Peter har været i Bukarest med gode kollegaer fra Gustav Johannsensskolen.
Oprindelig havde destinationen været Serbiens hovedstad Beograd, men desværre nedlagde Wizzair ruten fra Billund. I stedet bookede vi så billetter til Bukarest med samme flyselskab. Wizzair er ikke kendt for det helt store punktlighed, atter engang var der forsinkelse. Vi kom således afsted fra Billund små 2 timer senere end først lovet. Det betød jo så også at vi ankom senere til Bukarest. Normalt ikke det store problem, men da vi forsinket ankom til vores hotel måtte vi konstatere at det alligevel havde haft en konsekvens. Vi havde booket 2-tremands værelser, og et dobbelt værelse, men så vi kom senere end adviseret havde de lejet et af vores værelser ud. I stedet kunne vi få 1 single og 3 dobbelt værelser. Som den opmærksomme læser ser, så havde vi booket til 8 men kunne kun få plads til 7. I denne sammenhæng må det siges at være heldigt at en deltager havde syge børn og var derfor blevet hjemme.
Værelserne var en blandet landhandel, dem i kælderen led af en fæl odeur, der blev forsøgt bekæmpet med parfume. Værelserne over jorden var vel som man kunne forvente, rene, med ok senge og uden kloakstank.
Det sene adkomsttidspunkt betød ikke at vi spildte tiden lørdag morgen. vi forlod vores hotel lidt over kl. 9 for at gå ind i midtbyen. Balkansyndromet i form af ødelagte fortove, samt store huller rundt omkring var synligt mange steder. I midtbyen fandt vi efter lidt vandren rundt et sted hvor vi indtog morgenmaden. Allerede her blev tonen for dagen lag, B-52 drinks åbnede ballet. Næste stop på turen blev Ceaucescus store parlamentsbygning. Vi kiggede på kolossen i en blanding af beundring og forundring. Spørgsmålet er vel HVORFOR, det er jo helt oplagt at Bukarest ikke har økonomisk pondus som forbilledet Paris, for den store Champs Elysse agtige boulevard der leder op til bygningen er om ikke blottet for liv så i hvert fald slet ikke det omdrejningspunkt som den kendte franske boulevard er.
Store bygninger tiltrækker åbenbart hinanden, i hvert fald er den store ortodokse katedral der bygges tæt på parlamentet nu ved at være færdig. Så er den verdslige og den sakrale magt samlet det samme sted, og det kan gøre en verdslig orienteret vesteuropæer bekymret. Vi så mange rumænere der ikke kunne gå forbi en kirke uden at gøre korsets tegn.
Frokosten fik vi på restaurant Monte Carlo, der ligger smukt i en park med en sø. Desværre var søen tømt for vand, det var knaps så flot som det kunne have været. På trods af navnet var priserne på restauranten yderst rimelige. Da vi forlod Monte Carlo var planen at gå op til det gamle kongepalads, men stort set lige udenfor spisestedet faldt planen fra hinanden. En kiosk solgte øl, og det blev til 2 på bænkene foran, samt en 3 ved den udtørrede sø inden vi vaklede videre. Stemningen var derimod blevet fantastisk, snakken gik lystigt, og på trods af aldersforskellen fungerede gruppen godt.
Hvad der herefter skete er lidt sløret, men det står fast at vi så slottet, samt en del af de andre gamle pragtbygninger fra tiden før kommunismens gjorde sit indtog. Vi valgte at spise på Hanu Lui Manuc, og ja, der er andre turister, og ja, Det er ikke den billigste , og ja, måske er det lidt for meget Halli Galli. MEN! når man er en glad gruppe, der allerede inden vi satte os ved bordet er lidt overrislede. Så er det guld værd med højt til loftet, for selvom det var i slutningen af november kunne vi sidde i korte bukser i den store gårdsplads under de smukke træer. Vi fik at vide at vi havde 2 timer, men et eller andet må vi have gjort rigtigt, for der gik næsten 6 inden vi selv valgte at forlade stedet. Maden var god, øllet og palinkaen ligeså. I løbet af aftenen fik vi ved lokal hjælp taget billeder med underlige hatte, ja selv en fugl på Jespers skulder manglede ikke.
Hjemturen til hotellet foregik i slowmotion, på regningen kan vi se at vi forlod stedet kl. 23, men først en time senere var vi fremme hvor vi boede. Her mistede vi Björn og Christian, der efter en lettere ophidset diskussion om lugten på deres værelse valgte at søge lykken ude i byen.
