Chimpanser og samfundssind

 

Dagen startede tidligt. Allerede 5.30 ringede vækkeuret i vores banda på Laku Nkuruba nature reserve. Chimpanserne i Kibale forest skulle vi være klar til at møde allerede ved 7.30 tiden.Der arrangeres morgen og eftermiddagsture i området, men morgenturen skulle ifølge Peter Okoyo være den sikreste rent vejrmæssigt. Det var helt vemodigt at tage afsked med vores sted de sidste 3 nætter, vi har i den grad følt os godt tilpasse hos Julius og resten af personalet på det lille, men meget hyggelige resort. Undervejs mod Kibale skoven så vi at i hvert fald nogle aber allerede var klar til dagen, atter så vi store flokke af bavianer langs vejen. De var i fuld gang med at samle insekter op der var blevet ramt af biler i løbet af natten. Klog af skade fra dagen forinden gjorde vi ikke holdt for at fotografere dem !

Vel fremme ved gaten til nationalparken så vi en anden abe i et træ, men ak, inden kameraet kom frem var den væk, og derfor står den hen i det uvisse hvilken art vi havde foran os. Inden vi måtte gå ud i skoven fik vi en briefing, og til vores store lettelse blev vi fortalt at der kun var maske pligt når vi var tæt på chimpanserne. Det ville have været en prøvelse af de større at gå rundt med maske og briller i en tropisk regnskov. Anført af Edison, vores bevæbnede ranger satte vi afsted, gruppen bestod af os 4 samt et yngre par af ubestemmelig nationalitet traskede vi gennem den tætte, fugtige skov. Da det i starten gik svagt opad bakke fik vi hurtigt varmen og mere til. Undervejs så vi elefant afføring, hvilket også var forklaringen på den AK-47 riffel Edison gik rundt med over skulderen. Ikke at han ville skyde elefanter der eventuelt skulle krydse vores vej, men et skræmmeskud kunne være det der skilte os fra at blive trampet ned under muldlaget af en rasende tykhud. Da vi havde gået små 2 kilometer begyndte Edison at lave lyde, som der kom svar på dybt inde i skoven, vi ændrede derfor kurs i retning af lyden, og mindre end 10 minutter senre kom belønningen i form af en gruppe på 5 chimpanser der slappede af nede på jorden. De 3 gik hurtigt videre, men 2 af dem plejede hinandens pels, fuldstændigt upåvirkede at vores tilstedeværelse så tæt på dem. Sådan fortsatte de noget tid, inden den ene forlod os, hvilket åbenbart gjorde den anden sulten. Den begyndte i hvert fald at spise lystigt til stor glæde for de forsamlede turister. Nogle fotograferede med telefoner, men et par havde det vilde udstyr med, i form af Canons topmodeller både i kamera huse og linser. Bedømt på de billeder viselv fik kunne mindre også gøre det. I hvert fald har vi adskillige billeder med sjove ansigtsudtryk fra menneskets nærmeste slægtning. 

Senere så vi 3 chimpanser på tur gennem skoven, ifølge Edison på jagt efter kød, det fandt de dog ikke mens vi fulgte dem. 

Vi kan ikke klage over udbyttet, vi så adskillige chimpanser, i alt er der omkring 1500 i skoven, men støt stigende antal. Af dem er de ca, 120 blevet habitueret, altså vænnet til menneskers tilstedeværelse. Det kan man jo sige meget negativt om, faktum er bare at det er med til at bevare dem og deres levested, for det bringer hårdt tiltrængt vestlig valuta til området.

 

På vej tilbage så vi en grå kindet abe, hvilket bragte antallet af sete arter op på 6, ikke dårligt.

 

Vi havde booket overnatning ved Kazunga kanalen, en flod der forbinder lake George med lake Edward. Den Engelske kolonitid fornægter sig ikke. Fra Kibale var det en strækning på omkring 100 kilometer vi skulle tilbagelægge. I Europa ville det ikke være noget problem, men godt 20 kilometer af turen var på grusveje af meget tvivlsom beskaffenhed. Heldigvis klarede Peter Okoyo strabadserne i fin stil, endda uden at have været i problemer undervejs. I byen Kasare hævede vi et par millioner Ugandiske shilling og spiste en meget mættende frokost på en indisk restaurant. 

 

Nu sidder vi så og kigger ud over floden, på den anden side ser man med det blotte øje elefanter, og det er tydeligt at høre flodhestenes brølen i det fjerne. Livet er herligt.

 

Nu kommer så afsnittet om samfundssind. I Europa er det i hvert fald i Danmark, og til dels også Tyskland blevet god tone at holde ferie i ens eget land. Dels for ikke var bringe fremmede mutationer ind i landet, dels for at støtte det indenlandske turisterhverv der har været meget ådt presset. Det har så som den meget oversete konsekvens at turismen i de fattigere lande er gået næste helt i stå, hvilket betyder øget fattigdom, dårligere uddannelse fordi folk ikke længere kan betale for deres børns skolegang, samt decideret sult i befolkningen. Måske er det at udvise lokalt samfundssind at blive hjemme, set fra befolkningen hernede er det i hvert fald ikke at udvise globalt samfundssind, og måske ser de rent faktisk ækel egoisme hvor de politisk korrekte i Europa ser nobelt samfundssind