Dobre Dan

 Sådan siger man god dag på Kroatisk, eller rettere på serbo-kroatisk. Det minder en hel del om polsk, og begge sprog tilhører jo også den slaviske sprogstamme. Vi havde netop en Dobre dan på vores første hele dag på øen Pag. Efter en aften hvor vejret ikke helt viste sig fra sin bedste side, alt for varmt, blæsende samt endda lidt regn, var denne morgen klart bedre. Udsigten fra vores lille terrasse var fænomenal, kun et par palmer spærrede for udsigten ud over Adriaterhavet

Vi havde besluttet at køre mod nord, for tæt på øens nordspids ligger der en lille nationalpark med ældgamle oliventræer, de ældste er fra tiden hvor Jesus gik rundt ved Jerusalem, med andre ord omkring 2000 år gamle. Turen mod nord foregik ad den eneste vej der går derop, vejen er fin i forhold til mængden af trafik, men det siger heller ikke ret meget. Vi fandt parken, betalte de 40 kroner det koster at komme ind, og befandt os pludselig i en verden fyldt med ældgamle oliventræer. Træerne kræver ikke meget vand, meget heldigt, for landskabet var knas tørt. At jord kvaliteten heller ikke behøver være den bedste var også synligt, for der var klipper overalt.

Igennem olivenlunden gik der forskellige ruter, en af dem førte ned langs vandet, og den valgte vi. Langs kysten, der mestendels bestod af klipper, var der en fantastisk udsigt mod vest. Længere ude ligger der andre øer med mere bevoksning end Pag, der ved gud ikke ligefrem er dækket af frodige planter. Vi kom også forbi enkelte små vige hvor man kunne bade, vi modstod dog fristelsen og vandrede i stedet videre mod nord, hvor vi snart kom til den lille by Tovarnele hvor der dels var nogle butikker, dels var en sjælden sandstrand der så indbydende ud. Vi fortsatte dog ud mod øens nordligste spids. Vejen blev dårligere jo længere mod nord vi kom, og til sidst blev den til en sti, det afholdt os dog ikke fra at kæmpe os helt ud . Desværre kunne vi ikke finde et badested derude, men udsigten mod fastlandet, øen Rab mod nord, samt fjernere øer mod vest fejlede sandelig ikke noget. 

Når man har nået enden af noget er eneste vej jo tilbage, således også i dette tilfælde, vi vendte altså om og gik tilbage til den lille by, hvor vi havde udset os 2 steder der skulle besøges. Første sted var den lille sandstrand, 2. sted en hyggelig restaurant. At det blev i denne rækkefølge giver jo sig selv for dem der kan de gode baderåd. Det var dejligt at få badet i det klare vand, hvad temperaturen har været er ikke godt at vide, men selv Solveig nød det da hun først var kommet i, og så har det jo nok ikke været koldere end 25 grader. Vi mødte heldigvis ingen af de frygtede søpindsvin, der med deres lange pigge kan give en varige minder om en god badetur. Nu er søpindsvinene også lette at spotte på sandbund, så derfor tør vi kun bade hvor der hurtigt bliver så dybt at end fødder ikke kan komme i berøring med de små djævle. Efter badningen satte vi os i bogstaveligste forstand til at tørre, solen arbejdede hurtigt, og da der kun var aflejret salt tilbage på kroppen gik vi på restaurant. Her var der for en gangs skyld fyldt med kunder, så vi måtte vente på et par minutter på et bord, heldigvis var maden god.

Fra byen var der ikke langt til bilen der holdt parkeret ved olivenlunden, men hvad turen ikke havde i længde havde den i højdemeter. Især den første del var meget stejl, så atter engang blev vores vandre evner testet på denne ferie. Vi klarede det heldigvis, godt nok med sved på panden, men det er jo heller ikke så slemt igen. Aftensmaden lavede vi selv på vores lille køkken, lidt primitivt men velsmagende. Som en god afslutning på en dejlig dag gik vi en kort tur til et sted på stranden hvor vi kunne nyde en meget smuk solnedgang.