Ømme muskler men en stålsat vilje

På trods af gårsdagens strabadser stod vi op kl. 07.15 for i dag skinnede solen og himlen var blå. Det betød selvfølgelig en ny vandretur i de høje Tatrabjerge, men vi var også i selskabet enige om, at det skulle være mindre anstrengende end den foregående dag.

Derfor havde Peter og Sisse udset sig en tur rundt om to små søer - en tur med færre højdemeter, men med lidt flere kilometer. Vi skulle køre til en nærliggende parkeringsplads, men da vi kom frem var pladsen fuld og vi blev henvist til en plads, som lå lidt længere væk; ca. 1,5 km.

Vi måtte altså starte med en gåtur langs en asfaltvej hen mod nationalparken. Det har virkelig forbavset os hvor mange polakker, der er outdoor-typer. De vandrer, klatrer og gør det både med venner, som par og rigtig mange som familier med rygsække, bæreseler til børnene og mest af alt et rigtig godt humør. Det er det moderne Polen vi har mødt, og alle fordomme om tyvagtige og fattige polakker, kan man godt pakke helt væk, sådan er det slet ikke længere. Når man kigger på en polsk parkeringsplads er det ikke til at sige, om man er i Tyskland eller Polen, bortset fra nummerpladernes landekoder! Så nu er det helt slut med at fortælle dårlige vitser om stjålne biler i Polen, de vil hverken eje eller have vores gamle spand!!

Vi kørte de 18 km op til den nærmeste p-plads, som også er udgangspunkt for den meget besøgte sø, Morskie Oro, hvortil man kan blive transporteret i hestevogn, hvilket mange benytter sig af, men ikke os!

Vi betalte for adgangen til nationalparken som alle steder er en enhedspris på 10 kr. - det er en pris, man gerne betaler og til gengæld er stierne utrolig godt skiltede og der er toiletter, skraldespande og borde/bænkesæt mange steder. Derefter gik vi ad en støt stigende asfalteret, bred vej opad mod vores vandresti. Det var utroligt at se, hvor mange, der kom valsende opad. Det var, som Sisse sagde, næsten som festivalstemning, hvor man er på vej til eller fra spillestedet. Efter ca. 40 minutters vandring i varme, nåede vi frem til vores vandresti. Vi startede dog med en lille drikkepause inden vi tog fat på den hårde tur, som gik opad. Atter engang på en flot anlagt sti med store sten lagt som trapper. Der var vandfald, grønne nåletræer, beregner og vilde blomster i alle farver. Efter en længere tur, hvor vi gik pænt opad og en stor del af vejen langs et vandløb, kom vi til en udfordrende del af turen op imod et vandfald. En delstrjle og glatte klipper skulle forceres, men desværre vandt Sisses højdeskræk over hende, og til trods for Claus´og Natashas forsøg på at overtale hende til at gå videre, måtte hun vende om. Øv... men resten af gruppen fortsatte op imod de to meget flotte søer, og det var fantastisk at se dem med det blanke vand og spejlingerne imens der var en øredøvende ro som stor kontrast til den larm som vandfaldet havde forårsaget. Vi fik en velfortjent frokost i bjerghytten og Claus købt en kage i en take away box, som Peter spurtede nedad bjerget med. Sisse havde ventet på os ved korsvejen og på grund af Peters raketfart havde hun fortæret lækkerierne inden vi nåede ned til dem.

Gruppen var atter samlet og gik tilbage til parkeringspladsen. det blev en tur på 750 højdemeter og 20 km. På vej ham holdt vi ind og spiste på en restaurant i Zakopane og hvis der havde stået én med et kamera da vi kom ud af restauranten og gik ned ad trapperne, fik han et billigt grin for den ene gik ringere end den anden... ben, ryg og arme var stive efter flere dages vandring i højderne, men heldigvis kunne vi kun grine af det.