Søndagen
Vi mødte efter den hårde lørdag lidt drypvise ind til morgenmaden. Alle var enige om at første hele dag i Bukarest havde været fantastisk, men også at den havde tæret noget på kræfterne. Vi havde et fast programpunkt, nemlig fodboldkampen mellem Rapid Bukarest og Cluj napoca kl. 21. Altså var der endnu engang god tid til at slentre rundt i jagten efter morgenmad. Det viste sig dog også at være nødvendig at bruge god til på dette, for mange steder åbnede meget sent, andre serverede kun kaffe og andre drikkevarer. Og da vi endelig var blevet overtalt til at sætte os af en ivrig sælger, stemte menu kortet ikke med vores ønsker. Således blev det til en sen morgenmad. Eftermiddagen gik med at finde på et program, inspirationen var ikke rigtig til stede, men vi kunne dog enes om, og tage os sammen til at besøge en rooftop terrasse på toppen af byens store teater. Her var der dejlige siddepladser, men varmen og den ekstremt søvndyssende jazzmusik parret med for lidt søvn gjorde at det var svært at holde sig vågen. Vi fik dog lidt at drikke, samt lidt at spise. Flere valgte dessert, og Peter samt Olli havde den tvivlsomme fornøjelse at prøve pistacie is med olivenolie henover. I mine øjne lidt af en uskik at hælde olivenolie ovenpå en i øvrigt fremragende is.
Efter afslapningen tog vi som sagt metroen, Jeg leverede noget af en scene da vi skulle forlade metrosystemet, andre steder skal man også scanne billetten når man forlader stationerne, så det tænkte jeg da også var tilfældet her. Jeg forsøgte af finde stedet hvor billetten skulle scannes, men tog dels fejl af udgangsbåsene, så jeg rodede rundt på den ved siden af, dels var det slet ikke nødvendigt. Til sidst kom der til stor moro for selskabet en ansat og fik forklaret at man da her i Bukarest bare skulle gå direkte igennem!
For at komme til den libanesiske restaurant tog vi en sporvogn, jeg havde haft høje forventninger, men de blev ikke til fulde indfriet på stedet. Et absolut lyspunkt var dog den fantastiske tjener, der som eneste engelsktalende på stedet havde mere end nok at se til.
Peter had one job!
Aftenens højdepunkt løb komplet ud i sandet for os. Da vi kom til stadion var der godt fyldt op, så godt at de vi nåede frem til billetkontoret satte de en seddel på vinduet hvor ordene SOLD OUT var at læse. Da jeg sidst så fodbold i Bukarest var der nærmest ingen tilskuere, men tiderne må have ændret sig. Rapid har også fået et flot stadion, og de ligger godt med. Det tog lige noget tid at komme sig over skuffelsen, så da tilbuddet om at se kampen på det fine hotel kom, var det istedet det mere ydmyge hotel jeg valgte. Heldigvis viste det sig overraskende nok at jeg kunne se kampen på værelsets fjernsyn, Rapid vandt 2-1 på et tyndt og et helt horribelt dømt straffespark. Stemningen lod til at være fremragende, og det gjorde ikke skuffelsen over at misse kampen mindre.
Mandag
Vi der blev på hotel Marina gik til hotel Lido for at få morgenmad. Man kan roligt sige at hotel Lido var mindst to Cru op i forhold til Marina. Smagfuldt indrettet, med smukke behagelige møbler og faciliteter man kun kunne drømme om på Marina. Morgenmaden var også super god, og vi nød alle de luksuriøse omgivelser. Vi fik også lagt et program, Anna fik os på jagt efter marked og springvand, Markedet var ok, men der var ingen vand i springvandet, hvilket jo ligesom tager toppen af oplevelsen. Efter springvandet gik vi på jagt efter det historiske museum, men ak, da vi nåede frem viste det sig at være lukket om mandagen. Gode råd var dyre, for det med mandagslukket viste sig at være et gennemgående træk for byens mange museer. Vi undersøgte også Dracula museet, som det viste sig vi allerede var gået forbi, men det var ikke bare mandagslukket men lukket i det hele taget. Til sidst var der 3 bolde i luften, en bustur rundt i byen (med en bus vi slet ikke havde set) et besøg på nationalbankmuseet, eller et besøg på turist attraktion nr. 2 i byen, et friluft museum ala den gamle by by i Aarhus, med landsby bygninger hentet ind fra hele landet. Efter lidt snak frem og tilbage valgte vi sidstnævnte, og tog metro og bus derud. Undervejs kom vi også forbi landets triumfbue, så lidt er der da om snakken angående østeuropas Paris, i hvert fald er forbilledet for buen givetvis den i Paris.
Museet viste sig at være helt ok, bygningerne var smukke, og var ikke overrenoverede. Lidt skræmmende var det at se hvor længe de havde været i brug ude i landsbyerne. Det blev sidste stop på turen, for Kirsten, der havde været dårligt gående hele turen kunne nu sket ikke bevæge sig mere. Derfor blev det til en taxatur for nogen tilbage til hotel Lido hvor vi havde opmagasineret bagagen, mens andre tog bussen ud til lufthavnen. I lufthavnen fik vi en kørestol til Kirsten, men som så mange gange før på turen var det ikke helt så ligetil, Jeg spurgte således en security medarbejder om det var muligt at få en kørestol, hvortil hun svarede "do you speak english" ? Ikke just noget der giver selvtillid rent sprogligt, for jeg havde naturligvis ikke spurgt hende på dansk!
Således gik en helt igennem fremragende tur på hæld, jeg er ikke i tvivl om at snakken kommer til at gå længe på lærerværelset, for der var adskille episoder der nok kan spindes et væld af anekdoter af!
Kommentarer