Vi har alt, men vi har intet.

 

Sådan sagde ejeren af restauranten hvor vi indtog aftensmaden. Snakken var gået på det politiske system, og på de udfordringer den Libanesiske befolkning står overfor. Med alt mente han klima, natur, kultur. Med intet desværre den ekstreme økonomiske krise der har ramt landet og medført at mange lokale nu lever et fattigt liv.

Dagen starter jo dog ikke med aftensmad, og vi havde da også haft en hård dag inden det kom så vidt.

Vi havde planlagt at gå en tur i den hellige dal (Qadisha Valley) der er unesco verdensarv på grund af de mange gamle klostre der er hugget ind i klippesiderne. Vi havde valgt at starte tidligt for at undgå varmen, det viste sig at være en god ide med den tidlige start, ikke på grund af varmen, for den ramte os alligevel, men fordi turen tog noget længere tid end vi havde regnet med. Første stop på turen blev Kangaroo supermarkedet i landsbyen. Nu kan man jo spørge sig selv hvorfor i alverden en butik i Bcharre hedder Kangaroo, men forklaringen er selvfølgelig den at mange Libanesere er udvandret, og fra netop denne by gik udvandringen primært til Australien. 

Fra skiltet der angiver vandreruten til dalens bund sagde vi farvel til markeringen for et godt stykke tid. I starten var ruteføringen ret simpel, mens udsigten mod de stejle klippesider var overvældende. Efter et lille vandfald fik vi problemer, en sti blev mindre og mindre, så vi vendte om, og fandt en ny der endte blindt. Altså tilbage igen. Meget frustrerende når nu vi kunne se den store brede og meget indbydende sti kun 10 meter under os og ikke kunne finde en acceptabelmåde at komme derned. Heldigvis viste der sig en mulighed bag en busk, hvor der godt nok skulle klatres lidt, men ned kom vi. Herefter var det for noget tid en hyggelig vandring på en grusvej hen imod det første kloster, som vi dog nøjedes med at se udefra.

stien fortsatte nede i dalen, og ved 12 tiden kom vi til en restaurant i en lille bitte landsby, en ældre mand der hos os ville nyde et velfortjent otium bød os velkommen, og på rekord tid fik han og familien frembragt et velsmagende måltid til den nette sum af 17$. Meget imponerende, og dejligt at restauranten havde åbent, vi kom ikke forbi flere på turen. 

Efter frokosten gik vi mod et af klostrene, der lå omkring 1 kilometer væk, snart forlod vi grusvejen og begav os ad en snoet sti op i højderne mod klostret. Det lå hugget ind i klippen, og havde i ufredstider været hjemsted for Maronitternes patriaker. Hvad der præcis afskiller Maronitterne fra andre kristne retninger såsom ortodokse, katolikker og protestanter ved jeg ærlig taget ikke, men retningen er ret udbredt blandt Libanons kristne. Vi nød stilheden i klostret og fik taget nogle billeder, dels af udsigten, dels af en balsameret gejstlig der ret makabert var stillet os til skue. Fra klostret gik det videre mod en kirke, og så lykkedes det os ellers at forlade stien på maps.me. stien var synlig for vores fødder, men det gik op og ned af en smal sti som vi frygtede ville ende i intetheden. Det gjorde den nu heldigvis ikke, i stedet kom vi atter ned på kendt tærten, hvor maps.me ovenikøbet kunne meddele os at vi nu gik på Libanese mountain trail section 6. Meget heldigt, for denne var afmærket upåklageligt.

Den førte os igennem den lille landsby Fradis, hvor der udover en fæl stank, meget affald samt det faktum at der herfra kun ville gå opad ikke var meget at skrive om. Turen fra Fradis blev hård, utallige højde metet måtte tilbagelægges førend vi kunne se to meget store, og meget flotte klostre. Herfra var udfordringerne dog ikke til ende, af en eller anden grund var linjeføringen for ruten blevet ændret, og det betød mangel på markering og en i bedste fald intermistisk sti. Ikke lige hvad vi som to efterhånden trætte vandrere havde brug for. Først da vi atter havde krydset et lille vandløb kom der atter massevis af markeringer, men til gengæld blev stien til tider så stejl at der var monteret kæder så man kunne trække sig op. 

Da vi endelig var helt oppe viste det sig at vi havde tilbagelagt 19 kilometer, med en samlet stigning undervejs på 1150 højdemeter. Ganske godt klaret synes vi i hvert fald selv. For ikke atskulle gå tilbage havde vi aftalt med Grace, vores fantastiske vært på Tiger house at hun ville sende en Taxi, så sagt som gjort, og den lovede havde time efter opkaldet steg vi ind i Pierres bil og blev trætte transporteret tilbage til udgangspunktet.

Efter et varmt, meget tiltrængt brusebade gik vi så afsted for at få lidt aftensmad, og her var det så de meget sigende ord fra overskriften faldt.