Alting har en ende

Således også denne ferie. Vi havde fået forlænget værelset på Viavia til kl. 18.Det gav mulighed for en lille middagslur, hvilket nok kunne være tiltrængt da vi først skulle flyve fra dejlige Uganda kl. 23.20 Derudover lurede den lange køretur fra Frankfurt også i baghovedet, så hvert et minuts udhvilethed der kunne tankes på forhånd ville være at foretrække.  Middagsluren blev ikke lang, men vi nåede da begge to at slumre hen, inden adskillige højlydte beskeder til Solveigs telefon gjorde det umuligt at blive liggende i sengen.

Heldigvis var der plads på terassen, der havde vi mange gode spil 500, men ak, Solveig og Christian havde fundet ud af at ruder 10 var forsvundet, og med et manglende kort er det svært at spille. I stedet blev der lagt kabale, samt spillet et spil yatzy. Christian vandt i overlegen stil uden at måtte strege så meget som et eneste felt. 

Da klokken blev 20.30 blev vi at shuttle servicen kørt til lufthavnen, Chaufføren var en stor, munter mand der lød øgenavnet maverick, han gjorde det klart at i Uganda er alt til forhandling, således også det faktum at vi foren gangs skyld sad uden masker i bilen ved et politi check point. det ville normalt give en bøde, men en hurtig seddel til politimanden løste problemet, og vi kunne derfor fortsætte. Sådan noget er måske sjovt nok på en ferie, men vi ville nok have svært ved at acceptere det til daglig.

I lufthavnen var der en masse yngre kvinder i blå uniformer med hvide tørklæder. vi tænkte straks at det måtte være noget skoleudveksling, men da vi kom tæt nok på kunne vi se at der på uniformerne stod at det var yngre kvinder der var blevet hvervet til at arbejde i de forenede arabiske emirater. For langt de fleste  af dem var det givetvis første gang de skulle flyve, i flyveren blev der taget billeder og hujet da flyet lettede, og ved ankomsten til Qatar var det tydeligt at de for første gang i livet oplevede rullende trapper. De nærmest hoppede og sprang når de skulle af og på trappen. Man kan kun ønske de mennesker det bedst mulige ophold, gør i hvert fald hvad de kan i jagten på et bedre liv. 

I Qatar spiste vi lidt, ventede, og ventede så endnu mere. 3,5 time føles som lang tid når man bare gerne vi hjem. Da vi endelig sad i flyet var solen stået op, og det lykkedes Solveig at tage nogle brugbare billeder af hovedstaden Doha ud af flyets vindue. I Frankfurt gik vi som håbet, og forventet uden problemer gennem kontrollen, og kunne forlade lufthavnen som frie folk, ikke som stakler der måtte begive sig den tunge gang i karantæne. Turen hjem gik bedre end forventet, dog var vi glade da Himmernmoos 75 var nået.

En helt igennem fantastisk ferie vi længe vil kunne leve højt på.