Mod sydligere himmelstrøg

 Er det her Ungarn?

Det er et velberettiget spørgsmål og om lidt finder du ud af, hvorfor. Efter at have taget afsked med Sisse, Claus og Natasha, som kørte videre mod Krakow, pakkede vi det sidste og satte kurset mod den nærmeste slovakiske grænse. Det viste sig at være et helt forkert valg af grænseovergang... slovakkerne havde lukket denne grænseovergang, men det fandt vi først ud af, da vi holdt foran en stor betonklods - og det ovenikøbet efter at have siddet i kø i 1 time fordi vejen var fuld af bilder, der allesammen ville udnytten den klare blå himmel, det gode vejr og de høje temperaturer til at komme til den meget berømte sø. Morskie Oro. Py ha, parkeringspladsen var hurtigt fyldt og vejen var ét stort kaos af biler, minibusser og taxaer, der prøvede at komme frem. Men med tålmodighed og aircondition lykkedes det os at bevare roen, vi skulle trods alt ikke køre så langt, og vi nåede en anden grænseovergang i løbet at en times tid, nu små to timer efter vi havde forladt Zakopane. Ved grænsen blev vi bedt om at vise pas, vi skulle også svare på hvad vi skulle i Slovakiet, men da vi fortalte, at vi skulle til Ungarn og dermed kun være i transit, fik vi med det samme lov til at passere.

Vi kørte forbi de høje Tatrabjerge fra den anden side, og nøde de små landeveje og den smukke udsigt. Slovakiet mindede meget om Polen og da de også har Euro besluttede vi os for at holde ind ved en lille, meget lokal restaurant og få frokost. Det blev en lokal ret bestående af en slags ravioli med kartoffel og ostefyld og nogle pasta i en syrlig sovs med bacon og forårsløg - hertil en iskold cola for temperaturen var oppe på de 31 grader nu.

Grænsen var åben 2 dage før vi forsøgte at passere den i bil. Der hvor cyklisten er på billedet var der 2 dage efter en gigantisk betonklods.

Vi krydsede grænsen til Ungarn uden at møde en grænsebetjent på den ungarske side. Vi kørte kun på de små veje og stort set med det samme var vejene dårlige, ujævne og med huller så store som bombekratere. Vi kom igennem små landsbyer, og der var overraskende mange huse, der havde brønde udenfor. Vi blev enige om, at det nok var et levn fra tidligere lige indtil vi så en ung mand stå og pumpe vand op af en en brønd... og længe gik der ikke får en gammel, firkantet Lada kom kørende forbi os i modsatte side. Jeg havde en idé om, at Ungarn i hvert fald var lige så langt fremme som Polen, hvis ikke længere - men det er så slet ikke tilfældet. Polen har overhalet Ungarn for længst!! Et godt pejlemærke er bilerne, vejenes tilstand, husenes beskaffenhed og befolkningens påklædning - og her halter Ungarn bagefter. Hvis man kun har været i London har man ikke set England og hvis man kun har været i Budapest har man ikke set Ungarn - de store, populære byer er ikke et udtryk for den almene udvikling i landområderne eller i landet som helhed, således heller ikke i Ungarn.

Vi ankom efter flere timers kørsel ad små veje til en smuk, gammel by - Eger - som er præget af landets forhold til Østrig/Ungarn og derfor er den fyldt med smukke gamle huse. Dem gik vi rundt og nød efter at have installeret os på på et hotel, hvor vi ud over én anden var de eneste gæster.

resten af dagen og aftenen nød vi de høje temperaturer, den smukke by og en god middag på en restaurant, hvor vi også var de eneste gæster. Vi havde bedt om en flaske lokal, rødvin, den kom tjeneren også med, men han ville nu anbefale en tør hvidvin (også lokal), da den passede bedre til maden og varmen. Det sagde vi tak til, og fortrød ikke - ovenikøbet var den halv pris af den røde - det har vi alligevel aldrig oplevet før. Vi sluttede dagen af med at købe lidt lokal vin til vores lager derhjemme inden vi vendte tilbage til hotellet.