And the manager gives us a smile...

 Som Billy Joel næsten synger i hittet piano man. Spørgsmålet er jo så hvorfor vi har valgt den overskrift, og hvorfor har en "manager" smilet til os? alt dette og mere kan du få svar på hvis du læser videre i dette indlæg.

Vores dag startede som så mange andre med en kop kaffe så vi kunne vågne ordentlig. 2 kopper senere var  effekten slået igennem, og vi gjorde klar til at forlade vores "place" i Sarajevo de sidste 3 nætter. Dagens køretur var ikke så lang, kun godt 120 kilometer skiller Sarajevo og målet Mostar, så der var tid til et stop undervejs. Stoppet foretog vi i byen Konjic, hvor Osmannerne efterlod sig en gammel smuk bro da de måtte forlade området i 1878. Vi gik en kort tur rundt i området omkring broen, også her bemærkede vi et næsten totalt fravær af turister, hvad der skal blive af de lokale der har job indenfor turist industrien er ikke godt at vide. I Konjic fik vi købt lidt brød så vi kunne lave morgenmad, og vi fik da også en kop bosnisk kaffe på en cafe der lå smukt ved siden af floden. Her sad der ældre mænd og røg og hyggede sig, næppe den værste måde at tilbringe livets aften på. En kop bosnisk kaffe er god, men den er meget hurtigt overstået, og derfor blev vores pause af relativ kort varighed. Vi kørte derfor videre mod Mostar og efter Konjic ændrede landskabet karakter; bjergene blev meget dramatiske, og vi kom også forbi en kæmpestor kunstigt anlagt sø. På en måde er det altid trist når menneskerne på den måde piller ved naturen, på den anden sige var søen vildt flot, og danner givetvis grundlag for en del økonomisk aktivitet for de lokale. Vi stoppede i hvert fald op og fik taget nogle billeder. 

I Mostar var vi ved 13 tiden, efter lidt vanskeligheder fik vi adgang til vores værelse på Motel Deny, beliggende meget tæt på den gamle bydel, ja, endda så tæt at vi kunne se den lille af de gamle osmanniske broer fra vores balkon. Vi gik naturligvis straks ud for at gense Mostar som vi sidst besøgte tilbage i 2010. Lidt er der sket, der er nu lidt færre ruiner fra borgerkrigens tid inde i centrum, i deres sted er der dukket flere smukt renoverede huse op. En anden forskel var de langt færre turister vi mødte på vores vandring gennem de smalle gader, Ikke at vi var alene denne gang, men trængsel var der på ingen måde tale om, ligesom der ved samtlige restauranter og barer var ledige pladser at få. For os naturligvis en positiv situation, vi kunne nyde atmosfæren i ro og fred, men for dem der har investeret i tursimen en katastrofe nu på 2. sæson. Vi fik set et par udspring fra broen, der med 22 meter over vandoverfladen kræver en del mod at springe fra. Nogle unge talenter morede sig med spring fra en platform lidt nede af floden, de er så klar når de attraktive pladser som udspringere bliver frie. Med den almindelige månedsløn i landet på 500 euro in mente må det være populært at være en del af udspringsholdet. Før springet samles der penge ind blandt turisterne, og det bliver garanteret til over 100 euro pr. spring på en god dag.

Efter en varm gåtur rundt i byen tog vi tilbage til Denys for at drikke en kold øl og nyde aircondition anlægget på værelset. Tilbage i 2010 havde vi efter ca. 5 minutter ude i byen også besluttet os for endnu en nat på vores hotel, netop på grund af aircondition, dengang havde vi ellers boet i telt på campingpladser, så da var det forbundet med vild luksus. 

Aftensmaden valgte vi at indtage på restaurant Taurus, dels på grund af, at der så hyggeligt ud, dels på grund af, at man der kunne betale med kort- vores beholdning af konvertible mark ville have gjort det svært at vælge frit på menukortet. Vi var de eneste gæster da vi kom, men det lod vi os ikke gå på af. Det muliggjorde jo også at vi frit kunne vælge et bord, så vi valgt naturligvis det med den bedste udsigt. Da det var sidste aften gav vi den hele armen, forret, specialhovedret og dertil naturligvis den dyreste flaske vin, vi kunne finde på menukortet. Maden kom, og vi fortrød på ingen mode vores valg af restaurant, tjeneren var opmærksom og virkede flink, omend også lidt frustreret over de manglende gæster. Heldigvis kom der et andet par mens vi spiste, men det batter jo ikke rigtigt. Nu er der heller ikke noget så trist som en tom restaurant, det er som om fulde borde bare trækker flere gæster til, mens tomme skræmmer potentielle kunder væk. Da vi var færdige med maden fik vi kaffe, og derefter en øl, og så skete det, først kom der et 3. par, og derefter yderligere 1. Da var det tjeneren gav os et smil, som vi måske lidt naivt  tolkede som et tak for hjælpen med at skaffe kunder. Pludselig havde han travlt, for gæsterne nærmest væltede ind, en gruppe på 6 personer måtte endda gå forgæves da der ikke var flere borde fri udenfor. Således sluttede vores dag i Mostar, med god mad og godt humør.