en lang tur

 Efter en lang nat, hvor vi begge sov de bevidstløses søvn fik vi en ganske god morgenmad på vores lille, ret ydmyge hotel. Dog må kaffen være en værtenhar fået billigt, der var hvert fald en eller anden form for krydderi i der burde have været forbudt ved lov. I morgen satses der på tee i stedet, og sådan bør det jo nok også være i England.

Vi havde besluttet os for en gåtur til Blackpools mindre kendte naboby st. Annes. Byen har en ret kendt goldbane, og den slags plejer at ligge hvor folk med penge bor, så vi forventede os en noget anden arkitektur de 11 kilometer længere mod syd. Vi startede med en sjov oplevelse allerede da vi kom ned til vandet. Bus driver of the year konkurrence fandt så at sige sted ligeudenfor hotellets fordør, speakeren forsøgte at gejle et lille, ret dødt publikum op med flammende præsentationer af de deltagende. Vi hang lidt ud for at få et par billeder, men for at sige det mildt fangede konkurrencen os ikke for alvor. Herefter begyndte vi at gå lang tid langs Blackpools smukke promenade. Tidevandet var ude, og vi så derfor æsel blive ført frem så de kunne bruges til at ride på. Det har været sådan siden Blackpool blev et populært sted for små 200 år siden, og man skal da ikke ændre noget der fungere. Nu til dags er der regler, således må kun folk under 50 kilo sætte sig op på de skrydende dyr.

Efter bacon og æg med de obligatoriske papskiver som efter min menu g intet har med brød at gøre, var vi klar til at sætte kursen mod syd. Vi gik ned mod den flotte promenade, som er bygget så der er god plads til de mange mennesker, som kommer her i sommerhalvåret, så man enten kan gå eller sidde på nogle af de mange trapper og nyde synet af den brede strand og det uendelige hav - og bedst af alt; vende ryggen til glimmer, lys, lyde og bling bling bagved.
Men tænk, kun få hundrede meter uden for vores hus dumpede vi ned i “Busdriver of the year” konkurrencen… så kørte de store dobbeltdækkere fra forskellige steder i England eller rundt på en fastlagt rute… vist kun i Nordengland den slags sker!
Vi slentrede videre og gik ud på de forskellige Piers som ovenpå lørdagens fest og farver var helt mennesketomme. Kun affald afslørede at der havde været liv. 
Da vi kom udenfor byen startede klitterne næsten lige med det samme, vi gik nu ind på vejen så vi kun havde klitterne mellem os og vandet for at komme lidt op i tempo. Efter få kilometer begyndte de store huse at komme og det var helt slut med glimmer og neonfarver.
Her havde naturen opmærksomheden og husene var bygget med kviste og karnapper, der skuede ud mod havet.
Efter 11 km nåede vi den lille by St Annes og her fandt vi et sted der serverede Sunday roast med yorkshire pudding, mosede kartofler og en kraftig, brun sovs. Skyllet ned med en øl gik vi efterfølgende mod Lytham, som har én af Englands bedste linksbaner, der flere gange har været vært for British Open.
Det var friserede haver og kæmpe klodser af huse med store biler i indkørslen, der prægede billedet. 
Herefter stillede vi kompasset mod nord og gik ned på stranden, hvor der så lige var et speedway løb på den meget brede strand mens tidevadet var trukket langt tilbage. 
Så snart klitterne sluttede kunne vi ane den første forlystelsespark med en kæmpe rutschebane også kaldet “The Big One” og ikke lang tid efter var det igen lys, lyde, mad med masser af tomme kalorier og arbejderdialekten der prægede bybilledet. Tænk at der er så stor forskel på så lille en afstand.
Om aftenen var byen lyst op i alverdens farver og mens vi hjemme nærmest snakker om udskamning, hvis man glemmer at slukke lyset efter sig, var det befriende at se Blackpool være forvandlet til Lightpool.