På toppen af Sarajevo

 I dag var det søndag og vi besluttede os for at gøre som mange af de lokale, nemlig at lave en lille picknik. Vi vil tage med bjergbanen, en flot ny gondol, som blev givet til byen af en rig canadier, der er gift med en kvinde fra Sarajevo. Vi havde bevæbnet os med en stor flaske vand, to colaer og nogle brød fra den lokale bager. Dernæst fik vi købt billetter til gondolen og så var det afsted. Det var en utrolig smuk morgen, med sol og heldigvis lidt lavere temperaturer. På vejen op mod gondolen lød der en slags oplæsning i nogle kraftige højtalere, der rungede ud over hele byen. Først troede vi, at det var en gudstjeneste, men fandt senere ud af, at det var de myrdede ved massakren i Srebrenica for 26 år siden, præcis denne dag. som blev nævnt én efter én. Dagen i dag er også national sørgedag, der omkom over 8.000 muslimske bosniere den dag for 26 år siden. Selv i dag erkender serberne ikke, at det var etnisk udrydelse, de har dog erkendt massakren. Vores guide i går  fortalte os at "Bal" betyder honning og "kan" betyder blod. Det er meget sigende for stedet her, at man ca. hver 50. år kommer i konflikt med hinanden og som indtil nu er endt i en blodig krig. Vi synes begge utrolig godt om Balkan - tingene er ikke så regulerede, og man tager lidt mere afslappet på alting. På sin vis er det lidt europas Afrika, og så alligevel ikke - men tendensen er der. Der mangler som regel også lige de sidste 10 % af en indretning på en restaurant eller på et nybygget hus.. og sådan kan man blive ved, men tingene fungerer, og det er tilsyneladende ikke noget, der går de indfødte på. 

Nå men tilbage til gondolen som vi nød at køre i mens vi så byen nedenunder os. Der var en fantastisk udsigt! Sarajevo ligger virkelig i et hul omgivet af bjerge, så det har været let for serberne at belejre byen. Vi kom af på toppen og der var fine steder med borde og bænke, hvor man kunne nyde sin mad. Vi var dog ikke sultne så vi studerede kortet med ruter og besluttede os for at vandre ad H1 som tog os til toppen af Trebevica 1629 moh. Det tog os ca. 2 timer og da vi nåede toppen tordnede det voldsomt så vi blev ikke stående længe deroppe. Det begyndte også så småt at regne, men inde i den tætte skov, var det bare behageligt og kun enkelte dråber ramte os. På vej nedad gik havde vi set på kortet, at der var ikke mindre end to hytter, en såkaldt Dom, hvor vi kunne spise. Vi besluttede os for at finde lidt at drikke i den første, vi havde jo madpakkerne med i tasken. Vi blev budt indenfor af hyttefar, som meget gerne ville i kontakt med os, men som desværre ikke talte ret meget engelsk, han fik dog hurtigt arrangeret et bord til os og vi købte to øl. Hytten var indrettet med forskellige sofaer (måske er det misvisende at bruge ordet indrettet - jeg tror det nærmere var udstyret med), en stor gammel kakkelovn og et bord hvorfra hyttefar betjente fadølsanlægget. Ude bagved var køkkenet og i forgangen var der rygerafdeling, for sådan noget findes stadig på Balkan. Vi ved ikke hvad man kunne spise, for der var intet menukort.

Efter vores pause gik vi videre, den næste hytte var meget flot, men desværre lukket - det kunne godt have noget med Corona at gøre, for den var forholdsvis ny, men et sørgeligt syn, at den bare stod tom. Vi satte os på en træstub og spise madpakken, skoven lignede en dansk nåleskov, lige bortset fra højden på træerne og de stejle stigninger. Sidst på ruten kom vi forbi to gamle huse, der var blevet beskudt og sprængt, området var en del af "Sniper Alley", hvor de serbiske snigskytter havde lagt på lur og skudt ned i byen mod bosnierne. Det var atter engang underligt at stå midt i den historie, vi selv har set udspille sig på TV. Byen slikker stadig sine sår, og der er fragmenter fra krigen mange steder. I aftes besøgte vi en kirkegård med de muslimske ofre - alle døde mellem 92-95, og alle gode mænd i omkring 30-40 års alderen. Det må være underligt at bo side om side med en fjende, især hvis man selv har fået mén efter krigen og f.eks sidder i kærestol, halter eller har mistet et ben.

Vi kom ned mod byen igen og sad et stykke tid og kiggede ud over byen fra et højdedrag inden asfaltvejen igen startede. Vi kunne stadig høre navne blive læst højt... en smuk måde at mindes på.

Vi har haft nogle meget spændende og indtryksfulde dage i Bosniens hovedstad, i morgen tager vi til Mostar og glæder os til gensynet med den smukke by.