Hvis tiden nogensinde har stået stille, så er det her

 

Efter en. dejlig libanesisk morgenmad på The Grand Meshmosh var det tid til at sige good-beirut, og finde vores lejebil. Vi gik ca. en kilometer og så poppede Advanced Rental Cars op. To kyndige libanesiske herrer fandt hurtigt vores lille, hvide Renault Sandero - vi fik sat gpsén til og så kørte Solveig os kompetent ud af byen, som er temmelig berygtet for sin kørestil. Men det gælder om at tilpasse sig de lokales stil, og ikke vise svaghedstegn i trafikken, som Lars Hastrup havde sagt i går, og med den sætning i baghovedet gik det problemløst ud af byen.

Første stop var Unesco ruinerne ved Anjar, kun et par riffelskud fra den syriske grænse. Solveig havde fundet en Unesco seværdighed der ikke engang var nævnt i Lonely Planet. I dag er Anjar er lidt søvnig by, underligt nok primært befolket af Armenere, der bosatte sig i området efter 1. verdenskrig da de ved en heltmodig præsts hjælp havde overlevet osmannernes folkedrab. Vi kom nu ikke for armenernes skyld, men det er altid spændende med mindretal. Byen er oprindelig meget ældre, for tilbage i 700 tallet byggede Ummayiderne, et af de første muslimske dynastier et palads, en by samt en bymur. Det var spændende at gå rundt i ruinerne, havde de ligget i vesteuropa havde der været mange andre gæster, men her havde vi stort set de gamle sten for os selv. Efter ruinerne spiste vi en ganske god frokost på en gigantisk restaurant. Maps me antydede, at der også ville være mindre restauranter i området, men coronatiden og de deraf følgende indtørrede turist-strømme må have taget livet af de små. Frokosten var god, og med restaurantens størrelse in mente forestillede vi os et Libanesisk bryllup holdt samme sted, med masser af bling og arabisk musik. 

Hvor imponerende ruinerne i Anjar end var, var de kun appetitvækkeren hvad angik gamle sten denne dag. Vores videre færd var mod Baalbek, hvor nogle af de største og bedst bevarede romerske ruiner i verden befinder sig. Undervejs kørte i Bekaa dalen, der ligger klemt mellem de høje og de lave Libanon bjergkæder. Jorden i dalen lader til at være frugtbar, den er nærmest rustrød, hvilket giver nogle voldsomme farvekontraster. Det blev Peters lod at køre de godt 50 kilometer i dalen, og efter en start, hvor øjnene åbenbart ikke var indstillet på fart bump, kom han efter det og klarede dermed debuten som trafikant i Libanon ganske flot.

Det er lidt svært at finde ud af, hvornår man er kommet til en by, vi har ikke fundet byskilte endnu, måske findes de ikke eller måske står det på arabisk, men fartbumpene og et tiltagende trafikkaos antyder, at vi er kommet til en by. I Baalbek derimod var det de prægtige ruiner, der afslørede, at vi var kommet til den rette by. og således lå vores hotel lige overfor ruinerne. Vi havde indlogeret os på Palmyrra Hotel - det havde Solveig læst om et eller andet sted, og ved en ihærdig indsats, fordi hotellet ikke var på de sædvanlige platforme, var det pr. telefon, der var blevet reserveret et værelse, selvfølgelig med udsigt over ruinerne af det romerske tempelkompleks. Palmyrra Hotel åbnede for første gang dørene i 1874 som hotel og har lige siden haft en kontinuerlig hoteldrift. Det har altså holdt åbent både under første og anden verdenskrig samt under borgerkrigen samt ikke at forglemme coronatiden. Der har da ogsåboet så prominente gæster som Kejser Wilhelm Albert Einstein og Charles de Gaulle her, og så er hotelindretningen intakt i forhold til, hvordan det så ud, da det åbnede. Efter sigende er hotellets interiør kun skiftet én gang i 60´erne så det er altså temmelig meget som at bo på et museum. Vi blev taget imod af manageren og fik et glas hjemmelavet blommesaft, men han, selvfølgelig kuglepen og papir tjekkede os ind! Landets økonomiske krise og Corona har tydeligvis været hårdt ved hotellet, men det overlever og antallet af gæster er på vej op igen - dog er vi i aften de eneste gæster, men alligevel er der adskillige ansatte, der pusler rundt, og nogle af dem ser så gamle ud som kunne de have været med til indvielsen af hotellet, de taler også helst fransk med os, så det måtte vi lige finde frem fra gemmerne. Nu lægger vi os til ro og glæder os til at få morgenmad i spisesalen- godnat.