Aggerholms blog

Dag 10 Det var betydelig bedre senge end på vores hostel i Dili, men alligevel var søvnen ikke helt sammenhængende, da vi lige skulle vænne os til alle lydene og ikke mindst varmen. Der er ikke air condition her, men en fan, som blæser luften rundt, men kun så længe der er strøm. Om søndagen er der ingen strøm på øen, men heldigvis har vi jo vores fine solpanel-oplader, og vores vært har et solpanel og et bilbatteri, som kan generere strøm så køleskabet ikke går ud. Lydene indeholdt også diverse dyrelyd, især var der nogle dyr, som kradsede og gnavede i et eller andet som jeg først ikke kunne finde ud af om var inde i værelset eller oppe på loftet… Tisse skulle jeg også, da jeg nu alligevel lå vågen på grund af lydene, men nu var det bælgmørkt så spørgsmålet var nu om man skulle prøve at falde i søvn igen og ignorere trangen (og alle ved, at det ikke er en farbar vej), tisse i haven eller gå hele vejen over på stå-toilettet, men så var det nødvendigt med en lommelygte, som ikke var lig

Dag 9   Vi har i den grad flyttet os siden vi startede vores tur. Fra vestens luksus og overflod, er vi nu ankommet til Atauro, en lille ø i Banda havet. Øen hører under Timor Léste, og har tidligere været brugt som fængsels-ø af både den portugisiske kolonimagt, og senere af de indonesiske besættere. I dag er der ingen fremmede magter der benytter øen, de eneste fremmede er nu turister, og selvom der er nogle er det i en størrelsesorden der virkelig betyder noget. At komme til Atauro er ikkeverdens letteste sag, man skal først til hovedstaden Dili, hvilket er slemt nok. Fra Dili skal man så enten tage en færge, hyre en fisker til at sejle sig derover, eller som sidste løsning tage et lille fly. Vi havde jo allerede i går købt billetter til Berlin Nakroma, der som navnet antyder er donneret af Tyskland. Vi måtte tidligt op, kl. 5.45 ringede vækkeurene på Casa Minha Backpackers, hvor i hvert flad Solveig og Lone havde haft mere end svært ved at få en god nats søvn. Vi skulle være ved fæ

  Dagen starter lidt sent. Vi er kommet lidt for sent i seng (bare rolig, det er ikke fordi vi var ude og feste). Vi starter med hotellets knap så eksklusive morgenmad og ruller så videre ud i byen for at se Senso-Ji templet. Et ret så imponerende tempel med mange enormt mange turister og besøgende. Vi gik og beundrede de mange boder og det flotte gamle Japanske byggeri. Vi købte et lod til et "fortune letter", som fortalte at en rejse var god til styrke vores fremtidige skæbne samt at alle vores ønsker vil blive opfyldt. Det takker vi selvfølgelig ikke nej til. Se billede hertil. Herefter gik det videre i varmen for at besøge Ueno Zoo, hvor vi var langt fra de eneste der havde det varmt. Det er altid sjovt at være i Zoo, men det var tydeligt at forholdene for dyrene her i Japan er langt fra dem vi er vandt til at se i Tyskland og Danmark. Det var ikke meget plads til dyrene og de fleste af dem havde nok heller ikke lyst til at tage et smut ud i de 37 grader der var på det ti

DAG 8 Klokken 07.00 forlod vi hotellet, der lå i lufthavnen og vi kunne således gå fra hotellets lobby og ind i afgangshallen. Vi skulle flyve fra Dili med Citilink kl. 09.30 og check in gik glat så vi havde god tid til at få lidt morgenmad. Vi kom planmæssigt afsted og efter knap to timers flyvning kunne vi se konturerne af et for os alle fire nyt land. Men et nyt land er Øst Timor også i anden forstand idet det indtil 1975 var en portugisisk koloni, men da de trak sig ud, blev landet besat af Indonesien og var det så frem til 1999. Derefter var landet under FN i 30 måneder og først i 2002 fik det sin selvstændighed. Vi kom fint igennem “Immigration” og blev budt velkommen, vi skulle ikke engang købe visum, da vi havde dansk pas. Dog skulle vi oplyse hvilken beskæftigelse, vi havde samt hvad vores formål med opholdet var. Det var en meget lille lufthavn, og et meget mindre bagagebånd, så mens Peter og jeg stod i kø for at komme igennem paskontrollen, fik Lone og Eskild bagagen. Ude fo

 Flyveturen er der ikke meget at sige om, den var lang og træls! Ankommet i Tokyo, glider vi glat igennem indrejsekontrollen og lige ud til bagagebåndet, hvor Kristian som det første går ud på toilettet og afprøver med lidt mistillid de mange japanske beskriftede knapper, der kan lidt af hvert. Efter Bjarne, som sidste mand får sin bagage, går vi straks ud for at købe en vand og mærker på de 35 grader, der venter os ligesom vi går ud af lufthavnen. Efter vi lige er kommet til os selv, går vi ind i lufthavnen igen for at finde det næste tog ind til Tokyo og ligesom vi skal til at tage rulletrapperne ned til toget, bliver vi mødt af tre venlige japanske sjæle, der spørger om vi har lyst til at stille op til et interview for Tokyo TV til deres lille aftenindslag, der handler om, hvorfor folk kommer til Japan.. De er meget optaget af Kristians og min højde, dog mest Kristian, da de misforstår ham og tror han er 2,17 m. udover det glider vi lidt ind i et sidespor og samtalen kommer til at h