Sagitwe, en perfekt vulkan

Vi nød en meget rolig morgen på luksus lodgen. Vi blev som en perfekt afslutning præsenteret for den mandlige udgave af den lokale art af kameleoner. Den havde 3 horn, og lignede forfra en miniature udgave af en for længst uddød dinosaur art.

 Da vejret tegnede lovende valgte vi at køre en omvej til byen Kisoro, tæt ved byen kunne vi på maps.me se at der skulle ligge en lille, men cirkelrund vulkan . Der var endda indtegnet en vandresti, og det fristede os meget. Vejen til Kisoro var god, noget af den gik igennem en bjergrig region, og vejen virkede næsten alpin med et par veludførte hårnålesving, asfalten var også uden huller, så det var en fryd at køre. Til gengæld ændrede standarten sig brat da vi forlod hovedvejen i Kisoro, fra jævn asfalt gik det nu over store sten på en meget ujævn grusvej. Faktisk var vejen så ujævn at vi måtte gøre holdt inden vi egentlig skulle. Detgjorde dog ikke det store, for det gjorde jo bare vandreturen en lille smule længere. Sagitwe har ikke været i udbrud længe, så den er fuldstændig dækket at små, ret stejle marker som vi måtte passere på vores vej mod kraterets kant. Fra krateret er der en fænomenal udsigt mod de meget større vulkaner i Virunga parken på grænsen mellem Rwanda, Uganda, og endda den demokratiske republik Congo. Nede i krateret vokser der lidt træer, men selv her er der dyrkede marker. Ugandas befolkning er verdens yngste med en gennemsnitsalder på omkring 15 år, så der bliver flere og flere munde at mætte år for år. Ved kraterets kant var der gang i en friluftsmesse, hvor en del kvinder iklædt farverige gevandter på tur fortalte hvad godt gud havde gjort for dem. Hver bekendelse blev afsluttet med at menigheden samlet sang amen. Det er nogle ganske andre religiøse ritualer end dem vi kender fra Europa.

 Efter det absolut vellykkede besøg på vulkanen mærkede vi sulten gnave, og i Kisoro fandt vi the coffee cafe, der navnet til trods også havde mad på programmet. Vi nød en relativt billig, meget velsmagende frokost, samtidig med at vi fra den ret skjulte terrasse kunne fotografere de lokale uden at vække unødig opsigt. Livet langs en vej i Afrika er ikke kedeligt ret længe ad gangen.

 Kisoro ligger ikke langt fra hverken Rwanda eller Kongo, så Peter Okoyo kunne fortælle os fra hvilke lande de forbipasserende var ud fra deres klædedragter. Efter frokosten kørte vi med ny chauffør videre mod Amasiko homestay ved Lake Buniunyi. Peter A ville gerne bevise sit værd bag rettet, og de første 35 kilometer var lette, godt nok lidt bjergkørsel, men på god vej. De sidst 8 kilometer var derimod meget anderledes end hvad vi er vant til fra Tyskland. Vejen slyngede sig langs søens stejle breder, og var ikke i denbedste stand for at sige det mildt. Heldigvis klarede vores 4 hjulstrækker strabadserne, men Peter var dog glad da han efter endt kørsel kunne forlade bilen og tjekke ind på det primitive, men meget charmerende homestay. Også her er det småt med gæster, eneste anden gæst var Alex fra Frankrig. Alex, der viste sig at være lærer, havde forladt Frankrig, og havde de sidste 2 år boet i Kinshasa, hovedstaden i den demokratiske republik Kongo. Det imponerede os meget, den gængse opfattelse er jo ellers at man skal være heldig hvis man overlever en uge i landet, og nu sad vi så sammen med en der frivilligt havde tilbragt 2 år der. Wilfried, ejeren af stedet, er af tysk / hollandsk oprindelse, og har boet i Afrika siden 1988. Han kunne fortælleen hel del sjove historier fra tiden i Afrika, og desværre også nogle mindre sjove hvad angår den meget udbredte korruption der gennemsyrer det meste af livet i Uganda. Han havde en sjov, og meget træffende betragtning hvad angår forskellen mellem afrikanere og europæere, som han sagde, the Europeans have the watch, but the Afrikans have the time. Oversat til dansk, Europæerne har uret, men Afrikanerne har tiden!