285 kilometer på 7 timer
Vi måtte tidligt op, vores aftale med Peter Okoyo var oprindelig at mødes i lufthavnen når vi kom med flyet, men i og med at vii var med flyet 2 dage tidligere end aftalt holdt den jo ikke.Vi havde haft svært ved at komme i kontakt med ham siden vi ankom til Uganda, vores primære kommunikationskanal er messenger tjenesten, men netop den virker ikke i landet. Muligvis på grund af en kende censur i forbindelse med præsidentvalget i januar. Via mail fik vi dog hul igennem, og Peter ankom til Viavia sammen med en mand fra biludlejningen. Vi fik således klaret billejen, inden vores morgenmad, absolut en godkendt start på dagen. Efter et forhåbentlig på gensyn til Viavia, hvor vi i den grad har befundet os godt, kørte vi mod Kampala, Ugandas hovedstad. Her ville vi på Peters kraftige opfordring hente vores Gorilla permits, de kan ikke skaffes ved selve nationalparkerne, men skal hentes på hovedkontoret i Kampala. Kampala er større end hvad dens infrastruktur er gearet til, vejene i centrum var i en katastrofal stand, og der var biler, og især motorcykler alle vegne. Her var vi ikke bare glade, men lykkelige og Peters køreegenskaber. Vi fandt let Hovedkontoret, og så skulle man jo tro at alt var godt, men sådan er det ikke nødvendigvis i Afrika, og ej heller i dette tilfælde. Vagten kunne med et uendelig træt ansigt meddele os at kontoret var lukket, og tilbød os generøst at vi kunne komme igen om tirsdagen. Peter snakkede sødt med damen, og med et viste der sig en mulighed i form af en yderst velklædt yngre kvinde, hende spurgte vagten om der måske alligevel var åbent, og ja, selv samme kvinde blev den der ordnede vores billetter. Vi kom således med hende ind på et større kontor, hvor der i tidens ånd var maskepligt, det lod dog ikke til at gælde for Josephine, som hun viste sig at hedde, i hvert fald blev hendes ansigt ikke dækket af en maske.
For at gøre engang historie kort, effektiviteten på kontoret lod noget tilbage at ønske, det var således uklart for de ansatte om man kunne betale med kredit kort, hvilket heldigvis viste sig at være tilfældet. Efter en times tid kunne vi så forlade kontoret, fattigere på penge, men med en eftertragtet gorilla termit i baglommen. Så startede turen mod vest ellers, og vores gps startede ud i vanlig sikker stil,, dog er det noget helt helt andet at køre 300kilometer i Afrika i forhold til samme distance i Europe.Man skal egentlig være tilfreds med at kunne holde en gennemsnitsfart på 50 kilometer i timen. Dels er der tung trafik, dels er der en hel del landsbyer med tilhørende trafik chikaner, og sidst, men ikke mindst, ligner vejene nogle steder noget der har været med i en krig. Alt sammen er det med til at sænke gennemsnitsfarten betragteligt.
Undervejs fik vi frokost ved en gade bod, 4samosaer og 4 rolex løb op i 8800 ugandiske shilling. For læseren der ikke er helt inde i kursen kan det oplyses at 10000 ugandiske er ca. 16 danske kroner. Vi ankom omkring kl. 19 til Nkuruba nature reserve, især den sidste del af turen foregik af veje der trodsede enhver beskrivelse. En sti ville have været den rette graduering, men Peter Okoyo leverede den grad varen som chauffør !
Kommentarer