Mod nye horisonter

 Vi fik sendt Palle og Joan afsted mod Wadi Rum, og havde en rolig morgen på Divers, nogle tog ind og så Aqabas gamle fort, der sidst så kamp i 1917. Det blev bygget af mamlukkerne i 1509, og var godt nok blevet udvidet af osmannerne siden. Mest af alt ligenede det en borg fra middelalderen, og militærteknisk har den aldrig på noget tidspunkt været tidsvarende. Det må have været et helvede at opholde sig i borgen da den blev beskudt fra havet af britiske krigsskibe.

Det ganske gode divers resort. Til prisen et fantastisk sted i gåafstand fra et lille koralrev-

Ved 11.30 tiden satte vi os ind i turbussen og kørte afsted mod et af verdens syv nye vidundere, nemlig Petra der ligger lidt fra alfar vej. Grundet omkørsel blev vores tur endnu længere end forventet, så vi valgte at køre ind til en lille by for dels at få benzin på bussen, dels finde noget at spise. Da vi havde et par søstre med lidt maveproblemer havde det også høj prioritet at finde et apotek. 

Der er i de jordanske byer der ikke ligger ved turiststederne ikke det helt store udvalg af spisesteder, så vi tog den første den bedste lille fastfood biks vi mødte. Da vi gik ind lavede vi lidt sjov med hvor meget engelsk der mon blev talt derinde, men det viste sig nu at være helt malplaceret. Den unge mand der tog imod vores bestillinger viste sig at tale et perfekt amerikansk influeret engelsk, det havde han lært af nogle amerikanere der havde lavet et projekt i byen, vildt imponerende. 

Lidt billeder fra gadebilledet i Al-Quwayrah, en meget autentisk oplevelse langt fra turisternes slagne veje.

Efter frokosten fortsatte vi mod Petra ad mindre veje, undervejs var det muligt at se kameler, æsler samt utallige får på de stenede marker omkring os. Utroligt at der kan leve noget som helst i det tørre landskab. Vi ankom til Wadi Musa, tæt på Petra ved 15.30 tiden, og nærmest med det samme efter ankomsten skyndte vi os ned mod målet for rejsen. Det var en mærkelig følelse at gå imod strømmen, for vi var blandt de meget få der gik mod ruinerne, næsten alle andre gik derfra. 

Da vi så småt så the treasury tone fra ved siqens afslutning var det som en drøm der gik i opfyldelse. Vi beundrede den smukke bygning, og irriterede os lidt over det gejl der var på pladens foran den. Æsker og kameler løb rundt,og aggressive sælgere tilbød ture til ågerpriser. Vi hoppede dog ikke på limpinden, og gik videre ned for at se mere af byen. Vi nåede således at se kongegravene i fuldt solskin inden vi vendte tilbage for at spise med Kirsten der på grund af maven var blevet tilbage på hotellet.