Muy cálido en la ciudad

 

Da vi vågnede var det desværre stadigvæk mørkt, og utroligt nok var det svært at finde ud af hvad klokken var. Da vi gik i seng var det med en tidsforskel på 8 timer i forhold til hjemlige forhold, men da vi vågnede var forskellen kun 7 timer. Forklaringen er følgende, i Mexico bestemmer de enkelte delstater åbenbart selv hvad de stiller op med sommer og vintertid. Således stillede Yucatan om til sommertid i nat, hvilket skar en time af forskellen. Quintana Roo, hvor lufthavnen ligger har ikke sommertid, så når vi kører mod øst igen sker der ikke nogen tidsomstilling.

Mexico er et land vi ved forbavsende lidt om... men som det altid sker, når man er nye steder, vækkes interessen for landetsåvel politisk og kulturelt. Vi har selvfølgelig læst om diverse turistst-destinationer da  vi planlagde turen, men ud over store kaktus, tequila og narkokarteller vidste vi ikke meget. Vidste du for eksempel at Mexico står for 60% af verdens økologiske kaffeproduktion? Eller at de har er det 4. største olieland i Amerika? At rejse vækker nysgerrigheden og giver dig lyst til at lære mere. Jeg er temmelig sikker på, at vi aldrig var kommet til Mexico, hvis det ikke var for De berejstes klub. Det er et spændende rejseland, en utrolig venlig befolkning og det er let at rejse rundt på egen hånd.

Vi vågnede kl. 06.00 lokal tid (inklusiv Christian...) og dermed havde vi sovet i 9 timer. Derpå lå vi lidt og kiggede på telefonen og svarede på de beskeder, der var sendt til os i nattens løb. Da vi havde fået gnedet søvnen ud af øjnene og solen var stået op, var det tid til en morgendukkert, og da var temperaturen allerede på 27 grader. Således refererer overskriften til de temperaturer, vi møder. Det er en heftig varme, men vi vænner os langsomt til det. Vand bliver indtaget rigelige mængder, og toiletterne behøver vi ikke kigge efter i stor stil, da vi sveder det hele ud igen.

Klokken halv ti gik vi tilbage til vores "Stamcafe" og fik en mexicansk morgenmad. Peter fik en omelet, Solveig fik to tacos med spejleæg og Christian fik scrambled egg med skinke og ost samt små tortillas med tomatsalsa. Maden er ikke stærk, når den bliver serveret, men der kommer altid ekstra sovse med stærk chili så man selv har mulighed for at krydre maden - meget praktisk for de europæiske ganer.

Christian mente ikke, at vi kunne bruge ham som spansk guide på turen, men overraskende for ham selv, kan han faktisk en her del og ved især meget om grammatik og udtale regler, men motivationen for at blive bedre er der i hvert fald:-) så det er vi ret taknemmelige for, det er nemlig ikke alle, der kan engelsk, men selv med et begrænset ordforråd på spansk kan man sagtens klare sig.

Vi gik ind til Valladolid efter morgenmaden, på vejen fik vi lige købt et sim kort, så vi nu også kan være i kontakt med omverdenen uden for wifi zonerne.

Byen Valladolid er den tredje største i staten Yucatan. Der er mange kolonihus i alskens farver, som giver en positiv følelse, når man går rundt. Vi fandt byens centrale park, hvor de lokale luftede søndagstøjet. Overfor var den lokale kirke, en stor sag bygget af gamle sten fra Maya ruinerne ved Ek´ Balam. Den var nu ikke særlig pæn indvendig men storslået udefra. Efter at have indtaget en liter vand fortsatte vi til "Templo de San Bernardino" fra 1560 som havde en funktion af både fort og kirke. Da det var søndag, kunne vi bese fortet alt imens skønsang fra dagens gudstjeneste nåede os gennem de tykke og kølige mure. Bagefter var det tid til at gå retur til hotellet, hvor vi på vejen købte tre kolde øl og en pose chips (man skal jo opretholde saltbalancen).

gaden ned mod San Bernadino var faktisk en attraktion i sig selv. her var der smarte butikker, og husene var fra kolonitiden.

den gode gamle boble er stadig at finde i stort antal på de mexicanske veje. Den sidste løb af samlebåndet så sent som 2003.

Nu slapper vi så af på hotellet i skyggen alt imens der høres musik og råd fra byens baseballe Stadion, som vi er naboer til. Senere står programmet på en svømmetur i en cenote (sinkhole) I gåafstand fra vores hotel. Mere herom senere....

Lyden fra baseball stadionet lokkede Peter og Christian til et besøg, Solveig nøjedes med at kigge ind af den åbne dør. Entreen kan dog ikke have været udslagsgivende, vi måtte således tage afsked med 40 mexicanske pesos, omregnet til omkring 13 kr. for 2 billetter for at få adgang til det lille stadion. Baseball er på ingen måde Peters favorit sport, men selv han måtte erkende at der herskede en hyggelig atmosfære , og fotomulighederne var gode. Det viste sig at være et opnår mellem Valladolid, og den meget større naboby Merida vi var dumpet ind til. Første slag vi så var en home run, bolden forlod simpelthen stadion. Senere så vi andre slag, men ingen der var så gode som det første.

Efter baseball oplevelsen hentede vi Solveig ved poolen, og begav os afsted med Conote Zaci, og frokost, som vi havde planer om at indtage i den tilknyttede restaurant. Turen dertil var på 1,7 kilometer, men det var nok til at vi havde behov for over 1 liter vand. Solen stod højt på himlen, og især Peter svedte som et dyr, Christian var imponeret over at det lykkedes farmand at svede igennem skyggen på den udlånte baseball cap. Da vi endelig var fremme ved Cenote zaci ventede der os lidt af en overraskelse, Cenoten var lukket de næste par måneder grundet renovering, lidt af en bet, og underligt at det ikke stod på stedets hjemmeside. Restauranten var derimod åben, men efter at have været derinde og mødt de første uvenlige mexicanere på turen valgte vi for en gangs skyld at gå igen. I stedet fik vi god mad på et lille sted en kort gåtur derfra.