Tilbage til paradisets have

 Alt godt har en ende, og tirsdag morgen tog vi hul på sidste kapitel af vores helt igennem fantastiske rejse rundt i Uganda. Da vi skulle tilbagelægge mere end 450 kilometer måtte vi stå tidligt op. Vejene er af en noget anden standart end vi er vant til Europa.således måtte vi beregne 9 timers kørsel, hvilket for den talkyndigelæser betyder en gennemsnitsfart på sølle 50 kilometer i timen. Morgenmaden blev serveret kl. 7, og vi kom næsten afsted til klokken 8, det har alle dagene været svært at forlade den hyggelige snak ved morgenbordet på Amasiko. Første del af køreturen foregik af horrible grusveje, her var vi glade forvores lille 4 hjultrækkers egenskaber i terrænet. På vej mod asfaltvejen blev vi vidne til en bod bod kører med ekstremt overlæs af grillkul der havde store problemer med at styre sit lille køretøj, faktisk var han på vej mod afgrunden da læsset kom ud af ligevægt. På forunderlig vi lykkedes det ham at få standset mindre end en halv meter fra kanten. Resolut sprang 2 gange Peter ud af bilen for at hjælpe den nødstedte fører. Kommunikationen var mere end vanskelig, den unge mand beherskede kun lokale sprog, og her kom selv Peter Okoyos imponerende kommunikative kompetencer til kort. Som så ofte før på turen var hjælpen dog lige ved hånden, ud af det tilsyndeladende blå dukkede der med det samme en ung engelskyndig mand op der dels hjalp med at skubbe motorcyklen, dels kunne fungere som tolk. Den unge mand på motorcyklen skulle videre med sit læs til en opsamlingsstation, her blev vigtigheden af uddannelse meget synlig, uden skolegang er der kun farlige job tilbage. Vi fik skubbet den unge mand i gang, kort tid senere mødte vi ham dog igen, kampsvedende efter en hård tur ned af bakke, han forsikrede dog med håndbevægelser at han var ved godt mod.

Da vi nåede asfaltvejen gik det klart hurtigere, og vi kunne nyde landskabet. På vej mod hovedstaden blev vi dog lige mindet om at april måned er en del af regntiden hernede. Sjældent har vi oplevet så kraftig regn, Okoyo kørte, og det var nok fint, vi ville i hvert fald ikke have kunnet holde den fart han bragte os igennem regnvejret med. 

Frokosten blev en meget sølle affære, Peter O ville gerne nå tilbage til Kenya uden at skulle have en ny test, så han satsede på at kunne komme til Jinja på den anden side af Kampala inden udgangsforbuddet ville træde i kraft ved 21 tiden om aftenen. Da trafikken i Kampala på ingen måde er at spøge med havde vi ikke tid til almindelig frokost, så det blev kun til sølle kiks og bananer i bilen. Vi ramte udkanten af Kampala ved 16.30 tiden, og fik sagt et hjerteligt på gensyn til Peter Okoyo. Godt nok ville vi kunnet have lave en tur uden ham, men den samme tur ville det ikke være blevet. Vi ville givetvis ikke have set gorillaer, og chimpanserne ville nok også være gået fløjten. Dertil skal så lægges kørslen, samt de utallige små oplevelser der spontant har været mulige på grund af Peter enorme kendskab til området og mentaliteten.   

Fra Kampala tog Solveig over som Chauffør, Peter satte sig til rette med maps.me, og med forenede kræfter kom vi ud på Ugandas bedste vej, nemlig ekspres vejen mellem Kampala og Entebbe. Entebbes størrelse berigtiger egentlig ikke til en sådan fornem vej, men det er dels der hvor lufthavnen ligger, dels stedet hvor mange fra den ugandiske elite bor. Uden problemer svingede vi ved 18 tiden ind på ViaVia Entebbe, stedet hvor vi også startede turen for snart 2 uger siden. Stedet er som vi forestiller os paradisets have har set ud, så det fik genvalg til vores to afsluttende overnatninger i Uganda.