Jordan, en god start

 

Efter en kort flyvning fra Beirut til Queen Alia lufthaven lidt syd for Jordans hovedstad Amman har vi nu taget hul på 2. afsnit af vores rejse. Væk er den lille Renault, i stedet er vi nu kørende i en stor Hyundai 9-personers bus. Nu er det jo noget voldsomt med en turnus til 2 personer, men vi satser også på at være blevet flere, når vi i morgen sætter kursen mod syd. 

Vi kom tidligt afsted fra Beirut, faktisk lettede flyet en halv time før det planlagte tidspunkt. Det er sjældent man oplevet det! Turen blev foretaget med Royal Jordanian airlines, og med det navn er man jo ligesom klar over, at det ikke er et discount selskab, man har booket sig ind ved. Således fik vi lidt at spise undervejs på den kun ca. 1 time lange tur. 

Vel omkommet til Jordan måtte vi først igennem køen til visum, derefter igennem køen til paskontrol, og så lige vente på bagagen, inden vi var klar til at stå i kø foran AVIS biludlejningen. Bilen fik vi uden problemer, kun spørgsmålet om prisen for en ekstra chauffør gav anledning til lidt snak, men heldigvis blev vi enige om vores udlægning af situationen, nemlig 0 jordanske dinarer. 

Da vi jo ikke skal lade en dag gå til spilde havde vi naturligvis et program klar (Peter), vi kørte straks efter udleveringen af bilen mod byen Madaba, og bjerget Nebo, der ligger lidt udenfor selve byen. De bibelstærke blandt læserne vil vide at det netop var her at Moses døde efter at have fået et blik af det forjættede land. Nu skal man jo være varsom med at tolke på hvordan området har set ud for flere 1000 år siden, men hvis det var mig der havde ført mit folk til dette sted for at se the promised land ville jeg nok være død af enten frygt for hvad folket ville gøre ved mig, eller af simpel skuffelse over synet. 

I dag er der meget tørt i området, og der er vel tale om halvørken eller ørken bortset fra bunden af Jordan dalen. Ikke lige just et syn, der virker opmuntrende på én fra det kolde nord, hvor der altid er noget grønt at kigge på. 

På toppen ligger der en kirke, og det har der gjort længe, således er der gamle, meget velbevarede mosaikker med en alder på ca. 1500 år. Vi nød udsigten, samt mosaikkerne, og blev pludselig helt overrumplede af dels de mange vestlige turister i almindelighed, og i særdeleshed over at der lige pludselig hørtes dansk alle vegne. Vi mener at have regnet ud at der kom en gruppe fra Victors farmor på samme tid som vi.

En stor sten, vi troede det var en gigantisk møllesten, men der tog vi fej. Den var været brugt i et kloster som dør, og må jo siges at være effektiv i at forhindre ubudne gæster.

Fra Mount Nebo kørte vi ned til Madaba, der er noget så sjældent i Jordan som en by med en stor kristen befolkningsdel. Vi slentrede rundt i gaderne, og var overraskede over mængden af turister på grupperejser. Hurtigt fandt vi et sted at spise. Vores plads på fortovet var perfekt til people watching, heldigt nok for betjeningen gav os også rig mulighed for at glo på de forbi passerende. Heldigvis bekræftedes ordsproget om, at den der venter længe venter på noget godt, for maden var god, da den endelig var på bordet. Vi gik videre gennem byen, så et par kirker og en stor moske, samt de lokales huse og ikke mindst deres affald. Noget har Jordan og Libanon tilfælles, affald, ikke mindst det af plastik smides med allerstørste selvfølgelighed i naturen også selvom der er andre mulighed indenfor rækkevidde, her er der forbedringspotentiale i rigt mål.

Sidste stop inden vores overnatningsted tæt på lufthavnen blev Qasr al Muschatta, et palads bygget tilbage i 743 af Ummayidderne, som vi jo også havde mødt efterladenskaber af i Anjar i Libanon. Paladset ligger klods op af landingsbanen ved lufthaven, og var desvære lukket for besøgende. Vi kunne dog alligevel se det fra indhegningen, så skuffelsen var ikke så stor.