På tur i en udhulet træstamme
Efter en god morgenmad, som bestod af hjemmelavet yoghurt, frisk frugt, spejlæg og toast med marmelade og ost – ja, for første gang fik vi ost på turen- sad vi bare længe over et par kopper ekstra kaffe og snakkede med Wilfried, ejeren, som har så mange sjove og spændende historier fra sit 32 år lange eventyr i Afrika. Det er meget spændende at høre om hans bedrifter, men også om, hvordan Afrika har ændret sig gennem disse år. Den største trussel mod Afrikas udvikling er uden tvivl korruption. Den findes overalt og du kommer ingen vegne med mindre, du selv underlægger dig dette, hvilket er meget svært for en ”muzungo”. Det er i alt lige fra hvordan man får et job til hvordan man får et kørekort.
Da vi endelig rejste os blev vi enige med Wilfried om, at han gerne måtte hyre en lokal kano, altså en udhulet træstamme. Den ville komme kl. 14 og inden da kunne vi øve os i Wilfrieds oppustelige kano. Peter A så frem til at vise sine kano-skills så der blev ikke sparet på superlativerne, når han fortalte Peter O om hans evnerPeter og Christian satte sig i kanoen og selvfølgelig gik det ud over søen i en vældig fart med Peter bagerst. De sejlede en fin tur ud omkring en lille ø, og kom tilbage i fin stil selvom der var modvind på tilbageturen. Nu skulle vi så bare vente til klokken blev to. I mellemtiden var solen kommet frem og Christian udnyttede situationen til en svømmetur i søen. Det er en af de meget få søer som er sikre at svømme i, da der hverken er flodheste, krokodiller eller bilhazzia (en bakterie, som kan gøre dig meget syg). Der er en lille badebro, hvor også de små både og kanoerne kan lægge til, men en tidligere gæst havde ødelagt stigen op til broen, og med en dybde på 6 meter, var det lidt af en udfordring for Christian at komme op igen, men han klarede det til sidst! Det betyder dog at vi andre er lidt tilbageholdende med en svømmetur, for det er ikke ligefrem nyhøvlede planker, broen er bygget af, så det vil godt kunne kradse lidt på maveskindet, når man skal mave sig op…
Vi fik frokost og klokken blev to. Ingen kano. Klokken blev tre. Ingen kano. Vi spurgte Wilfried om han mon troede den kom, for ellers ville vi gå en tur. Den var lige på trapperne… Husk at afrikanerne har tiden og europæerne har uret…. Det havde drengen i kanoen ikke, han kom padlende i sin kano i slidt tøj og to forskellige sko, men han havde helt styr på sin kano. Sådan en træstamme er altså lidt af en sag at styre, den er tung som et ondt år og meget lidt fleksibel. Drengen gik lidt tøvende ud af sin kano og vi bad Nana fra vores homestay om at give ham en sodavand, mens han ventede på os. Det var med garanti første gang, han fik en sodavand, han kiggede meget på den orange Fanta, tog små slurke og der kom en lillebitte smil på hans læber, da han smagte den søde, boblende væske.
I mellemtiden kæmpede vi med at komme ned i kanoen, den var ret smal og vi måtte sande, at det blev umuligt med fire, da den begyndte at tage vand ind. Således blev det Peter og mig, der fik æren af første tur. Kanoen var lidt skæv, og Peter måtte læne sig til den ene side for at kunne styre – jeg padlede på livet løs og vi kom fint rundt og blev ovenikøbet hilst af en lokal i sin egen kano, der vist bare var imponeret over at se en ”Muzungo” som ikke havde en afrikaner til at styre…
Efter turen fik Christian og Peter en tur, men valgte at drengen sejlede med dem. Han stillede modvilligt sin Fanta på broen og vi forsøgte så godt som muligt at forklare ham, at han fik resten, når han kom tilbage. Den lille, spinkle dreng havde helt styr på kanoen og gav en fin tur til Peter O. og Christian – og han blev glad da han fik resten af sin Fanta inden han tog hjem igen.
Om atenen var der kommet to piger som også skulle bo her, de arbejdede i Sydsudan som NGOér og det var spændende at høre om deres job og hverdag. Tænk at bare på to dage, har vi mødt europæere, som bor i både Kinshasa og Juba – ret vildt!
Kommentarer