De døde lever videre i Pomuch
I dag skulle vi forlade vores dejlige Casa i Merida. Målet var Campeche, hvor vi skal bo de næste tre nætter. Vi tog det med ro og fik drukket kaffe og spist morgenmad mens vi svarede på de beskeder, der var kommet i nattens løb.
Kl. 10.30 låste vi døre til Casa dell Aqua og satte gps´en på Pomuch – en lille by på vejen til Campeche, som vi havde læst en artikel om (I et af de mange rejsetillæg fra JP som Peters far er så sød at gemme til os) inden vi rejste til Mexico. Hvad er der nu så specielt ved en søvnig lille by med 6000 indbyggere, som ovenikøbet ligger afskåret af motorvejen så forbipasserende ikke længere naturligt kommer forbi? Jo, efterkommerne af mayabefolkningen i Pomuch holder som den eneste byi Mexico liv i trasditionen om, at tre år efter begravelse af et familiemedlem, hiver man kisten frem og renser skeletterne for snavs og opbevarer dem i en lille trækasse foret med et hvidt klæde, der er broderet med navn og dekorative blomster. Èn gang om året (allehelgens dag) mødes landsbybeboerne på kirkegården for at rense deres efterladte for det støv og skidt, der har samlet sig for derefter at blive stillet tilbage, oftest bag en gitterlåge, så man kan gå forbi og hilse på og stille friske blomster frem. Den ene dag om året er en pinefuld dag for mange efterladte, hvor de føler savn, men også en dag, hvor de døde føles nærværende fordi de kan røre ved deres knogler og føle at de er til stede.
For os virkede det lidt makabert ved første øjekast at se skeletterne stå til skue ide små betonhuse, der var malet i alle regnbuens farver. Men efterhånden som vi fik os kantet rundt på pladsen begyndte vi at forstå deres system. Den forreste del af graven var til udstilling af den eller de døde, hvis der var flere familiemedlemmer. Inde bagved var der et hulrum, på størrelse med en almindelig kiste, og det er her, den døde bliver begravet og ligger i minimum tre år. Det bliver muret en betonplade for, så lugt og råd ikke slipper ud, og nok på grund af det tørre og varme klima foregår det uden gener. Vi så i en af gravene, at et skelet stadig havde hud på, og mange af kranierne havde også hår lagt oven på. Vi må bare konstatere, at dette var noget helt særligt og at det er lidt makabert for os, men for de lokale er det en del af deres tradition og kultur, og deres forhold til de døde bliver på sin vis mere nærværende fordi deres rester stadig findes og tages frem hvert år. De døde er stadig en del af livet i byen, og det er da egentlig meget smukt.
Efter den oplevelse var det tid til frokost, og da byen ud over deres særlige forhold til de døde også er kendt for at have det bedste brød i hele Mexico, måtte vi selvfølgelig finde et ”Panaderia” – vi fandt byens ældste, som var fra 1889 og i fjerde generation. Vi bestilte et brødmed skinke og ost.Det var stort og nok til os alle tre. Vi satte os fulde af forventning i den nærliggende park og brækkede et stykke af brødet. Stor var vores overraskelse, da vi opdagede, at der var strøet sukker på brødet, dejene var også sød og mest af alt mindede det om en kringle fyldt med ost og skinke. Peter forsøgte at kradse sukkeret af overfladen, men dejen vr stadig sød, og til sidst måtte vi opgive. Christian gik afsted mod bagerbutikken og forsøgte sig igen og denne gang lykkedes det at få et uden sukker men til gengæld med jalapeños – det passede dog bedre sammen med ost og skinke. Imens vi fortærede det diskuterede vi hvad vi skulle stille op med den ret store mængde, af ”kringlen” der var tilbage. Skulle vi give det til nogle lokale som sandsynligvis kunne lide den smag? Ville det blive opfattet nedladende? Skulle vi bare lade det ligge på bænken? Men pludselig kom svaret gående på fire ben idet en sød lysebrun hunhund satte sig foran os og kiggede på brødet med sine våde hundeøjne. Vi testede med et lille stykke, om hunden kunne lide det, og da det gled ned i en fars, lagde vi det diskret underbænken og forlod parken alt imens hundemor fik sig et festmåltid!
Med mindet om en god gerning i frisk erindring forlod vi således Pomuch for at tilbagelægge det sidste stykke vej mod Campeche. Da vi på trods af opholdet i Pomuch kunne konstatere at vi ville nå vores hotel før kl. 15 måtte vi indlægge endnu et stop. Heldigvis havde Peter udset sig et gammelt spansk fort kort før hotellet. Vejen derop satte Solveigs køreevner på prøver, for efter 7 dage i et meget flat terræn måtte vi ny pludselig op af en ekstremt stejl gade, Campeches fulde navn er San fransisco de Campeche, og åbenbart er der en vis lighed med de stejle gader i den ”rigtige” San fransisco.
Fortet viste sig også at indeholde et museum, men hvor informationerne om selve fortet var at finde på engelsk, var museet en fornøjelse for dem der kunne spansk, og en skuffelse for alle andre. I det mindste var udsigten fra kanon dækket af den bedre slags, og da vi var færdige med stedet havde klokken også passeret det påkrævede tidspunkt, så nu kunne vi få adgang til hotellet.
Efter vi havde sundet os lidt på værelset, og været overraskede over at møde andre danskere gik vi en tur ind i byen. Med det samme var vi inde i gader der emmede af fordums koloni historie. Byen er i 1999 kommet på UNESCO verdensarvs listen, og den er også meget charmerende. Noget af bymuren, samt 7 ud af oprindelig 8 bastioner er bevaret, og det giver den en speciel atmosfære. Hvis man forbød bilkørsel indenfor murene ville det være helt fantastisk at gå rundt i de smukke gader, men dertil er man ikke kommet endnu.
Om aftenen fandt vi en restaurant i en gade hvor der var restauranter i stort set hvert eneste hus. Senere fandt vi restauranten hvor vi vil spise i morgen, nemlig et sted med 3 borde ude på gaden.
Kommentarer