Tyvagtig abe

 Dag 3

Denne nat var ikke ligefrem præget af de bevidstløses søvn, så måske slap vi alligevel ikke helt så hurtigt over vores jet lag. Men klokken 01.00 lykkedes det os dog at falde i søvn lige indtil vi blev vækket af en værre larm, der lød som om beboerne oven på trampede rundt og flyttede på møblerne. Det var først da jeg hørte stemmer nede fra haven, jeg tænkte på aberne. Ganske rigtigt; for nu gik det op for mig, at der ikke bor nogen ovenpå, og da jeg lindede på gardinet, så jeg receptionisten stå og kigge op mod vores altan med sin slangebøsse i hånden. Jeg lod gardinet falde for igen, og så skyggen af en stor abe, der vandrede forbi mig kun adskilt af et tynde lag glas i terrassedøren.

Det blev ikke til mere søvn for mit vedkommende, så jeg tog et brusebad og satte mig ud på terrassen med en kop kaffe og nød den stille morgen.

Efter morgenmaden var vi klar til en gåtur til Campuhan Ridge Walk som er et stykke regnskov me risterrasser i udkanten af Ubud. Solen bagte ned og vi fik købt rigeligt vand til turen inden vi satte afsted langs den befærdede vej med det smalle fortov. Eskild er utrolig nem at have med og holder sig pænt på fortiet og fornemmer helt af sig selv, hvornår han skal være ekstra forsigtig i trafikken.

Det var en flot tur, hvor man fornemmede hvilken grøn lunge Bali har været .Nu er der desværre mange hoteller skudt op også i dette smukke naturområde. Vi blev efterhånden sultne og fandt et skønt sted “Bamboo Kitchen” hvor vi havde en skøn udsigt ud over de grønne rismarker og fik lækker mad – især deres friske juicer er helt fantastiske; i dag blev det til ananas, jordbær, mango og en blandet fugt juice – mega lækkert i varmen. Lone og Eskil sad på en lille ø og nød deres mad (de var nu to stole og Eskild forlangte at sidde netop der).


Lidt udenfor Ubud kan man stadig se rismarker, men de er under et gevaldigt pres fra nye hoteller. Vi så dog en mand kultivere en af de smukke marker.





På vej tilbage fandt Eskild en gammel kokosnød som han troligt bar tilbage mod hotellet, den var også med inde at se et stort, flot tempel, hvor der var travlhed på grund af den forestående religiøs fest i morgen, Men på vej tilbage, ikke langt fra vores hotel hoppede en abe pludseligt op og nuppede kokosnøden ud af hånden på Lone som nu gik med nøden. Aben tog den vilde flugt op på et tag i løbet af få sekunder og sad så deroppe og flåede i den gamle nød. Eskild var grædefærdig på trods af vores forsikringer om, at den tyvagtige abe ville blive slemt skuffet over kokosnødens forfatning. Vi fandt hurtigt en isbutik og efterfølgende gik han og jeg på jagt efter nogle souvenirs, og da vi kom hjem igen kunne han heldigvis også selv grine af oplevelsen. Resten af dagen gik med at svømme i poolen med diverse abe-tilskuere, mens Lone fik lidt alenetid. I morgen forlader vi Ubud.





Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag