Chichen Itza

 

Tæt ved Piste ligger Chichen Itza, Mayabyen der for efterhånden nogle år siden blev kåret til et af verdens 7 nye vidundere. Vi har hele tiden vidst at vi ville besøge stedet på vores tur, og derfor havde vi også lagt en overnatning i Piste. Det anbefales på det kraftigste at komme når stedet åbner, altså kl. 8. Forpasser man en tidlig start kommer man efter sigende til at kæmpe sig frem når først alle all inklusive folkene inde fra Cancun dukker op ved 11- 12 tiden. Vi måtte derfor tidligt op, og det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, der havde valgt at overnatte i Piste med henblik på at se den berømte by. Fra alle værelserne myldrede folk ud for at gøre klar til at tage afsted. Vi tog det lidt med ro, stedet serverede sandkage, og der var varm kaffe på kanden. 
Vi fandt i løbet af ti minutter en parkeringsplads meget tæt på indgangen og måtte stå i kø ti minutter indtil klokken blev 8. Dernæst fik vi vores billetter og blev vist hen til security, der skulle tjekke vores tasker. Det viste sig, at vi ikke måtte have den store linse med ind, så den måtte Peter tilbage med for at deponere i et aflåst skab. Derefter var vi klar til at se det nye vidunder, og forventningen var stor. Vi gik ad en støvet sti, horde små souvenirboder var ved at blive pakket ud, og ikke længe efter fik vi det første glimt af den store pyramide. De fleste stoppede op med det samme og fandt kameraerne frem så de kunne tage billeder lige mod solen... Vi skyndte os om på den anden side, og var så heldige, at der stort set ingen mennesker var så det lykkedes os faktisk at få adskillige billeder UDEN mennesker på- det havde vi alligevel ikke troet, så lønnede det sig alligevel at stå tidligt op og sove tæt på.
Vi gik rundt mellem ruinerne i omkring tre timer. På et tidspunkt kom vi til et observatorium, som. Mayaerne bl.a har brugt i forbindelse med deres kalender. Der var enkelte souvenirboder, og Christian og jeg kiggede interesseret på nogle figurer til vores lille hylde derhjemme. Manden i boden snakkede godt engelsk og fortalte, at der næsten ikke kom nogen turister herom - de fleste gik kun rundt om den store pyramide og så kørte de igen. En skam at turismen er blevet så overfladisk for mange, at det kun handler om at se highlights - tage et par billeder som kan postes til de sociale medier og så skynde sig videre. Området indeholdt virkelig mange spændende steder og imponerende bygningsværker som i mange andre byer ville være en top attraktion. 

Kukulcan pyramiden er faktisk en stor kalender. Hver af de ni niveauer er delt i to, således at man får 18 niveauer, der symboliserer årets 18 måneder med 20 dage i hver måned og fem dage i slutningen af året. På hver af de fire trapper, der går op til toppen af pyramiden er der 91 trin, 4×91 giver 364 og med selve toppen giver det tallet 365, lige så mange dage der er i året.
Maya-kulturen opstod i Guatemala ca. år 2500 f.kr. Ca. 100 år senere begyndte den første indvandring af mayaer til Yucatán, og kulturen udviklede sig hastigt omkring år 1000 f.kr. Den 25 meter høje pyramide er lavet som én stor kalender, og her er så mange finesser og detaljer, at man ikke kan undgå at blive imponeret.
Den første pyramide på stedet blev opført af mayaerne omkring år 800. Senere byggede toltekerne videre på pyramiden, der havde mange funktioner.
Ved den nordlige trappe ligger nogle smukt udskårne slanger, og når solen ved forårsjævndøgn skinner på dem, ser det ud som om, at de kravler ned ad trappen, et tegn på, at nu skulle der sås. Ved efterårsjævndøgn sker det modsatte, slangerne kravler op, et tegn på, at der skulle høstes.
Et par hundrede meter fra Castillo de Kukulcan kommer man til den store boldbane, der er den største af sin slags i Mexico. Den er berømt for sin fremragende akustik, en samtale i en ene ende af banen vil kunne høres i den anden ende, 135 meter væk.
Boldbanen blev opført i år 864 e.kr., og har værdifulde relieffer, der kan give et fingerpeg om, hvad der er foregået her-bl.a dødningehoveder.
Spillet var af stor religiøs betydning, og man mener, at der har været to forskellige slags spil. Et, der blev spillet af to til fire deltagere, hvor det galdt om at få bolden forbi modstanderen uden at den rørte jorden, og et andet spil, der havde to hold á syv spillere som blev spillet på de store boldbaner.
Dette spil gik ud på at få bolden op i nogle ringe, der hang på siden af banen - de ses stadig den dag i dag. Spillerne måtte ikke røre bolden med hænder og fødder, kun holdets kaptajn havde en slags bat og måtte slå bolden gennem ringen. I følge historien blev anføreren halshugget, hvis det lykkedes ham at vinde, altså slå bolden gennem ringen, og det var en ære at miste livet på den måde. 

Efter tre timer begyndte vi at være mættet af indtryk og historier om de blodige ofringer, og vi gik mod udgangen for at fortsætte rejsen, inden da nåede vi dog en sodavandsis for at få temperaturen ned, og så var vi klar til næste stop.

Det blev Izamal eller "Den gule by" som den også kaldes på grund af farven på husene. Det var som om tiden stod stille i den by, der havde været en af de vigtigste for Mayaerne og dermed også en af de ældste. En rigtig "western-by" som lyste smukt op i sine gule farver. Vi kom til byens torv, og et kæmpe stor kloster-agtigbygning bygget af spanierne 1549, fra hvilken man kunne se til et rimeligt stort Maya tempel på den anden side af vejen. Vi indtog frokost og svedte os op til Maya templet, Christian og Peter gik op på det, men jeg tog turen rundt om - imponerende en så lille by har så stort et tempel, hvor ikke engang det hele er udgravet.

Vi havde fået nok af gamle sten for i dag og kørte videre til Merida, den største by på Yucatan halvøen med 800.000 indbyggere. Vi havde lejet et casa helt for os selv med to soveærelser og pool - den skuffede ikke og svalede os dejligt inden vi begav os ud i den lune aftenhvor vi endte med at få den bedste burger nogenside!