligge en lille, men cirkelrund vulkan . Der var endda indtegnet en vandresti, og det fristede os meget. Vejen til Kisoro var god, noget af den gik igennem en bjergrig region, og vejen virkede næsten alpin med et par veludførte hårnålesving, asfalten var også uden huller, så det var en fryd at køre. Til gengæld ændrede standarten sig brat da vi forlod hovedvejen i Kisoro, fra jævn asfalt gik det nu over store sten på en meget ujævn grusvej. Faktisk var vejen så ujævn at vi måtte gøre holdt inden vi egentlig skulle. Detgjorde dog ikke det store, for det gjorde jo bare vandreturen en lille smule længere. Sagitwe har ikke været i ud

I dag var det dagen, hvor vi skulle på udkig efter kæmperne; bjerggorillaerne som lever højt oppe i den tætte regnskov. Turen til gorillaerne er en ”once-in-a-lifetime-experience” deter dyrt, normalprisen er 700 USD pr. person, men på grund af de få turister, fik vi oplevelsen for ”kun” 400 USD pr. person – omregner er det cirka 2500 dkr. Pr. person, så det er ikke småpenge, vi taler om.   Vi spiste morgenmaden og tog bilen den halve kilometer op til nationalparken, da vi ikke ved hvor gorillaerne befinder sig og muligvis skulle vi køre til en anden gate, hvis de havde flyttet sig i løbet af dagen. Vi ankom således spændte og blev budt velkommen af nogle rangers som arbejdede i parken. Vi skulle desinficere skoene og afspritte hænderne før vi kunne komme ind. Desuden skulle vi bære mundbind. Gorillaerne kan have sygdomme, som de kan smitte os med og vi kan overføre sygdomme til dem. Gorillaerne har en genmasse som minder 98% om vores, så de er sammen med chimpanser og orangutang de dyr

Vi startede i sædvanlig vis, med morgenmad serveret. Vejret ved Kazunga kanalen var godt, og vi kunne derfor stire længselsfuldt over mod den modsatte bred, hvor enkelte elefanter var synlige. Vi kunne også følge med i hvordan fiskerbådene ankom en efter en med nattens fangst. Vi kørte efter morgenmaden ned for at tjekke stedet ud, vi gik rundt og så de forskellige fisk blive renset og solgt, og var imponerede over en skraldespand lavet af gamle plastikflasker. Dels var selve skraldespanden lavet godt, dels er det nok den første vi overhovedet har set på turen. De lokale betragter de umiddelbare omgivelser som det mest oplagte sted at smide deres plastik affald, desværre.   Syd for kanalen, som vi kunne krydse på en ganske god bro, går vejen igennem et stykke savanne, der er en det af sænkningen omkring rift valley. Området er udlagt som nationalpark, og vi spejdede ihærdigt til begge sider i håb om at se nogle parkens dyr. Vi fik øje på bøfler, og heldigvis også en elefant der stod tæ

  Dagen startede tidligt. Allerede 5.30 ringede vækkeuret i vores banda på Laku Nkuruba nature reserve. Chimpanserne i Kibale forest skulle vi være klar til at møde allerede ved 7.30 tiden.Der arrangeres morgen og eftermiddagsture i området, men morgenturen skulle ifølge Peter Okoyo være den sikreste rent vejrmæssigt. Det var helt vemodigt at tage afsked med vores sted de sidste 3 nætter, vi har i den grad følt os godt tilpasse hos Julius og resten af personalet på det lille, men meget hyggelige resort. Undervejs mod Kibale skoven så vi at i hvert fald nogle aber allerede var klar til dagen, atter så vi store flokke af bavianer langs vejen. De var i fuld gang med at samle insekter op der var blevet ramt af biler i løbet af natten. Klog af skade fra dagen forinden gjorde vi ikke holdt for at fotografere dem ! Vel fremme ved gaten til nationalparken så vi en anden abe i et træ, men ak, inden kameraet kom frem var den væk, og derfor står den hen i det uvisse hvilken art vi havde foran os.

Vi nød morgenmaden udenfor og havde samtidig en fin opvisning af aber som legede i træerne. I dag ville vi gå rundt om den lille sø, hvor vi boede. Julius, som var ranger, hvor vi boede, fortalte os, hvilken rute vi skulle tage alt imens han var i gang med at plante træer, så der fortsat ville være føde til aberne. Vi gik først helt ned til søen, hvor aberne var godt i gang med at gnave guava mens de legede fangeled i træerne og på jorden – de var meget afslappede med at vi traskede rundt efter dem. Bagefter gik vi nedad i en noget tættere regnskov på udkig efter flere aber og måske en kamelæon – den fandt vi dog ikke, men vi fik varmen fra skoven at føle især da vi gik opad. Det er helt vildt så tæt regnskoven kan blive og der er svampe overalt som hjælper med nedbrydelsen af det døde materiale. Efter den tur gik vi ind mod Rewenzori, vores lokale landsby. Det var mandag, og egentlig skulle der være marked, men på grund af påskehelligdagen fandt det ikke sted. Men der var alligevel ga