Den grønne skole, og 20 kilometer med for lidt vand
I dag skulle Peter O deltage i et online foredrag, og derfor havde vi besluttet, at starte dagen med et skolebesøg på ”The Green School”, som Wilfried har startet op efter et stort ønske fra lokalbefolkningen. Derefter ville vi køre til Rutinda, som ligger længere inde omkring søen. Her ligger de store turist resorts og Peter O ville finde et sted med wifi, og så ville vi gå tilbage.
Vores morgenmad blev endnu engang lang og interessant fordi der var så meget at snakke om. Wilfried nød tilsyneladende både nyt fra Kenya og Europa og vi nød at kunne høre om livet som ”muzungo” i Afrika gennem de sidste 32 år. Derfor blev klokken næste 10.30 før vi fik os rejst og vi gik sammen med Wilfried og hans kone Irene op til skolen som lå kun få hundrede meter fra vores homestay.
Skolen havde mere end 300 elever og var den skole med det bedste ry i området. Wilfried havde bygget den op i håb om at spare på så mange ressourcer som muligt, og i stedet for at lave de traditionelle sten, havde han udviklet en sten og købt en presse, som kunne lave mursten af sand og cement så man slap for at bruge så meget træ på brændingsprocessen. Skolen havde desuden et biogasanlæg, som omdannede organisk affald (læs lort) fra skolens toiletter til gas, som de så brugte i køkkenet til at lave maden med. Et af lokalerne var bygget som et kløver set ovenfra, og kunne omdannes til flere små eller et stort lokale. Skolen lå med udsigt ud over søen, og der var ingen tvivl om, at det var et fantastisk udgangspunkt for en god skole. Men det var derimod også tydeligt at høre på Wilfried, at han ikke var tilfreds. Han mente at det var svært at ændre mindsettet hos medarbejderne og dels også hos forældrene. Han ville ikke have en skole, hvor eleverne blev slået, men det var desværre hverdag for de aller fleste skoler i Uganda, og Peter O kunne bidrage med, at det ligeledes var tilfældet i Kenya. Nogle gange er det så slemt, at der er børn som bliver slået til døde og Wilfried kunne også fortælle om en lokal skole, hvor en elev var slået så slemt at hun blev lam. Det er os ganske uforstående, at sådanne metoder stadig bruges i skolerne, men også på det område er Afrika langt efter os og har nogle helt andre værdier. Lærerne på den grønne skole var efter Wilfrieds mening sløve og uengagerede, vi kom da også forbi en lærer, som stod og hang op ad en pæl udenfor klasselokalet, men eleverne sad indenfor og regnede… og bare et blik in på lærerværelset viste, at man måske godt kunne tage lidt ejerskab og rydde op eller fjerne spindelvæv en gang om ugen.
Efter skolebesøget var det tid til at køre mod Rutinda, en tur som gik rigtig meget opad og så ned til sidst mod søen. Vi ankom til Overland resort, og Peter O satte osafog fandt et godt sted med wifi. Vi vinkede farvel, tog rygsækken på og begav os ned til det lokale marked, hvor vi bestilte tre Rolex. De måtte gøre det ud for vores frokost. De er sådan set også gode, men det er den eneste snack, der sælges ved vejen, så det kan godt blive lidt ensformigt.
Vi snakkede lidt med de lokale, og da vi begav os afsted blev vi passet op af endnu en lokal, Grant, som læste økonomi og gerne ville snakke. Han fulgte os med et par kilometer, og fortalte om sit studie og spurgte interesseret ind til os. Da Peter spurgte ham, hvilket job han gerne ville have, svarede han; ”det jeg kan få”. Peter blev insisterende og spurgte igen, hvis du nu kan ønske, hvor vil du så gerne arbejde? Dertil svarede Grant, ”jeg vil gerne arbejde med det, jeg får tilbudt, ser du – mine forældre er ikke indflydelsesrige, så jeg kender ikke nogen, der kender nogen, og derfor må jeg tage, hvad jeg kan få”. Endnu engang stak det korrupte Afrika sit grimme fjæs frem, og både Wilfried og Peter havde sagt præcis det samme. Du kan ikke forvente et godt job, hvis du ikke lægger penge under bordet, eller kender nogen… Wilfried gav eksempler på forældre, der havde solgt deres sidste jordstykke for at deres søn kunne studere på universitetet, men som desværre ikke kunne få job bagefter for de ikke kendte nogle med indflydelse.
Vi tog afsked med Grant og ønskede ham held og lykke og så var vi alene. Vi gik gennem en meget smuk natur med masser af grønne farver og udsigt over søen med dens mange øer og dyrkede terrasser. På et tidspunkt kom vi til en flække, hvor vi købte vand, og vi holdt en lille pause i skyggen. Der kom flere forbi som spurgte, hvor vi skulle hen, men de spurgte også om de skulle tilkalde en taxa eller en scooter, som kunne tage os til vores bestemmelsessted, for da var da helt utænkeligt, at tre ”muzungoer” kunne gå alene. Vi blev turen igennem hilst venligt og smilende og kun meget få steder spurgte børnene ”give me money” men hvis mest fordi det var den eneste engelske frase, de kendte.
Vi måtte sande, at det var en meget varm dag, vi havde valgt, vi havde næsten drukket alt vandet, da vi havde omkring 6 km tilbage, og vi gik nedad og nedad indtil vi mødte en familie på fem, som var på vej hjem fra deres mark. De spurgte, hvor vi skulle hen, og kunne så fortælle os, at vi var gået forkert… vi skulle op, op, op og så til venstre. Py ha, det var næsten ikke til at overskue, men vi klarede det og tog afsked med familien. Det var dejligt at se, at det var hele familien som hjalp med arbejdet, og ikke kun kvinder og børn, som det ellers oftest er, mens mændene sidder i baren og drikker en brun, lokal og alkoholisk drik.
Peter var den der led mest i varmen og han kiggede på kortet og foreslog at vi tog en alternativ rute. Det gjorde vi og den gik nedad gennem marker og små hytter. På markerne blev der dyrket tobak, bananer, sorghum, tomater, bønner og majs.
Vi kom endelig langt om længe tilbage til Amasiko efter en tur på tyve kilometer i en brændende sol og bestilte straks 3 liter vand og tre kolde colaer. Det hjalp. Da det var vores sidste aften i vores homestay, havde Wilfried og Irene arrangeret en grilleaften helt nede ved søbredden. Det var så fantastisk at sidde dernede uden lys, kun med et par flagermuslygter og tusindvis af stjerner på himlen over os, og så blev der ellers fortalt afrikanske krøniker. What a way to end a good stay.
Kommentarer