Mod Mexico

 Vi er på vej på årets påskeferie. Med en fridag fredag den første april kunne vi tyvstarte og kørte allerede efter endt arbejdsdag mod Frankfurt lufthavn. Igen i år afgår vores fly fra Frankfurt. Sidste år var destinationen Uganda, og i år går det så i vestlig retning. Vi flyver med Air Canada, og det betyder en mellemlanding i Montreal lufthavn. Vejret da vi startede fra Himmernmoos gav i den grad lyst til at tage afsted på ferie, væk var de sidste par ugers solskin og varme, i stedet blev vi budt på et hvidt landskab, der godt nok var smukt, men som ligesom ikke rigtig hører sig til i påskeferien på vore breddegrader.

Vi slap fint igennem Elbtunnel, der jo altid kan stikke en kæp i hjulet på ens tidsplan. Ned af A7 var der heller ikke megen anden trafik at tage hensyn til, så da vi følte sulten melde sin ankomst var vi allerede omkring Kassel. Her fandt Christian et god solid tysk restaurant, der imponerede med vildt hurtig betjening, og meget store portioner mad. Mætte og tilfredse kunne vi så begive os ud på sidste etape mod Frankfurt, hvor vi var fremme ved lufthavnhotellet lidt efter kl. 22 Alt i alt en god start på turen, uden problemer af nogen art. 

Fredag morgen kom vi hurtigt i tøjet, kørte de 2 kilometer til lufthavnen hvor Solveig havde 100% styr på parkeringsproceduren, så vi fik stillet bilen og var hurtigt på plads i terminalen hvor det dog var nødvendigt med lidt vandren rundt inden vi fandt Air Canadas check in sted.

Foran skranken var der kø, og betjeningen virkede ikke voldsomt effektiv. Et par havde en større hund med der skulle tjekkes ind, hvad der tog meget lang tid, og et par kvinder lod til at ville spørge om alt hvad der faldt dem ind, de lod til at hygge sig gevaldigt ved skranken, og havde tydeligvis ikke travlt med at komme videre. Hunden blev endelig tjekket ind, men desværre forsvandt check ind medarbejderen sammen med hunden, og kort tid efter var den medarbejder der havde betjent kvinderne også færdig med sin vagt. Det efterlod en tydeligvis frustreret herre som eneste check in medarbejder. Godt nok kuppede han i den grad neglene, men det var alligevel en håbløs opgave for ham ene mand at holde køen i skak, den bare voksede og voksede.

Heldigvis fik han organiseret en ekstra medarbejder ,og selvom hun på ingen måde udstrålede samme grader af kompetence og entusiasme gled indtjekningen dog lidt bedre. Vi kom således igennem, og nåede også hurtigt igennem security. Peter havde som sædvanlig glemt kortet med beviset på hofteprotesen, men det gav heller ikke denne gang anledning til problemer. 

I flyet fra Frankfurt til Montreal var der entertainment, dejligt når der skal slået 7 en halvtime ihjel. Same grad af luksus var der desværre ikke at finde i flyet fra Montreal, så den sidste flyvetur føltes lang, selvom den kun var på godt 4 timer.

I Cancun fandt vi hurtigt vores shuttle, og vel fremme på hotellet faldt vi hurtigt i søvn efter en dag på 31 timer.