Vi havde besluttet at vores første store vandretur i de høje Tatra bjerge skulle føre os op på toppen af Giewont, det meget synlige bjerg der troner højt over Zakopanes sydlige del. Bjerget er 1895 meter højt, og da vores hytte ligger i ca. 850 meter højde betyder det jo en vandretur på over 1000 højdemeter. Vi kunne starte fra selve hytten, og de første 3,5 kilometer førte ad samme rute vi havde gået dagen forinden. Hvor vi dagen før var gået til venstre ved en lille lysning, gik vi nu til højre samme sted. Det ændrede nu ikke noget ved oplevelsen, også denne dag var stigningen brutal. Vi kæmpede os op igennem tæt bevoksning, regnen holdt sig mod forventning på afstand, kun enkelte dryp blev det til, ikke så ringe når vejrudsigten stort set havde lovet noget der kunne minde om heldagsregn. Af og til har man jo lov til at være heldig. Vi holdt mange pauser på vejen op, stigningen gjorde det nødvendigt ofte at stoppe op for at få luft. Efter hvad der føltes som et ondt år nåede vi et svært sted på turen, nogle meter gik langs en dyb slugt, og derefter skulle man over en klippe hvad der nærmest krævede lidt klatre egenskaber. Heldigvis var det det sidste teknisk udfordrende sted inden vi nåede en plads hvorfra vejen op mod Giewont gik fra. Herfra var der ca. 100 højdemeter der skulle klares. De sidste meter er der udspændt kæder, og det betød at Natascha og Sisse ikke ville gå med op. Vi andre 3 begav os afsted, og nåede da også toppen efter nogle stejle sidste meter. På toppen var der mange andre vandrere, men på en god dag når der ikke er Corona kan folk stå i kø i lang tid inden det bliver deres tur, så måske var det godt nok at vejrudsigten ikke var den bedste denne lørdag. Da vbi havde sundet os på toppen begav vi os nedad, i mellemtiden havde Sisse og Natascha forladt plateauet og gået ned mod en bjerghytte. Vi skyndte os ikke for alvor, berusede som vi var af glæden over at have nået toppen. (sådan skal de jo lyde, virkeligheden er nok at vi bare var lettede over at have klaret nedstigningen. Vi fik dog benene på nakken da sisse pludselig ringede og fortalte at der var en bjørn længere nede af ruten. Hurtigt kom vi i gear, og ganske rigtigt, da vi nåede de andre stod der en bjørn på modsatte bjergside og mæskede sig i det frodige grønne plantetæppe. En kæmpe oplevelse, og desværre også et tidspunkt hvor ærgrelsen over at den store linse ikke var med på vandreturen dukkede op. Vi fik nu nogle ganske ok billeder alligevel, og kan i hvert fald prale af at have set en bjørn i den vilde natur. Efter oplevelsen med bjørnen gik vi til hytten, der opvartede med kolde øl og varm suppe, heldigt at det ikke var omvendt. Begge dele var lige hvad vi havde brug for. Den sidste del af turen var ikke så spændende, men det gjorde ikke så meget, vi havde dels nået toppen af Giewont, dels set en bjørn i det fri. Om aftenen vandt Danmark tilmed 2-1 over Tjekkiet og er dermed i EM semifinalen, sikken da en dag.
Kommentarer