Så lykkedes det endelig. Efter endnu en morgen hvor vi er vågnet lidt vel tidligt fik vi pakket vores habengut og gjorde klar til at forlade vores hyggelige lille hotel. Da Christian ikke var helt klar blev det lige til lidt fugle fotos ude i den lille have foran hotellet, hvor vi fik et par ok billeder i kassen. Morgenmaden ville vi indtage på den lille lokale vejside restaurant, men da vi nåede derhen var den lukket. Ejeren var dog i området, og med fagter forsøgte han at kommunikere med os. Vi var ikke helt med på hvad han forklarede, men valgte at gå ned om hjørnet for at købe noget vand. Så kunne vi jo altid se om der var åbent på vejen tilbage. Heldigvis var skodderne rullet fra da vi atter gik forbi, og vi blev dermed dagens første kunder. Som de andre måltider samme sted var det en positiv oplevelse, vi kan hvert fald klart anbefale det ydmyge steds maya omelet.
Man kan ikke sige at stedet er flot og fint, men det var givetvis en autentisk oplevelse. Vi ville spise her igen hvis vi nogensinde får muligheden.
Efter morgenmaden tog vi afsted mod Chichen Itza, den mest kendte af de gamle inkabyer der også er blevet kåret som et af de 7 nye verdensvidundere, ikke dårligt for noget der er små 100 år gammel. Vi havde dog efter gårdsdagens cenote skuffelse valgt at gøre et nyt forsøg, og kun en lille omvej var nødvendig for at nå hele to cenoter tæt på Valladolid. Heldigt nok var der en vis rabat hvis man valgte at besøge dem begge. At dømme efter parkingspladsens størrelse kontra det antal biler der holdt der er turismen ikke helt oppe i gear herovre endnu. Vi besøgte Cenote Samulá som den første. Her er der et ret stort hul i luften, hvilket betyder at der kommer en del sollys ned. Det giver en godt sigtbarhed, og det var tydeligt at se de mange svaler konstant fløj ind og ud af hulen. Siden 2021 har det fra regeringens side været et krav at man skal bære redningsvest når man svømmer. Måske af sikkerhedshensyn, måske af økonomiske hensyn, for det giver nemlig arbejde at udleje redningsveste, 25 mexicanske pesos ved den ene cenote, og 30 ved den anden. Når det så er sagt var det egentlig behageligt nok at have vesten på, så kunne man nyde øjeblikket uden at skulle arbejde for at holde sig flydende.
Cenote Samulá som vi stort set havde for os selv. Da vi kom var der 4 andre, men da vi gik var vi de eneste dernede. Parkeringspladsenhavde plads til over 100 biler, og der var vel 5 da vi kom. Turismen har hårde tider pt.Fra Samula var der ikke langt over til cenote X-keken. Området mellem de 2 center var præget af en hård kamp for at få lidt penge ud af de skræmmende få turister der trods alt var i området. Overalt var der små boder med håndværk, og også et par forfriskninger kunne må få til at slukke tørsten med. Da vi kom ned i cenoten fik vi selskab af en livredder, der åbenbar vurderede at vi næppe ville komme i problmer, for han lagde sig resolut på ryggen var ikke det fjerneste interesseret i hvad vi foretog os.
Kommentarer