Natur og kultur

Vi nød morgenmaden udenfor og havde samtidig en fin opvisning af aber som legede i træerne. I dag ville vi gå rundt om den lille sø, hvor vi boede. Julius, som var ranger, hvor vi boede, fortalte os, hvilken rute vi skulle tage alt imens han var i gang med at plante træer, så der fortsat ville være føde til aberne.

Vi gik først helt ned til søen, hvor aberne var godt i gang med at gnave guava mens de legede fangeled i træerne og på jorden – de var meget afslappede med at vi traskede rundt efter dem. Bagefter gik vi nedad i en noget tættere regnskov på udkig efter flere aber og måske en kamelæon – den fandt vi dog ikke, men vi fik varmen fra skoven at føle især da vi gik opad. Det er helt vildt så tæt regnskoven kan blive og der er svampe overalt som hjælper med nedbrydelsen af det døde materiale.

Efter den tur gik vi ind mod Rewenzori, vores lokale landsby. Det var mandag, og egentlig skulle der være marked, men på grund af påskehelligdagen fandt det ikke sted. Men der var alligevel gang i byen og vi fandt et sted, hvor vi kunne købe frokost. Det blev til den obligatoriske ”Rolex” en omelet viklet ind i en chapati. Vi sad på trappen ved de lokale, som fordrev dagen med at spille billard og spise grillet ko – intet gik til spilde, og Peter O. kunne fortælle at grillet hals er en lækker- bidsken, som bliver meget sprød, når den grilles, selv yverne på koen Det fik nu ikke vores tænder til at løbe i vand…

Der var lidt penge til overs, og mens vi tyggede os gennem frokosten mens vi iagttog de lokale, gik Peter O. lidt rundt og kom tilbage og sagde, at vi skulle forbi den lokale pub for at få en øl inden vi gik hjem. De to store ølmærker hernede er ”Club” og ”Nile” – begge produceret i Uganda (og Malte - hvis du ser dette indlæg, så lad os vide, om vi skal tage to smagsprøver med hjem til dig).

 

På pubben kunne vi atter engang snakke om det lokale liv og iagttage, hvordan lidt for mange brugte deres få penge på alkohol. Børnene passer sig selv eller i hvert fald hinanden hernede. Der er ingen som keder sig, de er opfindsomme og bidrager meget til arbejdet inden for familien enten med børnepasning eller ved at hjælpe med arbejdet inden for familien, henter brænde, luger og hakker jorden, henter vand i store, gule dunke, hvor en banan fint duer som låg, hvis proppen er væk, for bananer er der ikke mangel på…

Efter lidt tid på baren kom der en lokal hen til os og præsenterede sig som Derek, han havde spottet os og ville gerne vide, hvad vi lavede og hvordan det var i Europa. Han var gift med en kenyaner, som han sendte bud efter, da han gerne ville have, at hun skulle hilse på Peter O.

Det blev til en lang snak om kultur og han gav os et førstehåndsindtryk af hverdagslivet i en landsby i Uganda. Han havde for flere år siden købt et stykke jord, og havde senere hen bygget et lille hus på noget af jorden, som han ellers dyrkede. De havde en søn på 11 år og hans kone var højgravid med nummer to. Han havde arbejde indenfor turistindustrien, men det sidste år havde han ingen indtægter haft, så han var taknemmelig for at han havde sin jord og tag over hovedet. Han inviterede os til at køre forbi for at se hans sted, og det takkede vi ja til.

Først ville vi dog lige tjekke stedet ud hvorfra chimpanse-turen ville starte næste morgen, så vi gik tilbage for at hente bilen og satte kursen mod Kibale Forest. På vejen derhen sad der en masse bavianer i vejsiden, det var lunt og solen stod lavt, så de jagtede insekter, men de var også meget interesserede i de forbipasserende biler. Peter ville gerne have et billede af dem, og bad Peter O. om at stoppe, det gjorde Peter O, men kort efter kome en bavian i fuld firspring og hoppede op på kølerhjelmen og satte hovedet helt ind i forruden. Peter O. bad os hurtigt om at få vinduerne lukket i en fart, men det var lettere sagt end gjort for bilen var gammel og det gik langsomt. Pludselig sad der fire bavianer på bilen og Peter O. satte bilen i gear og køre langsomt videre. Bavianerne hoppede én efter én af bilen og vi var lettere chokerede. Peter O. kunne fortælle om flere oplevelser, hvor bavianer havde raseret biler og de går direkte efter mad og kan også finde det, de kradser og bider, og har meget skarpe tænder. Vi var lykkelige for, at Peter O. var med, for vi kan godt forestille os, hvad der kunne være sket, hvis vi havde været alene i bilen…. så var de helt sikkert sluppet ind!!

 

På vej hjemad kørte vi forbi Derek og hans kone og vi så deres lille jordlod med majs, bananer, kartofter og kassava sammen med tre kyllinger, som susede rundt. De havde haft to geder, men var nødt til at sælge dem, da konens bedstefar døde og det var den eneste måde, de kunne få råd til billetten til bussen, så hun kunne komme til hans begravelse. Deres søn, Savior, havde ikke gået i skole et år nu, da de var lukkede på grund af corona. De kunne heller ikke betale for hans skolegang, men efter påske åbnede skolerne igen, og Derek håbede at sønnen kunne starte i skole om et halvt år, når han fik høsten i hus næste gang. 

Deres lille hus bestod af tre små rum, det første rum du kom ind i blev brugt til at vaske tøj i og til højre var forældrenes soveværelse med en dobbeltseng og søm på væggene til deres tøj. Til venstre var der et lille køkken eller nærmere et ildsted. Der var igen elektricitet, ingen vinduer, men åbninger, hvor man kunne sætte en sæk fast, hvis det regnede. De havde et gammelt bilbatteri, som kunne fungere som generator, så de kunne få lidt lys. Der var en udendørs bruser og et lille skur med et kloset udenfor. Når babyen kom skulle Savior flytte ud af huset og sove i et lille skur væk fra forældrenes hus.

Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv, når man ser hvor simpelt en familie kan leve, eller i hvert fald overleve. Desværre bad Derek om et lift tilbage til byen og bad om at blive sat af ved pubben igen… vi overvejede om vi skulle have givet dem nogle penge som tak for deres gæstfrihed, men blev enige om, at de bare ville blive drukket op, så skulle vi hellere have givet dem til konen, men vi havde i det mindste haft kuglepenne og en bold med til Savior.

Livet her er bare så anderledes fra vores, og rigtig mange af dem har virkelig en svær tid eftersom der ingen turister kommer. De er ikke bange for corona, for de har så mange andre bekymringer bl.a. om de kan få mad i morgen. Og så har de sygdomme som malaria, ebola, HIV og tuberkulose som er langt farligere for dem end corona – følgevirkningerne som arbejdsløshed, sult og manglende skolegang er 100 gange værre for dem.

Tilbage i lejren spurgte lejrchefen Julius om vi havde nået det vi ville, vi sagde at vi desværre ikke havde fået set den røde Colubus abe. Julius tog straks affære, og 10 minutter senere stod vi på Kratersøens kant og nød synet af den røde Colubus abe i gang med dagens sidste måltid.