Petra, et af de syv nye vidundere

 

Vi startede dagen tidligt, det var således absolut mørkt da vækkeuret ringede kvart over kl. 5. Grunden til det ukristelige tidspunkt var at dørene til Petra åbnede kl. 6. Vi kom afsted så det passede med lidt indkøb kl. 6 og vores entre kort efter. Selvom der trods alt ikke var mange på færde fra morgenstunden var vi på ingen måde de eneste der havde fået ideen med at starte tidligt. Vi var dog nogen af de hurtige vandrere ned mod den smalle åbning der går under navnet siqen. Også igennem denne overhalede vi flere, så da vi ankom til det imponerende Treasury var det muligt at få billeder af bygningen uden et eneste menneske på. Vi stod i en del tid og fulgte at bygningen blev lysere og lysere i takt med at solen kom højere op på himlen. Mens vi ventede måtte vi afslå flere "tilbud" om at se bygningen lidt fra oven. En klan af skumle beduiner mener at have eneret på at føre folk op til et lille udsigtspunkt, men 5 dinarer for 300 meters vandring er ikke hvad vi kalder et godt tilbud, så vi afslog bestemt, men naturligvis venligt :-)

Fra The treasury bevægede vi os videre gennem ruinerne, vi forlod den slagne vej og gik op mod de imponerende gravanlæg der kendes som kongegravene, oppe fra gravene var der en forrygende udsigt, og vi nød stilheden samt udsigten til at holde en lille pause og spise nogle kiks til morgenmad. Vi fandt således nogle bænke, formentlig nogle der bruges af de beduiner der overnatter derinde. med udsigt mod teatret smage de tørre kiks ekstra godt. 

Fra morgenmaden gik vi over til et lille tempel, her solgte en ældre, meget behagelig mand os kaffe, tee, samt sodavand. Hans lille cafe havde en super udsigt over det store tempelkompleks, samt området hvor nabaterne havde blæret sig med at have en svimmingpool ude i ørkenen. Det må havde imponeret fremmede gæster helt vildt at det har været muligt. Vi valgte at ville gå op til klosteret, en bygning helt ude i byens vestlige udkant. Turen derop var på kortet beskrevet til at være hård, så der var adskillige der tilbød os en æsel taxi. Prisen startede ved 15 dinarer, men ved at virke uinteresseret faldt den straks til 10. Der kan ikke have været kunder nok, men vi så da nogle der blev transporteret op. Det viste sig at turen godt nok var anstrengende, men decideret hård var den vel trods alt ikke. Da vi nåede op blev vi imponerede over bygningens skønhed, men desværre henlå facaden i skygge. Der skulle dog ikke mange blikke op mod himlen til at se at solen trods alt bevægede sig på en med så dens stråler senere ville nå facaden, hvilket jo var et godt argument for at vente.

Vi gik lidt rundt i området mens vi ventede, det viste sig at stedet lå meget tæt på vandskellet mellem østog vestJordan, altså mellem dalen med det døde hav og resten af landet. Der var derfor en forrygende udsigt med vest, hvor bjergene gradvistblev mindre og mindre. Vi havde også tid til en forfriskning mens vi ventede, og heldigvis var der en cafe hvor vi kunne få slukket tørsten. Lidt over kl. 12 var solen endelig nået om så i hvert fald noget af facaden var lyst op. Det betød endnu flere billeder inden vi påbegyndte nedturen fra klosteret. Efter en meget varm tur op mod indgangen fik vi frokost på en af de mange, ret dyre restauranter der ligger på turist torvet foran visitorcentret. Vi sluttede Petra besøget af med en tur på det flotte museum, horder var skuffende få gæster. For at komme til vores bolig i Wadi musa skal man gå op af en voldsomt stejl bakke, her valgte 4 fra selskabet at tagene taxi, og de fik hermed en lektion jordansk logik. Regningen lød på 4 gange 4 dinarer, for de var jo 4 personer. At der kun var 720 meter at gå gør jo ikke følelsen af at være blevet røvet mindre.

Efter at have tilbragt en rolig eftermiddag på vores bosted ville vi gå ind til den mindre turistede del af wadi Musa for at få aftensmad, men utroligt nok REGNEDE og TORDNEDE det da vi skulle afsted, vi tog derfor bilen, og det var godt, for det fortsatte med at øse ned. Tjeneren på restauranten var vaks, og det viste sig at han var en Egyptisk kemiker, der før den lede Corona havde arbejdet i Kuwait.Nu ernærede han sig så tjener på en ydmyg jordansk restaurant.