Familietræf og gamle vrag


Sabbah var klar til at køre os ud af ørkenen kl. 8.30 og således sluttede vores røde, støvede ørkeneventyr med en sidste tur i den gamle, udrangerede Toyota, som lige havde fået et stykke ekstra ståltråd omkring den forreste støddæmper inden vi forlod campen. Ved vores lejebil tog vi afsked med Sabbah og Muhammed, der nu ventede på et nyt hold gæster. Det er højsæson lige nu for dem, fordi temperaturen er udholdelig, så det er nu der skal tjenes penge og de har alle lange arbejdsdage.   

Vi nød at sætte os ind i tur-bussen med behagelige sæder, aircon og inden støv, men var alle enige om, at det havde været en helt ubeskrivelig stor oplevelse med de to døgn i ørkenen og en indsigt i, hvordan beduinerne lever og har levet og ikke mindst overlevet i sådan et goldt område.


Næste destination var Darna Divers Village, hvor vi skulle have næste overnatning og mødes med Karstens søster, mand og børn. De er også på en Jordan rejse, men med fokus på dykning og snorkling, så vi kunne se frem til kyndig vejledning ud i disse discipliner. For os 6 landkrabber ville det dog kun blive til snorkling… Klokken 10 mødtes vi med Joan og Linea på hotellet (de to andre var ude for at få et dyk), som ligger helt ud til Det Røde Hav ved byen Aquaba med udsigt til både Israel, Egypten og Saudi Arabien. Vi fandt straks badetøjet frem og fik en snorkletur og kunne se på nogle flotte fisk og koraller. Det er dog tydeligt, at der ved det inderste rev ikke længere er optimale betingelser for korallerne, mange af dem er blege, men der var masser af fisk i smukke farver. Efter den tur var dykkerne tilbage og vi fik frokost sammen på hotellet, som er et dejligt sted med en afslappet atmosfære – man skulle dog have god tålmodighed, når man havde bestilt mad, da de ikke var de hurtigste…




Efter frokosten var badetøjet tørret og klar til at komme i brug igen. Denne gang var det Palle, Karstens svoger, som førte an hen til et godt sted, hvor det både var koraller med farver og to vrag af henholdsvis en gammel russisk tank og et Herkulesfly. Det blev til en rigtig spændende eftermiddag under vandet, hvor vi svømmede længere ud og så koraller med farver, søanemoner og fisk i alverdens farver og former og kom helt tæt på vraget af en gammel tank og de yngste i selskabet også flyet. Det var en dejlig eftermiddag og en stor oplevelse, men unægtelig svært at fotografere, når man ikke har undervandskamera… så det er blive nogle af de minder, der bliver inde i hovedet og ikke visualiseres for andre.


vores kompetente dive masters vej mod bølgerne hvor vi bl.a. så en gammel antiluftskyts tank ligge på bunden




Vi sluttede dagen af med at køre ind til Aquaba for at spise aftensmad – det blev på restaurant ”After 8” og vi havde en fest med de lokale tjenere, der gjorde alt for at vi skulle føle os velkomne, hvilket vi sandelig også gjorde! Jordanerne er meget venlige og høflige mennesker, hvis de tilbyder os noget, enten fra deres forretning, en taxatur eller andet, og vi siger nej tak, accepterer de det med det samme, smiler tilbage og siger ”velkommen”. Det er blandt andet med til at få os til at føle os godt tilpas, at der ikke bliver faldbudt alverdens ting og sager, som man ikke har brug for og tilmed heller ikke kan slippe af med sælgeren. Næste morgen ville Joan og Palle køre videre til Wadi Rum, og vi sætter kursen mod Petra.

 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag